Høje flammer gav status på oldtidens ligbål

Flammerne danser højt op i luften over liget. En opstilling af træ på 10 gange 20 meter og op mod 2 meter i højden udgør bålet under den afdøde høvding. En stor mand sendes med manér til efterverdenen.

»Der er brugt langt mere træ end nødvendigt. Et par kubikmeter i længde med afdøde var nok. Det var meningen, at det skulle være et spektakulært ritual,« siger Mogens Bo Henriksen, der er arkæolog på Odense Museum og nyslået ph.d. med afhandlingen ‘Bålets Betydning’ om ligbrændinger i Danmark.

Gravfærden for oldtidens høvding, der blev brændt tæt på nutidens Lejre for mere end 2.000 år siden, var et storslået skue for deltagerne. Men høvdingen er kun én blandt tusinder af vores forfædre, der blev brændt som et led i gravlæggelsen.

Nogle fik et kæmpebål – der er set eksempler på afdøde lagt i et skib, der så blev brændt. Andre blev sendt afsted med præcis så meget træ, der skulle til.

»Med størrelsen af bålet stiger antallet af symbolske gaver, som perler, sølv og guld. Dét, der går igen for alle, er, at man brænder den døde af, sorterer i ligbrændingsstedet og af og til forsegler det med en høj,« fortæller Mogens Bo Henriksen.

I denne podcast tager han os med en tur til oldtiden, så vi får en fornemmelse af de storslåede ritualer omkring ligbrændingerne.

(Podcasten er produceret af Mikkel Andreas Beck)

Flintesten var oldtidens knaldperler

Afbrændingen har budt på noget for alle sanser.

»Bålet var nogle gange rejst på tykke stolper. Det eneste formål med det har været at hæve afbrændingen, så publikum bedre kunne se. Der er indsamlet flint, som er kastet på bålet. Flintestens indhold af porevand har givet et ordenligt skrald,« siger Mogens Bo Henriksen.

»Det er svært at grave en lyd op ad jorden, men jeg kalder dem oldtidens knaldperler, og de er brugt helt bevidst. Jeg kan ikke forestille mig andet,« siger Mogens Bo Henriksen, der også beretter om specielle planter og træsorter brugt på bålet for at skabe røg og specielle lugte.

Valget af et åbent bål er heller ikke et tilfælde, mener arkæologen.

»Hvorfor ikke en ovnlignende konstruktion? Det vil spare brænde, være uafhængigt af vejr og vind. Men det er netop derfor. At man skal kunne følge den transformation, som bålet indebærer. Det var en vigtig del af processen i afskeden med de døde. Vi kan ikke forestille os det i dag, hvor kremering foregår i det skjulte,« siger arkæologen.

\ Læs mere

11.000 år gamle danske elgknogler er omgærdet af mystik

Gravpladserne var både for døde og levende

For nutidsdanskere kan det måske virke bizart at brænde liget så spektakulært som muligt, men Mogens Bo Henriksen afviser, at fortidens mennesker var primitive.

»Der er tænkt over tingene. Afbrændingerne er ikke sket hverken tilfældigt eller på tilfældige steder. Det er et udvalgt sted, og det gælder, hvad enten vi er i bronze-, jernalder eller vikingetid. Det skulle ikke foregå dér, hvor det var nemmest at skaffe brændsel, men der, hvor den døde skulle begraves,« siger Mogens Bo Henriksen.

Ritualerne har været vidtgående, og der har fundet ting og sager sted over længere tid på bål- og gravpladserne.

»Der er foregået mere end ligbrænding. Der er lavet mad, der er nedlægninger af knoglemateriale, ofringer af dyr og våben. Gravene er forseglede og genåbnede. Det var ikke kun et sted, hvor man brændte og begravede folk. Stedet repræsenterer overgangen fra levende til død. Der har ligget et højtudviklet tankesæt bag disse processer.«

\ Læs mere

Nordens ældste kunst var udskårne dyr

\ Stor ros til forskning i ligafbrænding

Arkæolog Mogens Bo Henriksen har blandt andet eksperimenteret med at brænde døde grise for at opnå mere viden og oldtidens ligbål. (Foto: Mogens Bo Henriksen)

Mogens Bo Henriksen har gennem tre årtier gravet i grave, brændt bål samt nedgravet brændte griserester som led i sin forskning i ligbrændinger.

Han gravede så længe i de efterladte ting, at han begyndte at gå mere og mere op i det, han ikke kunne få mellem fingrene.

»Jeg har kigget på knoglerne, urnerne, gaverne. Men jeg begyndte at tænke over selve ritualet. Det, tror jeg mere og mere på, var det centrale,« siger arkæologen.

Det, vi i dag kalder en grav, er en sluttet enhed, der repræsenterer en engangshandling, hvor liget i en eller anden form er tilstede i sin helhed.

»Men en grav var en dynamisk ting i oldtiden. Der kunne både åbnes, lægges i, tages op og lukkes igen. Et lig kunne være delt op,« fortæller han.

»Vi ved, at væsentlige ting foregik efter bålets nedbrænding. Liget er brudt i stykker, hugget over, noget er lagt i, andet er væk,« siger Mogens Bo Henriksen, der for nylig forsvarede sin ph.d., ’Bålets Betydning’, om ligafbrændinger.

»Et flot stykke arbejde«

Et flot stykke arbejde, siger Marianne Rasmussen Lindegaard, der er arkæolog og projektleder i Slots- og Kulturstyrelsen og tidligere forskningsleder i Sagnlandet Lejre, om afhandlingen.

»Mogens Bo Henriksen kommer hele vejen rundt i en systematisk og grundig gennemgang af et emne, som vi har mange fragmentariske vidnesbyrd på, men som vi reelt ved meget lidt om,« siger Marianne Rasmussen Lindegaard.

Hun roser blandt andet brugen af eksperimental arkæologi.

»Han bruger eksperimenterne til at få en helhed ud af den begrænsede viden, vi har. Det giver ikke håndfaste beviser, og det anderkender Mogens Bo Henriksen. Men det giver os alle en rigtig god platform at fortolke og få teorier ud fra. Han har lavet et referenceværk, som vi kan bruge i mange år fremover,« siger Marianne Lindegaard Rasmussen.

Håber på, at mere materiale dukker op

Mogens Bo Henriksen håber stadig på, at mere arkæologisk materiale kan dukke op og kaste mere lys over ligbrændingens ritualer.

»Som arkæolog håber du altid på en Pompei-situation, altså et sted, der forsegles hurtigt, måske på grund af sandflugt,« siger Mogens Bo Henriksen.

»Der er steder i både Nordjylland og Nordsjælland, der kan vise sig ret upåvirkede. Der vil jeg gerne ind og grave,« slutter han.