»Det vilde vesten«: Klimaaflad er alt for billigt ifølge ny rapport

Det kan blive betydeligt dyrere, når virksomheder i fremtiden køber klimaaflad – også kaldet frivillige klimakreditter - i stor stil.

Flere virksomheder kompenserer i dag for deres klimaaftryk ved at købe klimakreditter fra andre, som har nedbragt deres CO₂-udledning ved eksempelvis at anlægge skov eller sætte en vindmølle op - en klimakredit er lig med fjernelse af 1 ton CO₂.

Prisen på de frivillig klimakreditter varierer i høj grad, men de billigste kan købes for omtrent 3 dollar – rundt regnet 20 danske kroner – og det er alt for billigt, hvis man reelt skal sikre og tilskynde til at investere i nye projekter, der beviseligt samler CO₂ op fra atmosfæren.

Faktisk skal prisen op til tidobles i fremtiden.

Sådan lyder konklusionen i en dugfrisk rapport, der er lavet i et samarbejde mellem datavirksomheden Trove Research og forskere fra University of London. Den er ikke fagfællebedømt og blåstemplet af et videnskabeligt tidsskrift, men to danske forskere har kastet et blik på resultaterne for Videnskab.dk.

»Det nuværende marked for klimakreditter er det vilde vesten. En oprydning og uafhængig regulering er påkrævet, hvilket vil øge prisen på klimakreditter,« siger professor Simon Lewis fra University of London, som er medforfatter på den nye rapport, i en pressemeddelelse.

»Dette skyldes, at det i virkeligheden er dyrt at fjerne CO₂ fra atmosfæren. Samlet set vil det være billigere på lang sigt at investere i reelt at nedbringe CO₂-emissionerne i stedet for at stole på at forskyde udledningen ved at købe kreditter. Men for de resterende emissioner, man ikke kan få bragt ned, skal den rigtige pris for at fjerne kulstof fra atmosfæren betales, da alternativet er greenwash,« fortsætter han.

Du kan læse mere gode råd til at gennemskue greenwashing i artiklen: Greenwashing: Pas på, når du hører om disse tre ’håndsrækninger’ til klimaet

Forsker: Det koster at samle CO2 op

Forskerne bag rapporten har regnet sig frem til, at brugen af klimakreditter vil vokse eksplosivt i løbet af det næste årti, efterhånden som flere virksomheder bryster sig med ambitioner om klimaneutralitet; altså, at de ikke vil udlede mere CO₂ i atmosfæren, end de samler op.

Men på grund af et overskud af klimakreditter på markedet, der er bygget op over flere år, bliver priserne lige nu holdt lave.

»Lige nu ser man et overudbud af klimakreditter på markedet med afsæt i historiske projekter som for eksempel skovrejsning og vindmølle-projekter, og det tæller efter alt at dømme også projekter, der nok var blevet finansieret og opført uden brugen af klimakreditter,« siger Jens Friis Lund, som er professor i politisk økologi ved Københavns Universitet og har beskæftiget sig med klimakompensation.

»Så det giver mening at sige, at hvis de her projekter skal være additionelle, så skal prisen være højere,« fortsætter professoren.

Begrebet additionalitet bruges, når klimakompensation rent faktisk kan dokumentere, at indsatsen bidrager til reduktion af drivhusgasudledninger eller CO₂-fjernelse, som ikke ville have fundet sted, hvis indsatsen ikke var gennemført.

Forskernes beregninger indikerer, at priserne i de næste par årtier – i takt med man ser et mindre udbud – vil stige med i hvert fald 15 dollars per ton CO₂ på globalt plan. I dag ligger priserne på omtrent 3-5 dollar per ton i gennemsnit for frivillige klimakreditter.

Skal se sig om efter nye klimakreditter

Jens Friis Lund understreger imidlertid, at det med at spå om fremtiden - og lave scenarier for udbud- og efterspørgsel på globalt plan - er grovkornet videnskab, som man skal være påpasselig med at konkludere for meget på baggrund af.

Men overordnet set er han enig med den nye rapport i, at det er et reelt problem, at klimakreditterne er så billige. Med vedvarende energiprojekter er en kredit i gennemsnit helt nede på 1,5 dollar per ton CO_2, viser rapporten.

