Gassen siver ud i Østersøen.
Omfattende sabotage af gasledningerne Nord Stream 1 og 2 nær Bornholm udstiller i disse dage, hvor sårbar den kritiske infrastruktur - bestående af datakabler samt gas- og el-ledninger - i Østersøen er.
»Kritisk infrastruktur er vidt forgrenet. Den ender direkte i borgernes hjem, så det er blodårerne i vores samfund,« forklarer Trine Villumsen Berling, der forsker i energiinfrastrukturen i Østersøen, til Videnskab.dk.
Alligevel har vi i Danmark og EU i årtier forsømt at se de kilometerlange forsyningslinjer som et sikkerhedspolitisk anliggende, påpeger hun. Og nu står vi i en situation, hvor sårbarheden af vores kritiske infrastruktur ser ud til at have overrumplet os alle.
Men sådan burde det ifølge Trine Villumsen Berling ikke have været:
»At energi er et magtmiddel, er ikke en opdagelse, som lige er faldet ned fra himlen. Det er børnelærdom, der kan læses på side 1 i lærebøgerne om international politik,« fortæller Trine Villumsen Berling, der er seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS).
\ Nord Stream 1 og 2
Nord Stream 1 og 2 er to parallelle naturgasledninger, der løber fra Vyborg i det nordvestlige Rusland gennem Østersøen til Lubmin i Tyskland.
De 1.224 kilometer lange ledninger passerer russisk, finsk, svensk, dansk og tysk farvand.
Nord Stream 1 blev anlagt 8. november 2011.
Nord Stream 2 blev anlagt 8. oktober 2012.
Tekniske eksperter har overtaget sikkerhedspolitikken
Kritikken kommer på baggrund af Trine Villumsen Berlings forskning i processen bag Nord Stream-gasledningerne, der altså nu er ramt sabotage.
Hendes analyser peger på, at forhandlingerne om Nord Stream-ledningerne har været så godt som blottet for sikkerhedspolitisk ekspertise. Og det har længe fået Trine Villumsen Berling til at spærre øjnene op:
»Jeg har tænkt, at der er et eller andet rivravruskende galt her. Der er noget, vi ikke har opdaget,« siger seniorforskeren om det manglende sikkerhedspolitiske lag i Nord Stream-forhandlingerne.
Trine Villumsen Berling kalder det for en »teknificering af den sikkerhedspolitiske autoritet«.
»Der har været en klar tendens til, at sikkerhedspolitik er blevet lagt i hænderne på tekniske eksperter. Beslutninger bør ellers ligge hos Statsministeriet og Forsvarsministeriet. Men det gør de faktisk ikke,« forklarer DIIS-forskeren.
Fra dansk og europæisk side har det været tekniske eksperter - som især er ingeniører - der har udtænkt og forhandlet om, hvordan de 1.224 kilometer lange naturgasledninger, der løber fra Rusland til Tyskland, skulle lægges.
I Danmark stod Energistyrelsen og ingeniørfirmaer, som konsulentbureauet Rambøll, for en stor del af arbejdet. Fremfor at se på sikkerhedsaspekterne af Nord Stream har de haft travlt med at regne på, hvilken betydning gasrørene ville få for trawlfiskeri og bådtrafikken.
Selv efter den russiske annektering af Krim-halvøen i 2014 er der ingen sikkerhedspolitiske alarmklokker, der ringer angående Nord Stream-projektet, påpeger Trine Villumsen Berling.
Først i 2017 - seks år efter at Nord Stream 1 blev anlagt - får Udenrigsministeriet bemyndigelse af Folketinget til at blande sig i processen om Nord Stream 2. Dermed blev sikkerheden i projektet endelig et tema for Danmark.
Vi troede, handel gav fred
Så vi har gjort for lidt for at dæmme op for angreb på den kritiske infrastruktur, hvilket nu afsløres med sabotagen af Nord Stream?
