Unge kvinder, der har været udsat for digitale sexkrænkelser, kan ikke genkende sig selv i det billede, pressen tegner af dem.
Det ér en af konklusionerne i mit ph.d.-studie, hvor jeg har fulgt ofre for digitale sexkrænkelser gennem fire år.
Én af de bedst kendte sager er ’Umbrella-sagen’, hvor over 1.000 unge delte en ulovlig og krænkende video.
Har man fulgt med i mediernes dækning fra 2018, genkender man måske udtalelser som disse:
»Udover at have voldsomme konsekvenser for ofrene, når sådan materiale deles, kan det også få vidtrækkende konsekvenser for dem, som deler.«
»Hun (offeret, red.) er blevet foreslået at flytte til den anden side af kloden, men her kan jeg fortælle, at videoen også florerer.«
Begge citater optrådte igen og igen på tværs af forskellige medier, da Umbrella-sagen var i offentlighedens søgelys.
Det er citater som disse, der har formet, hvad de fleste danskere tænker om Umbrella-sagen og om ’digitale sexkrænkelser’, som denne form for krænkelser ofte kaldes.
Citaterne er eksempler på, hvordan medierne på den ene side betragter digitale sexkrænkelser som så alvorlige, at ofrenes liv er ’ødelagt for altid’, og på den anden side ofte ser krænkelserne som et ungdomsproblem, hvor både ofre og krænkere rammes af en ødelæggende kultur.
I mit ph.d.-projekt 'Rewriting Victimhood' har jeg gennem fire år samarbejdet med fem unge kvinder, som har fået private billeder delt uden deres samtykke.
Deres fortællinger viser, at mediernes og offentlighedens opfattelse af digitale sexkrænkelser er fjern fra ofrenes virkelighed.
\ Om Forskerzonen
Denne artikel er en del af Videnskab.dk’s Forskerzonen, hvor forskerne selv formidler deres forskning, viden og holdninger til et bredt publikum – med hjælp fra redaktionen.
Forskerzonen bliver udgivet takket være støtte fra Lundbeckfonden. Forskerzonens redaktion prioriterer indholdet og styrer de redaktionelle processer, uafhængigt af Lundbeckfonden. Læs mere om Forskerzonens mål, visioner og retningslinjer her.
Ofre taler imod mediedækningen
Ofte ville kvinderne beskrive deres egne erfaringer som modfortællinger til de historier, de hørte i pressen. For eksempel ville de sige ting som:
»Det er jo ikke sådan, at jeg bare har lagt billederne ud og været sådan ‘se lige her’,« eller: »Det er slet ikke den der ’vred ekskæreste deler billeder’.«
Her, og i det citat, der udgør artiklens overskrift, taler de imod generelle forestillinger om, at digitale sexkrænkelser er et problem, der primært har med unge pigers naive billeddeling at gøre.
I stedet fortæller de deres egne og meget forskellige historier:
- Én havde fået stjålet undertøjsbilleder, som først ikke var seksuelle men skulle dokumentere et vægttab
- Én havde sendt anonyme billeder til en mand, der efterfølgende delte dem sammen med hendes personlige oplysninger
- Én blev fotograferet uden sit samtykke af en voldelig partner
- Én blev filmet under et overgreb, hvor hun var for fuld til at reagere
- Én blev fotograferet uden sit vidende og forsøgt afpresset til at sende flere billeder
På trods af disse forskelle delte kvinderne oplevelser af at føle sig konstant eksponeret, fordi billederne cirkulerede online og alle potentielt kunne have set dem.
De levede med frygten for, at billederne kunne dukke op igen til enhver tid, og de delte en forargelse over den måde, ofre for digitale sexkrænkelser omtales i den offentlige debat.
Ofre er underrepræsenteret i medierne
Størstedelen af ph.d.-projektet bestod i et tæt samarbejde med de fem kvinder, hvor de deltog i en række kreative skriveworkshops. Man kan læse mere om hele forløbet her og om den kreative skrivemetode her.
I denne artikel vil jeg dykke ned i projektets sidste del, som bestod af en analyse af danske mediers dækning af digitale sexkrænkelser i perioden september 2017 til september 2020 – den periode, hvori samarbejdet med de fem kvinder foregik.
I denne periode fik særligt tre sager om digitale sexkrænkelser meget opmærksomhed.
Disse er Umbrella-sagen med de over 1.000 sigtede, Aalborg-sagen, hvor 720 voksne kvinders billeder var blevet delt og organiseret i en online mappe, og hurtcore-sagerne om krænkere, der manipulerede kvinder og piger til at tage ydmygende, seksuelle billeder og videoer af sig selv.
Disse tre sager fylder en stor del af undersøgelsens data, men der er også artikler om andre og mindre kendte sager.
Til undersøgelsen indsamlede jeg 915 artikler. Det dækker langt størstedelen af, hvad der er skrevet om digitale sexkrænkelser i Danmark i perioden.
Siden jeg var interesseret i, hvordan medierne omtaler ofrene, inddelte jeg de 915 artikler i to dataset: ét med artikler, der nævner ofre (322 artikler), og ét med artikler, der ikke gør (593 artikler).
Allerede her overraskede det mig, at størstedelen af artiklerne slet ikke anerkender, at krænkelserne er personfarlig kriminalitet og derfor altid har mindst ét offer.
Undersøgelsens næste skridt var at kategorisere alle 915 artikler efter, hvilke perspektiver de fokuserede på. Kategorierne kan ses i skemaet nedenfor.
