Dybeste stenalderboplads fundet ved Lolland

Pilespidser, knive, skrabere, økser, flækkeblokke, knogler fra nedlagte dyr og værktøj lavet af geviret fra en kronhjort.

Det var et lille skatkammer, der åbenbarede sig, da Vikingeskibsmuseet i foråret sendte dykkende marinarkæologer ned på bunden af Smålandsfarvandet mellem Sjælland og Lolland.

Sand og grus gemte på velbevarede rester fra en 9.000 år gammel boplads fra stenalderen, der ligger på 12,5 meters dybde - det dybeste sted, man nogensinde har undersøgt en stenalderboplads i Danmark.

Efter ugers hårdt arbejde på stedet havde forskerne fundet omkring 5.000 flintesten. Tilbage på Vikingeskibsmuseet kan en tilfreds museumsinspektør nogle måneder senere konkludere, at bopladsen 'Ståldyb' er én af de ti fineste opdagelser i hans 34 år lange karriere som undervandsarkæolog.

»Det er nogle rigtigt gode fund, som giver meget ny viden om vores fortid,« konstaterer Jørgen Dencker, der som leder af museets marinarkæologiske undersøgelser selv har været nede at se nærmere på bopladsen.

»Vi har bl.a. fundet to forskellige typer pilespidser, som indikerer, at enten har mennesker levet her i en periode på omkring 1000 år, eller også har der været to bosættelser på samme sted på forskellige tidspunkter.«

»Det tyder på, at 'Ståldyb' har været et godt sted at bo, inden havene steg mange meter og dannede Smålandsfarvandet,« forklarer Jørgen Dencker.

Detektivarbejde afdækker gamle fiskepladser

Forskerne fra Vikingeskibsmuseet kom på sporet af bopladsen, da energiselskabet SEAS-NVE ville grave et elkabel ned mellem Sjælland og Lolland. Sådan en manøvre kræver, at 'vand-arkæologerne' afsøger havbunden for fortidsminder - men da kablet skal være 30 km langt, er det umuligt at gennemsøge hele strækningen. Det sætter gang i et lille detektivarbejde. Forskerne studerer kort over vanddybder, og ud fra detaljerede målinger med fire forskellige instrumenter (se boks i bunden), finder de bratte fald i havbunden.

Sådan nogle fald antyder, at der kan have ligget en kyst eller måske endda en fjord for tusinder af år siden.

»Typisk har nutidens bundgarnsfiskere sat deres garn de steder, hvor fiskene trækker ud og ind med tidevandet. Dengang var det også ved fjordmundinger, vige, bugte osv., og på den måde kan vi afgøre, hvor der er størst chance for at finde en boplads,« fortæller Jørgen Dencker.

Ting bevaret langt bedre end på land

Når stedet er fundet og økonomien er kommet på plads i samarbejde med bygherren (i dette tilfælde elselskabet) og Kulturarvsstyrelsen, drager forskerne i felten. Det kræver både, udstyr og mandskabstimer, som hurtigt løber op.

En udgravning i vandet løber ifølge Jørgen Dencker hurtigt op i syv gange så meget som på land.

»Til gengæld kan fund fra havbunden være i langt bedre stand, end fund fra landjorden. Redskaber af organisk materiale som træ, gevirer og ben ville være nedbrudt for lang tid siden på landjorden, og flintesten beholder sin sorte farve i stedet for at blive hvide. Så det giver også noget ekstra,« siger Jørgen Dencker.

Danmarks vand giver optimale forhold for marinarkæologi

Danmark er det sted i verden med størst mulighed for at finde stenalderbopladser under vandet. Vi har meget lavt vand, mange øer og lange kystlinjer. Det holder de helt store bølger væk, og derfor har bopladserne fået lov at ligge nogenlunde i fred for de største af naturens kræfter.

Det har givet gode muligheder for danske forskere, og den hæderkronede danske marinarkæologi er suverænt den mest udviklede i verden.

»I f.eks. England er meget ødelagt eller ligger på dybt vand, og mange steder i verden er man først lige begyndt at interessere sig for det her. Vi har arbejdet med det i 35-40 år, og vi har altid mange projekter i gang, og det er nogle af grundene til, at vi er førende,« lyder det fra Jørgen Dencker.

I øjeblikket er op mod 3.000 bopladser registreret i Danmark. Jørgen Dencker regner med, at der ligger 10 gange så mange rundt omkring i danske farvande:

»Vi kunne finde nogen hele tiden, hvis vi havde tiden og pengene.«

Når Vikingeskibsmuseets forskere forsøger at finde bopladser på havets bund, bruger de et væld af data.

De fleste data bliver indsamlet af det selskab, som vil »gøre indgreb« i havbunden for f.eks. at lægge et nyt elkabel. Forskerne bruger data til at vurdere, om havbunden i området gemmer på vrag, stenalderbopladser eller andre fortidsminder, og de er en central del af vurderingen af, hvor stor undersøgelsen skal være, og hvordan den skal udføres.

Fire geofysiske instrumenter er især med til at kortlægge området:

Flerstråle-ekkolod (multi-beam), som giver et 3D-billede af havbunden.

Sidescan-sonar, som affotograferer havbunden, så man kan se f.eks. skibsvrag eller træstubbe, der rager op af havbunden.

Særlige ekkolod (sub bottom profiler), der skyder ned gennem havbunden, så man kan få informationer om aflejringernes tykkelse og type: om de består af mudder, sand eller sten. Oplysningerne er afgørende for, hvor og hvordan der skal graves.

Magnetometer, som måler magnetisme, der afslører ankre, kanoner, miner eller lignende. Ved større udsving, må dykkerne ned at undersøge fundet.

Apparater gør det dog ikke alene.

Ifølge Jørgen Dencker kan man lægge en nok så fin taktik for, hvordan man får et fund sikkert op på land, men ude på havet ændrer man hele tiden strategi pga. vind, vejr eller uforudsete ændringer i geologiske forhold.

»Det kræver mange års erfaring. Jeg har f.eks. gjort det her siden 1976 og har mange referencer i hovedet til tidligere udgravninger, som jeg trækker på stort set hver gang, vi er ude på en ny undersøgelse« beretter han.

Store dele af havvandet var bundet i resten af den tykke iskappe, der efter sidste istid stadig lå på den nordlige halvkugle. I samme periode hævede de landområder sig, hvor isen allerede var smeltet.

Danmark var landfast med Sverige og England, og Østersøen var en ferskvandssø. Fangst og fiskeri var en vigtig del af stenalderjægernes hverdag, og bopladserne lå ofte ved kyster og bredder.

Som tiden gik, hævede landet sig fortsat, men omkring år 7000 f.Kr. smeltede isen så hurtigt, at havstigningen overgik landhævningen. Bælterne og Øresund blev dannet, og Østersøen blev salt.

De tidligere kystnære bopladser blev nu oversvømmet og efterhånden dækket af beskyttende aflejringer i vandet, og det gav gode bevaringsforhold for redskaber af forgængeligt materiale.

I dag finder man mange velbevarede oldsager af f.eks. træ, som kun sjældent er bevaret på land. Arkæologerne regner med, at der findes spor efter ca. 20.000 bopladser fra stenalderen i de danske farvande.

Kilde: Vikingeskibsmuseet