Forsker anmelder ny film om stenalderen: »Det er ikke realistisk«

Det er ikke ofte, at man får mulighed for at se en spillefilm i biografen, som er baseret på videnskabelig forskning. Og endda forskning inden for ens eget interessefelt.

Det skete for nylig, for jeg er antropologisk lingvist. Jeg skyndte mig derfor i biografen for at se filmen ’Fremmed – det første opgør’, som havde premiere her i marts.

Filmen er promoveret som den første film om stenalderen og bygger på arkæologisk, antropologisk og lingvistisk viden. Men hvor realistisk er filmen?

Handlingen kort

Filmen handler om konfrontationen mellem bønder og jæger-samlere 4.000 år f.v.t. I filmen sejler bønderne sydfra ind i Danmark, mens jæger-samlere var de oprindelige beboere.

Det er to af de ’livsstile’, som antropologer har identificeret, ud over hyrde-nomader med kvæg. Man ved, at der boede jægerfolk – i hvad der nu er Danmark – inden danskernes forfædre kom.

En storfamilie af bønder bosætter sig i jægernes territorium langs en flod i Danmarks urskov sammen med deres geder og hvedefrø, som de vil plante. Jægerne ser dem dog som en trussel mod deres egen overlevelse, fordi de er potentielle konkurrenter til den sparsomme mad i skoven og floden, nemlig dyrene og fisk.

De lokale dræber først en af bøndernes geder og derefter de fleste af de ubudne gæster. To teenagebørn overlever dog, og de ser sig snart nødsaget til at bede jægere om hjælp.

Den ene af dem, lillebroren, er nemlig blevet alvorligt såret af et vildsvin. De to teenagere bliver hos jægerne i et eller flere år. Vælger de to at blive jægere, eller bliver de ved med at være bønder i deres hjerter?

Skuespillerne taler unaturligt tydeligt

Hvordan ser man sådan en film med en forskers øjne? Med blandede følelser.

Jeg synes godt om de to sprog, der er skabt til filmen af den historiske lingvist Tobias Mosbæk Søborg, som er tilknyttet Københavns Universitet.

De er gennemtænkte, og de lyder som sprog, som kunne eksistere, også i stenalderen.

'Khuthuri', som tales af bønderne fra Solens Folk, har træk af sanskritsproget fra Indien for 4.000 år siden, mens 'chowatlok', jæger-sproget, er sværere at genkende ord i. I de danske undertekster har man finurligt valgt at farve de to forskellige sprog med hvid og gul. Bøndernes sprog kunne være et forfadersprog til dansk.

Ordene 'gait', 'bawnu' og 'arwith' betyder ged, bønne og ært i Solens Folks sprog – klart beslægtet med gammel tysk/germansk 'geiz', 'bōna', 'araweiz', og protoindoeuropæisk 'ghaido', 'bhabhā', 'ereg/erog'.

Det sidste sprog taltes for otte tusind år siden. Ja, disse 3 danske ord går tilbage til Asien for 8.100 år siden!

Når skuespillerne taler, lyder det lidt ligesom i kostumedramaer: Så snart folk tager tøj på fra andre tider, har de en tendens til at tale, som om de skal artikulere alle ord lige tydeligt, og deres diktion (stemmeføring) lyder derfor karikeret.

Sådan møder man ikke hinanden med forskellige sprog

Når bønderne og jæger-samlerne mødes i filmen bruger de slet ikke lydimitation (efterligner hinandens lyde) og næsten ikke gestik (bevæger hænder og arme). De taler heller ikke langsomt eller enklere for at fremme forståelsen – som er i alles interesse.

I virkeligheden ville man typisk lære en række ord ud fra ting, man kan pege på: kropsdele, objekter, personer, og det sker kun én gang i filmen, når bondepigen lærer ord for en fiskefælde.

En sprogforsker lavede engang en oversigtsartikel om kommunikation ved første kontakter. Man ved, at mennesker peger, bruger gestik og lydimitationer, ligesom man i dag vil gøre, når man møder en, man ikke har et fælles sprog med.

