I artiklen 'Forsker: Grønland er fortsat en dansk koloni' bragt 1. juni 2017 argumenterer ph.d. i planlægning og projektleder i Grønlands Selvstyre Klaus Georg Hansen for, at Grønland fortsat er en koloni, og at man fra dansk side skal droppe »den krænkende kultur-evolutionistiske logik, der fortsat ser grønlandsk kultur og folk som mere eller mindre primitivt«.
Uheldigvis er Hansens argument baseret på misforståelser, og selv om hans mål er at styrke Rigsfællesskabet, har hans indlæg den stik modsatte effekt:
Det forstærker myter, der er med til at svække det dansk-grønlandske forhold.
Hvad er en koloni?
Diskussioner af det dansk-grønlandske forhold ender ofte i et spørgsmål om, hvad man forstår ved en koloni.
For at undgå den diskussion tager jeg udgangspunkt i Hansens egen kolonidefinition, som, jeg mener, modsiger hans eget argument. Hansens definition består af fire led, der alle skal være opfyldt for, at der kan være tale om en koloni:
»... [der ] (1) skal…i et eksternt land være en politik eller en praksis, og der (2) skal være tale om et eksternt lands helt eller delvise politiske kontrol over et andet land. Desuden (3) skal der være tale om kolonialister, og der (4) skal være et islæt af økonomisk udnyttelse.«
I det grønlandske tilfælde er betingelse (2) og (4) dog ikke opfyldt, hvorfor der ikke er et koloniforhold ifølge Hansens egen definition.
Lad os se på den økonomiske udnyttelse først.
Danmark har måske tidligere tjent på Grønland
Historikere diskuterer, om Danmark har fået et økonomisk udbytte af Grønland i koloniperioden før 1953.
Her kan man pege på handelen med skind, hvalolie og elfenben samt mineraler såsom kryolit fra minen i Ivittuut, som indtægtskilder hvis værdi muligvis oversteg udgifterne ved den danske tilstedeværelse.
I koldkrigsperioden spillede Grønland en vigtig geostrategisk rolle for USA, og Danmark forsøgte at bruge dette til at slippe afsted med et mindre bidrag til NATO's samlede styrker.
Den historiske forskning (som beskrevet af blandt andet Poul Villaume, Bo Lidegaard, Jens Ringsmose og i DUPI’s store udredning om Grønland under den kolde krig) viser, at Danmark spillede 'Grønlandskortet' i NATO-forhandlingerne, hvilket gjorde, at USA formentlig holdt tilbage med kritikken af Danmark, fordi man anså Grønland som vigtigere end de danske styrkebidrag.
Der er dog ikke fundet afgørende bevis for, at Danmark rent faktisk slap afsted med et mindre styrkebidrag og dermed fik en ’Grønlandsrabat’, men det er omvendt heller ikke bevist, at rabatten ikke fandtes.
Danmark har et nettotab på Grønland i dag
I en nutidig kontekst er problemet for Hansen bare, at ingen af disse argumenter er gyldige i tiden efter den kolde krig. Den nyeste forskning viser, at Danmark opnår en symbolsk status som arktisk stormagt på grund af sin tilstedeværelse i Grønland, og at Grønland fortsat er med til at give Danmark udenrigspolitiske fordele – blandt andet i forhold til USA.
Men gevinsten er forholdsvis lille og kan ikke opveje det årlige bloktilskud på over fire milliarder kroner (inklusive administrative ydelser som forsvar med mere).
Grønland er en vigtig brik, der kan hjælpe med at dække den amerikanske nordflanke i forhold til Rusland, og Grønlands geopolitiske værdi afhænger derfor af forholdet mellem USA og Rusland. Men USA anser ikke p.t. Rusland som en eksistentiel militær trussel, og København kan derfor ikke veksle ’Grønlandskortet’ til store politiske gevinster.
Danmarks vigtigste udenrigspolitiske kort er derfor i stedet vores aktive deltagelse i amerikanske militære operationer i Mellemøsten, Nordafrika og Centralasien, mens Grønland spiller en begrænset rolle.
Dette kan ændre sig i fremtiden, men i de seneste 25 år har Grønlands geopolitiske værdi været begrænset. Grønland er altså en underskudsforretning for Danmark, selv når man medregner det, som Hansen kalder symbolsk kapital.