»Ja. I Danmark og Tyskland og mange dele af EU har vi ikke haft fokus på energipolitik som sikkerhedspolitik, selvom mange østlande har råbt op om det. Der har været meget stor forskel på Vesten og Østens syn på energi som våben.«
»Det er jo ellers ikke nogen uafvendelighed over, at en gaslinje skal blive centrum for en krig. Siden februar i år (da Rusland invaderede Ukraine, red.) har det været en lang og stejl læringskurve for Vesteuropa om, hvad det kan betyde,« fortæller Trine Villumsen Berling.
Og hvorfor tror du, at det har været sådan?
»I Danmark har vi set det hele fra sidelinjen, fordi vi har været selvforsynende på olie og gas og haft vindeventyr. Og så har vi mest ligget lidt i klemme, fordi vi lå i vejen for Nord Stream-ledningerne og siden for Baltic Pipe. Så vi har ikke taget stilling til det, selvom vi begyndte at slå os i tøjret, da Nord Stream 2 skulle lægges.«
Kan man sige, at der er et sket et politisk svigt?
»Jeg ved ikke, om man kan kalde det et svigt. Det er nok nærmere en strukturel årsag til, at vi ikke har handlet på det her. I Vesten har vi siden 1990’erne og slutningen på Den Kolde Krig troet, at handel, samarbejde og gensidig afhængighed var en sikker vej til fred. Men Rusland har aldrig købt teorien om gensidig afhængighed. Gennem 20 år med Putin har Rusland haft en drøm om at være en stormagt og om et nyt Storrusland.«
\ Læs mere
Politisk blindhed
På Center for Militære Studier ved Københavns Universitet sidder militæranalytiker og forsker i dansk sikkerhedspolitik Jens Wenzel Kristoffersen.
Han erklærer sig »rørende enig« i analysen af, at den danske energipolitik i to årtier har været blottet for sikkerhedspolitisk interesse:
»Vi har levet i en fredstidsmentalitet siden Den Kolde Krigs afslutning. Vores fokus har været på opbygning af velfærdssamfundet og energisystemer og alt det, der bærer vores samfund igennem. Men vi har slet ikke tænkt på at skulle beskytte de her ting mod angreb.«
Jens Wenzel Kristoffersen kalder det for en »politisk blindhed«, og han tordner især mod de enorme spareøvelser, der har været på forsvarsområdet siden 2004.
»I iveren for at opbygge et velfærdssamfund, har vi haft politisk stærke krav om besparelser på forsvarsområdet og en samtidig svag forsvarsledelse, der ikke har haft pondus til at stå imod finansministeriets regnedrenge,« siger Jens Wenzel Kristoffersen.
Han fremhæver, at Danmark ikke skulle have solgt vores ubåde og minerydningsfartøjer fra, som vi gjorde det i henholdsvis 2004 og 2015.
»Den kapacitet skulle vi i bakspejlets klare lys ikke have afskaffet,« lyder vurderingen fra Jens Wenzel Kristoffersen, der er tidligere søofficer i Forsvaret.
Blåøjede tyskere
Også lektor ved det Norske Forsvarsakademi Håkon Lunde Saxi er »absolut enig« i analysen.
Han mener, at særligt Tyskland har været blåøjede i deres forhandling om Nord Stream-forbindelsen, hvad der er blevet kritiseret stolpe op og ned af Polen og de baltiske lande:
»Tidligere blev østeuropæerne opfattet som hysteriske og til dels russofobiske. I dag fremstår det tydelig, hvem der havde ret,« påpeger Håkon Lunde Saxi, der forsker i forsvarspolitik og -historie.
»Projekterne har enorm geo- og sikkerhedspolitisk betydning, og tyskerne betaler nu prisen for, at de slet ikke tog højde for den geopolitiske risiko ved projekterne,« konkluderer han.
Kan vi overhovedet forsvare de gigantiske gasledninger?