Mere realistisk at kommunikere på forenklet sprog

Bøndernes børn Aathi og Tharan lever temmelig isoleret i jægernes landsby i filmen, men alligevel lærer de underligt nok sproget i løbet af deres ophold.

Det ville have været mere sandsynligt, hvis folk fra de to forskellige grupper havde kreeret et forenklet sprog at kommunikere med, et såkaldt pidgin.

Der findes en samling af pidginssprog, og min kollega og jeg har gjort det klart i vores publikationer. Pidginsprog gør det ikke kun nemmere at kommunikere, men er også med til at skabe afstand.

Det er næsten universelt, at folk simplificerer deres sprog, når de møder andre, de ikke umiddelbart forstår. Svenske bosættere i Nordamerika i 1600-tallet troede, at de lærte de indfødtes sprog, men nu ved man, at det var en stærkt forenklet version, de lærte, nu kaldt Pidgin Delaware.

Svenskerne, som for eksempel militæringeniør Per Lindeström, der besøgte Nordamerika i 1650erne, var forbavset over, at de indfødtes sprog var så fattigt og enkelt. Men han fandt »desse indianer eller vilde människor så kloke«. Deres intelligens stod altså i kontrast til deres ekstremt simple sprog.

Jægerfolk spiser andet end kød og fisk

Det er, som om jægerfolket i filmen kun spiser kød og fisk. Det er meget usandsynligt.

Langt de fleste traditionelle jægerfolk spiser også frugt, og mange dyrker det endda på et beskedent niveau. Især når de bor i en skov, hvor der uden tvivl vokser frugttræer, rodfrugter og spiselige planter. Men ikke i filmen.

Bonden Aathi laver brød, når hendes hvede er moden, men jægerne vil ikke spise det.

De nægter at spise landbrugsprodukter, og de ødelægger endda Aathis hemmelige hvedemark, da de opdager den. Det er usandsynligt. Især i en situation med sult, vil man hellere prøve noget nyt end at destruere mad.

Hvorfor er jægerne ikke mere påvirket af sult?

I øvrigt er det uklart, hvordan de to teenagere overlever, mens de lever sammen med jægerfolket. Man får billedet af, at jægerfolket nægter at give dem mad (okay, én gang får Aathi en fiskehale, men det kan man ikke leve af).

Det ville være meget mere sandsynligt, at jægerne gav dem mad. Mærkeligt nok bliver jægerne i øvrigt ikke tyndere i de perioder, hvor der slet ikke er mad. Og de bliver heller ikke gale af sulten.

Nogle kulturer af jæger-samlere har historier om menneskelignende kannibaler, som muligvis er baseret på sultende mennesker. Det gælder for eksempel indfødte Anishnaabe i Nordamerika, som frygter disse Windigo-monstre (menneskelige kannibaler).

Rane Willerslev begyndte også at hallucinere, da han ikke fik mad i Sibirien.

Se filmen, fordi du er nysgerrig – ikke for realismen

Filmfolk skal selvfølgelig finde en balance mellem blandt andet autenticitet, visualisering, tilgængelighed, en god historie - alt inden for en begrænset tidsramme. Også denne film er lavet som underholdning.

Der er ingen, som påstår, at det hele skulle være sandfærdigt.

Men måske skulle filmskabere alligevel lytte mere til deres faglige eksperter. Jeg kender forskere fra andre sammenhænge, som har været konsulenter på film, og de har ofte oplevet, at de ikke er blevet taget tilstrækkeligt alvorligt.

Jeg ved dog ikke, om det er tilfældet med denne film.

Fra et videnskabeligt perspektiv er kulturmødet i filmen forenklet og naivt, især i kommunikation. Det er dog prisværdigt hvad instruktøren Mads Hedegaard har prøvet at vise.

Man får dog ingen emotionel tilknytning til personerne i filmen. Flotte, Amazoneagtige naturbilleder, en usædvanlig tidsalder og nysgerrighed skulle lokke folk til biografen.