»Pris og kvalitet følges ad, også på det her marked. Når prisen er så lav lige nu, får man ikke så meget klimagevinst for pengene, når man køber de kreditter, og der er mange eksempler på, at reguleringen har svigtet,« siger Jens Friis Lund.

Professoren genkender således billedet af, at markedet for klimakreditter kan være svært at gennemskue.

Et mere grelt eksempel er, hvordan kreditter bliver solgt flere gange, og køberne fejlagtigt har troet, at de havde kompenseret for deres CO₂-udledning - en historie afdækket af Politiken.

»I rapporten peger de på, at virksomheder, som går ind på det her marked, bør holde sig til at købe kreditter fra nye projekter, for at undgå problemet med at udledningen i Danmark for eksempel bliver modsvaret af en kredit med basis i en vindmølle, der blev etableret for Mexico i 10 år siden.«

Jens Friis er medforfatter til en rapport fra Klima- og Omstillingsrådet (KOR) om klimakompensation. Her beskriver seks forskere, at man kan gøre langt større forskel for klimaet herhjemme blandt ansatte i en virksomhed end ved at sende penge efter ny skov i Afrika. Det du kan du læse mere om i artiklen: Forskere: Drop klimakompensation – brug pengene i Danmark i stedet.

Må ikke blive en genvej til uambitiøse mål

Lektor Jakob Skovgaard, der blandt andet har forsket i forskellige typer klimafinansiering, kalder den nye rapport »solidt arbejde«, men indskyder, at det er tæt på umuligt at spå om priserne helt frem til 2050, hvorfor rapporten skal læses med de forbehold.

I takt med, at flere virksomheder bryster sig med løfter om klimaneutralitet, vil man med stor sandsynlighed se en øget efterspørgsel på klimakreditter, der kan drive prisen i vejret og ansporer til nye projekter, som vil fjerne CO₂ fra atmosfæren, vurderer Jakob Skovgaard, der er lektor ved statskundskab på Lund Universitet.

Han advarer dog imod, at klimakreditter bliver en genvej for virksomheder til at erklære sig klimaneutrale, især fordi kontrolsystemet ikke altid fungerer.

»Jeg savner, at forskerne tager fat i risikoen for, at klimakreditter bliver brugt som et redskab for at undgå at sætte konkrete mål for egne udledninger og lave radikale ændringer i virksomhederne.«

»For eksempel er det for kunderne en bekvem mulighed at kompensere for en flyrejse, men det sikrer ikke, at branchen kommer i gang med radikale ændringer med at flyve mindre og producere fly, som forurener meget mindre.«

Klimaaflad kan ikke kompensere for udledning

Derudover er markedet svært at gennemskue, fordi den sparede CO₂ på et enkelt projekt kan blive sat til andre steder. Et eksempel kan være, at en bonde, som bliver fordrevet fra marken, der skal laves om til skov, flytter til et nyt område, hvor han fælder skov for at dyrke en ny mark.

Jakob Skovgaard anerkender, at det for mange virksomheder kan være svært at få banket alle CO₂-udledningerne i bund med et snuptag. Her kan klimakreditter bruges som et supplement og til at løbe nye grønne projekter i gang eller bevare de nuværende skove.

Problemet er blot, som det også nævnes i rapporten, at det kan være svært at skelne mellem reelle og tvivlsomme projekter, hvilket Politiken har afdækket i en stor serie.

En anden fare ved køb af klimakreditter er, at projekterne samtidig tæller med som reduktioner i det enkelte lands klimaregnskab og tillader et tilsvarende øget udslip i det pågældende land - dermed betyder den manglende additionalitet et øget, ikke medregnet udslip af drivhusgasser.

»Uanset hvordan vi vender og drejer tingene, så vil kompensation kun kunne spille en begrænset rolle i at få omstillet samfundet, som forfatterne bag også skriver,« siger Jens Friis Lund.

Klimakompensation kan levere op til 2 gigaton CO₂ om året frem til 2050 – det er omtrent 4 procent af verdens samlede udledninger, indikerer rapporten.

»Så vi kan ikke tillade os at tro, at vi bare kan kompensere for en stor del af vores udledninger. Det handler om at reducere, reducere og reducere vores CO2-udledninger, og for den sidste del kan man så kompensere.«