Hvis den kritiske infrastruktur er vores samfunds blodårer, kan Vesten se de fire gas-sabotager nær Bornholm som en advarsel om, at vores blodårer ligger blottet. At samme sabotage kan udføres på de data- og elkabler, der forgrener sig under vandet i Østersøen.
Som påpeget mange steder skete angrebene på Nord Stream-ledningerne samme dag som den 850 kilometer lange Baltic Pipe gasledning, der løber fra Norge til Polen, blev åbnet. Baltic Pipe har til formål at gøre Polen uafhængig af russisk naturgas.
Men selvom vi nu er mindet om, og selv hvis vi til hudløshed lærer remsen om, at energipolitik også er sikkerhedspolitik, hvad kan vi så overhovedet gøre for at sikre de milelange gasledninger, der ligger gemt under havoverfladen?
»Vi kan ikke stå at kigge på hver en centimeter af Baltic Pipe hele tiden. Men vi har et dygtigt beredskab, der lige nu holder øje med de kritiske områder af gasledningen. Det vil sige, at de sørger for, at der ikke kommer uvedkommende ind på området. Vi kommer også til at se flere overflyvninger af området,« lyder vurderingen fra Trine Villumsen Berling.
Men er det nok til at beskytte den kritiske infrastruktur?
»Et andet redskab, der kan bruges, er en total-tilgang til sikkerheden, som går ud på at involvere borgerne i beskyttelsen af samfundet. Den tilgang går ud på, at borgere skal sige til, hvis de ser noget mistænkeligt. Vi kender den fra terrorsikringen. Og den blev især brugt i USA efter terrorangrebet 11. september 2001.«
Vores skandinaviske naboer i Sverige og Norge har faktisk også brugt den tilgang for nyligt. I 2018 sendte de svenske myndigheder brochurer ud til hele befolkningen, der informerede dem om, hvad man skulle gøre, hvis krigen eller krisen skulle komme.
Det kom på ryggen af Krim-krigen, og at Rusland havde været meget provokerende over for det svenske luftrum, forklarer Trine Villumsen Berling, der dog ikke ser det som en oplagt løsning i Danmark:
»At involvere borgerne på det niveau er ikke noget, vi har tradition for at gøre i Danmark, hvor vi har en lidt anderledes kultur. Så jeg er ikke sikker på, at det er en god idé.«
Men summa summarum er, at vi har to redskaber i værktøjskassen: Vi har et beredskab, der kan beskytte de kritiske områder af gasledninger og kabler, og til nød kan vi starte en slags totalberedskab, som Norge og Sverige har gjort tidligere?
»Ja. Men man skal ikke undervurdere beredskabet.«
\ Læs mere
Nye trusler i el-kabler
En ting er dog naturgassen og særligt Baltic Pipe. Den kritiske infrastruktur i Østersøen består også af kabler, der forsyner de tidligere Sovjet-lande i Baltikum med el fra deres skandinaviske allierede.
Der går således elkabler fra Sverige til Litauen og Polen og fra Finland til Estland for blot at nævne et par eksempler.
Mens gasledningerne har været under større politisk bevågenhed, har »elsporet kun fået meget begrænset opmærksomhed«, som Trine Villumsen Berling konkluderede i en artikel fra januar 2021.
Og det er ikke, fordi elledningerne er mindre politisk betændte end eksempelvis Baltic Pipe-ledningen.
»For Baltikum har elledningerne været en løsrivelse fra Sovjet. Så det er i lige så høj en grad uafhængighedskamp fra Rusland.«
Nu er der meget fokus på Baltic Pipe, men er elledningerne i Østersøen ikke i lige så høj grad truede?
»Jeg ret sikker på, at der bliver kigget godt efter dem. For nu at sige det på den måde.«
Så det er et ja?
»Et klart ja. Men jeg synes også, det er vigtigt, at vi ikke tegner meget store skræmmebilleder og lader fantasien løbe af med os,« slutter Trine Villumsen Berling.
