Det hjælper ikke at fyre træneren

Intet fungerer for dit favoritfodboldhold. De spiller som en sæk kartofler og taber alle deres kampe.

I den situation kan det være fristende at ønske træneren hen, hvor peberet gror. Men det kan ikke nødvendigvis betale sig at fyre træneren.

Det viser ny forskning ved Handelshøyskolen BI i Oslo.

Resultaterne blev for nylig præsenteret på den årlige konference for American Psychological Association i San Diego i USA.

Forskerne har studeret hold, der var i samme situation, men som har valgt vidt forskellige strategier til at komme tilbage på vindersporet igen.

Klubber, som fyrer træneren, oplever, at det går bedre i de fem første kampe derefter, viser resultaterne. Men i klubberne, som ikke fyrer træneren, sker nøjagtig det samme.

Der fyres for mange trænere

»Der fyres alt for mange trænere i Tippeligaen. Vores analyse viser ingen synlig effekt for fodboldhold af at skifte træneren ud for at opnå bedre resultater,« siger lektor Jan Ketil Arnulf ved Handelshøyskolen BI.

»Men vi bestrider ikke, at der kan findes gode såvel som mindre gode trænere, og at det i nogle tilfælde kan være rigtig fornuftigt at skille sig af med en træner,« siger Arnulf, som forsker i ledelse og ledelsesudvikling, og har lavet undersøgelsen sammen med to kolleger.

På lidt længere sigt gør hold, som fyrer træneren det faktisk dårligere end dem, der holder fast i chefen. Over en periode på 15 kampe fik de klubber, der beholdt træneren, 2,87 flere point end dem, der gav ham sparket.

Og det kan være forskellen på nedrykning og overlevelse i den øverste række.

Syv trænerfyringer om året

I Tippeligaen er 86 cheftrænere blevet fyret i perioden 1995 til 2006, som er den periode, forskerne har undersøgt.

Det giver i gennemsnit mere end syv fyrede trænere pr. sæson. Samtidig er 23 trænere selv trådt tilbage som følge af, at dårlige resultater har skabt utilfredshed hos enten den sportslige ledelse eller tilhængerne.

Resultaterne viser, at de klubber, som vælger at fyre træneren, i gennemsnit har skaffet 1,1 point, når de smider træneren på porten.

»Men på det tidspunkt, hvor træneren bliver fritstillet, viser vores analyse, at der er al mulig statistisk grund til at tro, at tendensen vil vende, og resultaterne vil blive bedre,« siger Jan Ketil Arnulf.

Men både fans og klubledelsen har en tendens til at fortolke, hvor godt eller skidt det går med holdet i forhold til den seneste tids hændelser.

»Det er desuden en almindelig opfattelse, at effekten af et trænerskifte kommer efter kun 24 timer, men det tager i virkeligheden meget længere tid, før en ny træner har en effekt,« siger han.

Molde er det nyeste eksempel

Det nyeste eksempel fra Tippeligaen er fyringen af Molde-træneren Kjell Jonevret. Svenskeren vandt både ligaen og pokalturneringen med Djurgården i 2005.

Sidste år opnåede han da også sølv med Molde både i liga og pokalturnering, men i denne sæson er det gået dårligere. Molde lå under nedrykningstregen i tabellen og stod uden sejr siden 16. maj.

Kludledelsen valgte at gribe ind og erstatte Kjell Jonevret med tyskeren Uwe Rösler.

Pludselig vandt Molde 3-1 over Strømsgodset med Rösler ved roret i sin første kamp, og i den efterfølgende vandt holdet med 1-0 over Hønefoss. Nu er holdet igen over nedrykningsstregen.

-Viser det ikke, at I tager fejl?

»Nej, overhovedet ikke. Det, vi gør, er at vise det større perspektiv gennem analyser af statistik over mange år. Så har vi den generelle tendens. Der vil selvfølgelig findes undtagelser; hold, som gør det dårligt, og hold, som gør det lidt bedre efter et trænerskifte,« siger Jan Ketil Arnulf.

»Men Molde ville sandsynligvis have vundet over Strømsgodset alligevel, for statistisk set var det bare et spørgsmål om tid, før resultaterne ville vende. Sejren kommer i hvert fald for hurtigt til, at det kan skyldes andre trænerkompetencer eller en anden stil,« siger han.

Der er reelt intet, der tyder på, at Jonevret blev en dårligere træner fra 2009 til 2010. Alligevel måtte han forsvinde, fordi klubben ikke var tilfreds med resultaterne.

»Nu er der jo ingen i Molde, som tænker på, hvad der var sket, hvis man ikke havde fyret Jonevret, for man har jo i sagens natur ikke oplevet den situation og set, hvad der ville være sket,« siger Jan Ketil Arnuff.

»Nu lever de i stedet i den tro, at alt nu går godt, fordi træneren blev erstattet. Så kan vi føje denne trænerfyring til den i forvejen lange række af fyrede trænere, som forstærker en kultur i norsk fodbold om, at det at afskedige træneren er løsningen på problemerne,« siger han.

Han mener, at der er en klar overvurdering af trænerens betydning, både i norsk og international fodbold.

»Mange fæster alt for stor lid til, at træneren skal komme med geniale løsninger. Men der er et meget større samspil i det at være træner, end de fleste er klar over,« siger Arnulf.