Man kan derfor ikke sige, at Danmark udnytter Grønland økonomisk.
\ Læs mere
Hvis Danmark er kolonimagt, er EU så også?
Hansens påstår desuden at »Danmark fortsat udøver betydelig politisk kontrol over Grønland.« Her må man starte med at undersøge, hvad der egentlig menes med kontrol.
Hansen har en meget snæver forståelse af kontrol: Danmark kontrollerer Grønland, fordi Grønland ikke p.t. har sine egne domstole, og fordi den lovgivende og udøvende magt er delt mellem Grønland og Danmark.
Men denne forståelse af kolonial kontrol er for snæver.
Hvis begrænsning af den dømmende, udøvende og lovgivende magt er nok til at være en koloni, kan man sige, at Danmark er EU's koloni, fordi de europæiske traktater på mange områder begrænser, hvad den danske regering, Folketinget og domstole kan foretage sig inden for Danmarks grænser.
Det er selvfølgelig noget sludder.
Når vi ikke opfatter Danmark som en EU-koloni, skyldes det naturligvis, at Danmark frivilligt kan forlade EU, ligesom Storbritannien p.t. er ved at gøre det. Kolonial kontrol må derfor også indebære, at kolonien ikke har mulighed for at frigøre sig fra kolonialforholdet.
Grønland kan frigøre sig fra Danmark
Og her ligger den afgørende forskel. Grønland kan jo sagtens forlade Rigsfællesskabet på samme måde, som Danmark kan forlade EU.
Modsat de klassiske europæiske kolonier i Afrika, Asien og Sydamerika, der var tvunget ind i et kolonialforhold, og hvor uafhængighedsbevægelser blev undertrykt med omfattende vold, indgår Grønland selvstændigt i Rigsfællesskabet og kan vælge at trække sig ud af det når som helst.
Selvstyreloven fra 2009, der blev støttet af et stort flertal i Folketinget og den grønlandske befolkning, definerer grønlænderne som et folk med ret til selvbestemmelse og giver en proces for, hvordan Grønland kan forlade Rigsfællesskabet, som det grønlandske folk frit kan aktivere.
Grønland kan desuden gradvist hjemtage den lovgivende og udøvende magt på næsten alle områder inden for Rigsfællesskabet, i det omfang Selvstyret kan finansiere driften.
Rigsfællesskabet består, fordi et stort flertal af grønlænderne ikke ønsker det enorme velfærdstab, som et tab af bloktilskuddet vil betyde. Den grønlandske fagforeningsleder Jess G. Bertelsen sagde engang, at han hellere ville »skide i en spand« end at være afhængig af Danmark.
Den nuværende ordning giver Grønland fri mulighed for at gøre det, men det ønsker de fleste grønlændere ikke. Danmark har altså ikke kolonial kontrol med Grønland.
Hansen puster til myter i Rigsfællesskabet
Hansen har ret i, at ét af det dansk-grønlandske forholds grundlæggende problemer er de misforståelser, der florerer i Rigsfællesskabet.
Hansen har også ret i, at der i Danmark er en manglende viden om grønlandske forhold og en manglende forståelse for, at man i Grønland føler sig krænket over de uretmæssigheder, der tidligere er foregået.
Danmark har ikke altid behandlet grønlænderne pænt, og særligt under den kolde krig var der flere skammelige eksempler på fortielser, løgne og dårlig administration.
Man kan formentlig stadigvæk finde eksempler på dette i nutidens Rigsfællesskab, og det er vigtigt, at man fra dansk side gør en stor indsats for at inddrage Grønland som en ligeværdig partner i fælles beslutninger og for at hjælpe grønlænderne med selv at løse øens betydelige sociale og økonomiske udfordringer, så Grønland på sigt kan blive selvstændigt.
At påstå at Grønland er en dansk koloni, gør dog det stik modsatte. Det udbreder en fejlagtig myte, der gør grønlænderne til passive ofre og skyder ansvaret for nutidens væsentlige problemer over på Danmark.
Grønland kan for første gang selv bestemme sin egen fremtid, og med de rigtige valg kan man måske en dag blive et selvstændigt og velfungerende velfærdssamfund.
Det kræver dog, at grønlænderne erkender øens udfordringer med åbne øjne, og her hjælper det ikke at binde dem historier på ærmet.
