Militærforsker: »Fred er ikke en naturtilstand«

»Det holder aldrig op med at være eksotisk for mig at arbejde med krig.«

Sådan siger Henrik Ø. Breitenbauch, der i juli tiltrådte som ny leder af Center for Militære Studier ved Institut for Statskundskab på Københavns Universitet, hvor de forsker i krig og dansk forsvars- og sikkerhedspolitik.

Trods navnet på centret handler forskningen ikke om at finde ud af, hvordan Danmark og vores allierede banker vores modstandere på slagmarken.

Målet er at tilvejebringe fakta for offentligheden og beslutningstagerne, så man kan træffe bedre beslutninger og måske i sidste ende undgå en væbnet konflikt.

»Det er naturligt at ønske, at krig ikke fandtes, fordi det er forfærdeligt, men det er nødvendigt at studere krigen for at undgå konflikten eller gøre det rigtigt, hvis vi er tvunget til at kæmpe,« siger den nye centerleder.

Den mest sprængfarlige viden ligger i arkiverne

Center for Militære Studier er specielt, fordi de små 10 millioner kroner, som det koster at drive, er bevilget direkte af politikerne.

Til gengæld leverer centret rapporter, analyser og workshops, men politikere og embedsmænd respekterer armslængdeprincippet, så de blander sig ikke i, hvad forskerne konkluderer.

»Vi laver anvendelsesorienterede analyser, som bruges af embedsværket og af politikerne i den offentlige debat. Vi er en del af den politiske virkelighed, så det er i høj grad en balancegang, men vi forsøger at træde alle lige meget over tæerne« siger Henrik Ø. Breitenbauch.

Han tilføjer, at de ikke arbejder med hemmeligstemplet materiale:

»De væsentligste oplysninger er alligevel offentligt tilgængelige – og den allermest sprængfarlige viden er oftest den, der ligger i de akademiske artikeldatabaser.«

»Fred ikke en naturtilstand«

Henrik Ø. Breitenbauch mener, at vi har en tendens til at tage det for givet at leve i en fredelig velordnet velfærdsstat.

Men over alt i København er der vidnesbyrd om, at det ikke er mange år siden, at hovedstaden var befæstet i tilfælde af angreb.

»Krigen som fænomen er mere uomgængelig, end man umiddelbart skulle tro, så det er stadig interessant at studere, hvilken rolle organiseret vold spiller i verdenspolitikken. Fred er ikke en naturtilstand,« siger han.

Mennesket fjerner sig fra krigen

Breitenbauch forklarer, at det er en historisk konstruktion, at vi overhovedet skelner mellem det civile og militære og mellem krig og fred.

Fra middelalderens feudalsamfund og frem til etableringen af moderne, permanente hære i tiden omkring den franske revolution var krigerrollen noget, adelen tog på sig og gled ind og ud af. Med den efterfølgende gradvise professionalisering af de væbnede styrker har vi som samfund fjernet os fra krigen.

Det er en udvikling, som fortsætter med udviklingen af flyvende droner, og selvom det lyder som science fiction, arbejdes der også på at udvikle robotter, der måske kan afløse soldaterne i fremtiden.

»Mennesket fjerner sig mere og mere fra det skarpe blad, og det påvirker, hvordan vi tænker om krig,« siger Henrik Ø. Breitenbauch.

LÆS OGSÅ: Stephen Hawking og 1.000 andre forskere vil forbyde intelligente krigsrobotter

Det handler om at vinde freden

Henrik Ø. Breitenbauch er forfatter til bogen 'Uendelig Krig?', der handler om, hvad vi har lært om at stabilisere konfliktramte stater og zoner efter indsatsen i blandt andet Afghanistan og Irak.

Fokus er skiftet fra post-konflikt-stabilisering til forebyggende og indirekte indsatser. Appetitten på indsatser med store vestlige landstyrker er svundet ind til fordel for en model med specialstyrker, droner og støtte til lokale styrker og regionale aktører.

Stabilisering er kompliceret, men det handler fundamentalt om at besvare tre spørgsmål: For det første om vi har fundet den rette opskrift, for det andet om vi bruger den rigtigt, og for det tredje om den politiske vilje er til stede til at gøre det, vi ved er det rigtige.

»Libyen er et eksempel på, at vi godt vidste, hvad der var det rigtige at gøre, nemlig at indsætte landtropper, men at der ikke var politisk vilje til at gøre det,« siger centerlederen.

Vigtigt for Danmark, at Arktis ikke bliver militariseret

Militærforskerne deler ifølge Henrik Ø. Breitenbauch sikkerhedspolitiske problemer op i to: Dem, der kommer fra andre landes svagheder, som det er tilfældet med Libyen. Og dem, der kommer fra andre landes styrker, eksempelvis fra Rusland.

Det betyder, at tre geografiske områder vil fylde meget i dansk sikkerhedspolitik de kommende år.

Det, han kalder den sydlige flanke, hvor der er konflikter og borgerkrige i en stor bue rundt om Europa fra Ukraine til Vestafrika. Særligt er der problemer i Syrien og Libyen, hvor terrororganisationen Islamisk Stat er på fremmarch.

For det andet kommer Arktis til at fylde meget i dansk sikkerhedspolitik på grund af afsmeltningen og den stigende interesse for at udnytte ressourcerne i området.

Danmark må være til stede militært – mest for at lave suverænitetshåndhævelse og overvågning - så det kan komme til at trække store veksler på forsvaret. For Danmark handler det ifølge Breitenbauch om at undgå, at området bliver militariseret.

»Arktis er et eksempel på, at forskning i militære forhold ikke handler om krig, snarere om at undgå den,« siger han.

Udfordringen fra Putin

Den sidste og største udfordring kommer fra Rusland, der under Putin har skiftet kurs og har annekteret Krim-halvøen i Ukraine.

»Der er tale om et principielt og meget voldsomt skifte, fordi han har vist, at han har viljen og evnen til at overskride de ordensprincipper, den europæiske fred hvilker på,« siger Henrik Ø. Breitenbauch og tilføjer:

»Når han har kunnet gennemføre det i Ukraine, er frygten om han kan finde på at gøre det samme på Nato's territorium i Baltikum. Det handler for Nato om at vise, at der er politisk vilje til at handle, så man ikke behøver at gøre det. Afskrækkelsens troværdighed skabes politisk,« siger han.

Breitenbauch vurderer, at når der er skabt tillid til, at der er opbakning til at forsvare Baltikum, bliver næste skridt at finde frem til en ny orden med Putin.

»Den nuværende situation kan fortsætte 10-20 år. Meget taler for, at konflikten ikke er et spørgsmål om Putin som person. Folk fra det gamle KGB sidder i toppen af det politiske system i Rusland,« siger han.