I skemaet kan man se, at pressedækningen har været mere interesseret i krænkernes fortællinger end i ofrenes, og at digitale sexkrænkelser ofte bliver behandlet som et ungdomsproblem.
Overordnet peger undersøgelsen altså på, at ofre for digitale sexkrænkelser er underrepræsenterede i den offentlige debat.
\ Hvad er en digital sexkrænkelse?
I projektet definerer jeg digitale sexkrænkelser således:
»Digital distribution af seksuelle eller seksualiserede billeder, hvor den afbillede person er identificerbar (evt. ved tilføjet data) og ikke har givet samtykke til delingen. Samt chikane, stalking, udskamning og mobning relateret til distributionen af disse billeder.«
Ved denne definition er det vigtigt at bemærke, at den kun omhandler billeddeling uden samtykke, der opleves som en seksuel krænkelse, og hvor billederne kan spores tilbage til ofret.
Sager, der eksempelvis handler primært om mobning, eller hvor ofret er uidentificeret, har altså ikke været inkluderet i undersøgelsen.
Fem offerroller i mediedækningen
Mit næste mål var at finde ud af, hvordan ofre for digitale sexkrænkelser er repræsenteret, når deres fortællinger faktisk optræder.
Derfor genlæste jeg de 322 artikler, der nævner ofre, med fokus på, hvilke fortællinger de var indskrevet i.
Det vil sige, hvilken historie fortælles der om digitale sexkrænkelser, og hvilken rolle har ofret i denne historie.
I min analyse fandt jeg fem offerpositioner.
1) Den unge, naive pige
Den hyppigste fortælling om ofre for digitale krænkelser er, at de er unge, naive piger, der har delt billeder på nettet uden at overveje konsekvenserne (se et eksempel hér).
Disse historier kommer ofte til at handle om mobning og ungdomsproblemer i stedet for at anerkende digitale sexkrænkelser som seksuel vold.
Eller ofrene bliver fremstillet som så sårbare og uskyldige, at de ikke kan ’tåle’ at fortælle deres historie selv.
2) Det for-evigt-ødelagte offer
Den anden meget hyppige fortælling er den, hvor de vedvarende psykiske og sociale konsekvenser af digitale sexkrænkelser fremhæves (se et eksempel hér).
Her anerkender man, at krænkelserne er alvorlige former for seksuel vold, men til gengæld får man også fremskrevet en begrænsende historie, hvor ofrene aldrig kan komme videre og leve bedre liv.
Den fortælling kan flere af kvinderne i min undersøgelse ikke genkende sig selv i. En fortæller eksempelvis:
»Jeg føler, at jeg har kunnet vende det til noget konstruktivt […] Generelt har jeg det altid i baghovedet, men det kontrollerer ikke længere mit liv og jeg føler mere vrede og en trang til at handle.«
3) Det grådige, skyldige offer
I denne fortælling beskyldes ofret for at bruge anklagerne om overgreb til at få opmærksomhed, tjene penge eller endda hævne sig på de sigtede drenge, som dermed er de virkelig ofre (se eksempel hér).
I en lidt mindre ekstrem version findes artikler, der argumenterer for, at sagerne har (lige) voldsomme konsekvenser for de sigtede som for de forurettede (se eksempel hér).
4) Arbejderklasseofferet
I en noget mindre almindelig fortælling indskrives ofre for digitale sexkrænkelser i en klasselogik med krænkeren som den magtfulde overklassemand og ofret som den udsatte underklassekvinde.
Denne kritik risikerer at fjerne fokus fra seksuel vold og i stedet gøre ofrenes oplevelser til midler i andre politiske agendaer (se eksempel hér).
5) Det heroiske offer
Den sidste typiske fortælling handler om de ofre, der står frem og deler deres oplevelser for at hjælpe andre i samme situation (se et eksempel hér).
Disse fortællinger var inspirerende for nogle af de kvinder, jeg arbejdede med, men for andre var forventningen om heroisme en belastning.
En fortæller eksempelvis: »Jeg har prøvet at skubbe det fra mig, fordi jeg synes det er bedre end at gå ind i det. […] Jeg gider ikke, at det skal påvirke hele mit liv.«
Andre synes, at samtalerne med deres nærmeste var vigtigere end dem, man kan have i en offentlig debat.
De fem offerroller er præget af den periode, undersøgelsen er foretaget i. For eksempel fylder historien om den unge, naive pige særligt meget, fordi Umbrella-sagen, som mest involverede unge, blev diskuteret heftigt på dette tidspunkt.
Dog er det stadig klart, at de fem offerroller går igen på tværs at de forskellige sager, og rollerne stemmer på mange måder overens med resultater fra anden forskning i repræsentationer af ofre for seksuel vold (se for eksempel hér og hér).
Nye offerroller?
Selvom de kategorier, der dominerer den danske pressedækning af digitale sexkrænkelser, er langt fra ofres reelle oplevelser, er der måske håb forude.
De seneste års diskussioner om seksuel vold tyder på, at vi som samfund er i gang med at skubbe til grænserne for hvem, der bliver betragtet som legitime ofre.
Og når nye grupper af mennesker ’vinder’ offerpositionen, har det konsekvenser.
Med rollen som legitimt offer følger retten til oprejsning og støtte fra velfærdssamfundet, og det er en rettighed, som mange ofre for seksuel vold ikke tidsligere har haft.
