Det skal gå stærkt. Budskabet skal sidde lige i skabet. Ikke oven på en grundig overvejelse, men lige nu og her. Valgplakater er ikke afhandlinger, der er plads til et ord eller fem. Det samme gælder politiske debatter, taler og medieklummer. Taletiden er kort; pladsen er begrænset.

Men som indvandrer- og religionsforsker slog det mig igen, hvorledes begreber, der omhandler udlænding, indvandring og integration til Danmark, ofte anvendes per automatik og med begrænset omtanke, da jeg forleden cyklede forbi Mjølnerparken.

Her blev jeg - som så mange andre steder i København - konfronteret med de valgplakater, som et stykke tid endnu er en del af gadebilledet.

På den ene side af vejen en plakat med Lars Løkke Rasmussen med teksten »færre indvandrere på offentlig forsørgelse«. På den anden side af vejen et billede af Helle Thorning Schmidt, atter med fokus inden for samme emneområde, som annoncerede »stramme asylregler og flere krav til indvandrere«.

Men hvem var det egentlig for en indvandrer, der blev refereret til, måtte jeg spørge mig selv? Hvor var bevidstheden om, at vi havde at gøre med et flertydigt, mangfoldigt begreb?

En indvandrer er et menneske, der har flyttet sig

Begrebet 'indvandrer' kan dække over en lang række grupper og individer med væsentlige forskelle. Det eneste, der binder dem sammen er egentlig, at de har bevæget sig fra en del af verden til en anden.

Indvandreren er ham eller hende, som kommer fra Tyskland, Tyrkiet eller Thailand.

Det er ham eller hende, som kommer med diplomet fra det fine amerikanske universitet. Ham eller hende, som kommer som analfabet. Ham eller hende med posttraumatisk stress. Ham eller hende med en ledende stilling i det private erhvervsliv. Ham eller hende, der bor på gaden.

Der skal være 'Færre indvandrere på offentlig forsørgelse', hvis man spørger Lars Løkke Rasmussen. Men hvem er ham indvandreren, han refererer til? (Screendump fra Venstres valgvideo 2015)

Manglende sproglig præcision skaber et upræcist billede af virkeligheden. Ord er ikke uskyldige. Og den manglende præcision i indvandringsdebatten, de bastante kategorier, som anvendes, er langt fra altid konstruktiv.

Hvad er en ghetto?

Ja, der er indvandrere, som har sociale problemer, som ikke kan få arbejde, som lever i samfundets margen. Men det er langt fra alle. Og hvornår er det egentlig, at indvandrerbegrebet som identitetsmarkør er vigtigt for, hvad individer og grupper gør, og hvad de ikke gør?

Andre begreber i indvandrerdebatten (også uden for valgkampen) bruges med en lethed, der må mane til kritisk eftertanke.

Et af disse begreber er ordet 'ghetto'. Ordet er utvivlsomt effektivt på baggrund af dets historiske betydning. 

Der er diskussion af ghetto-begrebets etymologiske udgangspunkt, men kan have at gøre med, at 'ghet' på hebræisk betyder afsondring (hvis da ikke ordet refererer til det venetianske gheto: støberi; eller simpelthen 'fattigt kvarter', beslægtet med det danske ord 'gade'), og afsondringen og isolationen er et af ghettoens historiske kendetegn.

Den jødiske ghetto var kendetegnet ved religiøs homogenitet; ved bevidst afsondrethed, skabt af omverdenens stigmatisering af jøder; og ved etablering af egne institutioner og eget socialt liv, skabt af afsondretheden.

Ghettobegrebet anvendes fortsat på tværs af national sammenhæng, både med en klar linje til den jødiske ghettos sociale struktur, og med afvigelser herfra.

Ghettoer er præget af etnisk mangfoldighed

I USA (den franske sociolog Loic Wacquant går i sin bog 'Byens udsatte' grundigt til værks i sin analyse heraf via sine studier i Chicago og Paris) bærer den afro-amerikanske ghetto nogle af den jødiske ghettos kendetegn: etnisk homogenitet, afsondrethed, stigmatisering, og egne institutioner.

Ordet 'ghetto' bruges ofte i indvandrerdebatten og bliver ofte generaliseret, men manglende sproglig præcision giver måske et forkert blik på begrebet. (Foto: Ane Cecilie Blichfeldt/norden.org)

I (såkaldte?) ghettoer i Paris og København er velfærdsstaten fortsat aktiv. Og ser man på de områder i Danmark, som bliver kaldt for ghettoer, er de oftest præget af et højt niveau af etnisk mangfoldighed – ikke det modsatte.

Anvendelsen er ikke ny i en dansk sammenhæng, men spørgsmålet er på den ene side, hvad begrebet betegner, og på den anden hvad ordet gør.

I 1970'erne talte man for eksempel om en ghetto på Nørrebro – ikke som udtryk for segregering på baggrund af etnicitet, men som udtryk for fattigdom, social skævhed, og hvad man i datidens jargon kaldte for 'modkultur'.

Ord er magtfulde, skabende og definerende

Hvad der er betegnende for både dengang og nu er, at det ikke er fedt at bo i en ghetto. Herunder; det er ikke fedt at få at vide, at man bor i en ghetto.

Ghettobegrebet skaber forståelsen af en afsondrethed, som i velfærdsstaten effektive maskineri er en fantasi – om det andet, det farlige, det vrede. En fantasi om homogenitet og ensartethed, som ikke er et empirisk vilkår.

Og endelig skaber brugen af begrebet en stigmatisering, en bevidsthed om noget forkert, som måske er politisk effektiv, men som personer, som lever i ghetto-betegnede områder, må leve med (eller leve mod).

Er ghetto-begrebet gavnligt for håndtering af reelle sociale problemer, eller det modsatte?

I et demokrati kan vi, og skal vi kunne, sige, hvad vi vil. Men i anvendelse af følsomme begreber og behandling af følsomme problematikker må præcision være et krav. Ord er magtfulde, skabende, definerende. Ikke mindst for dem, som må bære dem som en frivillig og ufrivillig del af deres identitet.