Han mener, at de mange trænerfyringer forhindrer en opbygning af kompetencer hos holdene.

»De smider oparbejdede kundskaber lige ud af vinduet. Hverken spillere eller klubledelse oplæres i at forstå trænerens rolle som en del af gruppen. I stedet er der en tendens til at opfatte trænerens rolle som øjeblikkelig tryllekunstner,« siger han.

En selvopfyldende profeti?

Når resultaterne udebliver for et fodboldhold, starter en kendt dramaturgi, som nogle gange ender som en slags selvopfyldende profeti.

Hvis en klub har svært ved at opnå resultater, vil der efter nogen tid blive sat spørgsmålstegn ved trænerens position, ledelsen svarer, at han har deres fulde tillid og så videre.

»Hvis holdet derefter fortsætter med at tabe kampe, hvem vil så sidde stille og roligt uden at foretage sig noget og vente på at udviklingen skal vende,« spørger han retorisk.

»I en af artiklerne, vi henviser til i vores analyser, peges der på, at fodboldmålmænd altid smider sig ved straffespark, men at de ville redde flere bolde, hvis de stod stille midt i målet,« siger Arnulf.

»Men hvis de stod stille, og der blev scoret, ville de stå med et fandens stort forklaringsproblem over for tilhængerne og klubben, fordi det ville have virket som om, de ikke gjorde noget i situationen, selv om deres adfærd over tid ville føre til, at de reddede flere straffespark.«

Den samme mekanisme indtræffer også hos klubledelsen, hvis holdet ikke opnår de ønskede resultater og bliver udsat for kritik fra medierne, fans eller eksperter.

»I det øjeblik modgangen starter, og folk begynder at klage og give træneren skylden, bliver presset for at finde en syndebuk vanskeligere at stå imod, både for træneren selv og for bestyrelsen og ledelsen.«

»At være i krise uden at gøre noget ved det fremstår tilsyneladende som meget værre i folks øjne. I så fald kan sådanne situationer ende som en slags selvopfyldende profeti,« siger han.

»Man skal gøre noget, og det man gør, er at fyre træneren, som jo til syvende og sidst har ansvaret for resultaterne. Det gør man for at vise handlekraft, også selv om forholdet mellem træner, holdet og ledelsen egentlig er godt,« siger Jan Ketil Arnulf.

Får anden opfattelse af modgang

Han mener, at et sådant reaktionsmønster kommer fra den traditionelle opfattelse af lederens resultatansvar.

Mange fæster alt for stor lid til, at træneren skal komme med geniale løsninger. Men der er et meget større samspil i det at være træner, end de fleste er klar over.

Jan Ketil Arnulf

»Når resultaterne udebliver, forventes det i mange tilfælde, at træneren må gå af. Men han skal ikke nødvendigvis gå; der må gerne være forskel på, hvordan virksomheder og fodboldklubber forvalter resultatansvar på,« siger han.

»Når en leder har et ansvar, betyder det ikke nødvendigvis, at han er den eneste, der skal have æren for gode resultater eller skylden for dårlige.«

I nogle klubber har man opnået en fordel ved at træneren har siddet længe. Manchester United har haft Sir Alex Ferguson som træner siden 80’erne, og til at begynde med var resultatene ikke noget at råbe hurra for.

Dengang blev der mumlet i krogene om en fyring, men Ferguson fik lov til at fortsætte, og resultatet blev stor succes, både i Premier League, pokalturneringerne og Champions League.

»Fordelen ved at lade en træner få lang snor er, at han kan oparbejde stor troværdighed. Han kan rekruttere sine medarbejdere og præge holdet på en helt anden måde,« siger Jan Ketil Arnulf.

Hvad enten det drejer sig om fodboldhold eller virksomheder, lærer man af modgang. Man bliver faktisk stærkere af det, og klubber, som ikke fyrer træneren i dårlige tider, vil have en helt anden fortolkning af modgang og stå bedre rustet til at opnå succes, mener han.

Kan ødelægge holdene

Trænerfyringer er også ofte en økonomisk belastning for klubberne. Trænere har gerne klausuler, der sikrer dem økonomisk godtgørelse fra klubberne, hvis de bliver bedt om at gå, før deres kontrakt er slut.

Og det er ikke så mærkeligt, da det er en branche, hvor klubberne ofte præges af kortsigtet resultattænkning. Og trænerne kan også blive påvirket af det i deres valg af virkemidler.

»De hårde metoder, som nye trænere nogle gange kommer med, bliver ofte bifaldet. Det er en tanke, som bekræfter trænerens position som en almægtig person, der ikke er en del af gruppen. De hårde metoder og frie hænder til at vende tingene på hovedet kan ødelægge holdene mere, end det styrker dem,« mener Arnulf.

Hvad er det så, der skaber resultater?

»Det, der skaber resultater, er langsigtet træning, en opfattelse af arbejde med de samme ting, og det at man gør hinanden bedre som spillere, som Rosenborg-træneren Nils Arne Eggen siger. Fodboldledelse handler om samspil og at arbejde som en gruppe,« siger Jan Ketil Arnulf.

© forskning.no. Oversat af Magnus Brandt Tingstrøm