Forbindelsen er dårlig. Chefens billede er frosset, og vinklen på din kollegas lidt for store ansigt er ikke just flatterende. Så, nu er det vist din tur til at unmute.
»Ja, altså… Åh, okay. Var du færdig? Nej, øh, okay. Nej, bare fortsæt.«
Videomøder kan være en nem løsning for arbejdspladsen og kan for nogle gøre hjemmearbejdet mere tilgængeligt.
Men det kan også være en akavet affære. Det kan mange, som har siddet til videomøde, sikkert skrive under på, og det kan lektor i psykologi Jesper Aagaard også.
Han står bag et nyt studie, som belyser fem grunde til ‘Zoom-træthed’ - et studie, der netop er publiceret i tidsskriftet Convergence.
Fem grunde til et akavet møde
Under coronapandemien fik videomøder med kollegerne i små bitte digitale vinduer for alvor sin indtræden på arbejdspladser verden over.
Selvom vi måske er blevet bedre til at mute os selv, når vi ikke er på, eller stille os i kø med en ✋ til Zoom-mødet, er der stadig teknologiske vilkår, vi ikke kommer udenom, konkluderer Jesper Aagaard fra Aarhus Universitet.
- Selv små forsinkelser i forbindelsen giver akavede pauser eller overlap, når den næste person vil tage ordet.
- Fordi al lyd til mødet er i fokus på én gang, må ordet eksplicit gå på tur, hvilket kan føles meget formelt.
- Eftersom deltagerne er nødt til at sidde helt stille foran skærmen for at deltage, bliver mødet relativt statisk.
- Da kamera og skærm er skævt placeret i forhold til hinanden, kan deltagerne ikke have reel øjenkontakt.
- At se et billede af vores eget ansigt på skærmen gør os forfængelige og fjerner fokus fra selve samtalen.
Vilkårene til et videomøde betyder, at nogle vigtige sociale dynamikker forsvinder, forklarer Jesper Aagaard til Videnskab.dk.
»Der kommer for eksempel en længere pause imellem den ene og den anden taler, som gør samtalen mindre flydende, og som tager musikaliteten ud af vores samtale. Det gør den kunstig og akavet. Spontaniteten ryger med tur-tagningen, og vi bliver meget mere forfængelige og opmærksomme på os selv, når vi kan se et billede af os selv hele tiden.«
»Det betyder, at vi ikke kan blive lige så opslugt af samtalen med andre mennesker, og det gør os både mere fraværende og mere trætte i hovedet efter et videomøde,« siger Jesper Aagaard.
For meget eller for lidt øjenkontakt?
Efter pandemien er efterspørgslen steget blandt arbejdsgivere på hybride arbejdspladser, hvor medarbejderne i højere grad arbejder hjemmefra.
Derfor har tidligere studier, som blandt andet dette studie fra Standford University fra 2021 søgt svar på, hvorfor møderne på skærmen kan være så anstrengende - i det mindste for nogle mennesker.
Netop dén del er Jesper Aagaard uenig i.
»Det er blandt andet, fordi vi faktisk ikke ser hinanden i øjnene, at vi bliver drænet for energi,« mener han.
For at se de andre deltagere i øjnene, skal vi kigge direkte ind i kameraet. Men det hindrer os samtidig i at se ind i andre deltageres øjne på skærmen, og dermed er øjenkontakten umulig i et videomøde, mener Jesper Aagaard.
»Det betyder, at den relation, vi får mellem mennesker ved at se hinanden i øjnene, forsvinder. Det kan føles mærkeligt og akavet, for det føles ikke, som når vi mødes i virkeligheden. Det kan være svært at gennemskue, mens man sidder i møde, men øjenkontakten er så vigtig i sociale sammenhænge, at vi mister det naturlige ved en samtale, ved ikke at kunne have øjenkontakt,« siger Jesper Aagaard.
Forskeren melder, at han bygger sine konklusioner en blanding af teoretisk analyse, oplevelser, samtaler med andre om Zoom-træthed, samt inddragelse af »empiriske artikler om videomøder fra Human-Computer Interaction (HCI)-feltet«.
Et mere digitalt arbejdsliv
Udover at være akavet, gør de teknologiske vilkår også, at vi bliver mere mentalt trætte efter et videomøde. Vi oplever ‘Zoom-træthed’, beskriver Jesper Aagaard.
Hans studie er på den måde et kritisk indspark til debatten om hjemmearbejde og fremtidens hybride arbejdsmarked.
Claus Rosenstand er professor på Institut for Kommunikation og Psykologi ved Aalborg Universitet og forsker i digital innovation og disruption.
Han påpeger, at selvom visse teknologiske vilkår, som turtagning, gør videomødet mere akavet, så har de samme vilkår også sine fordele.
\ Hvis trenden fortsætter...
»Antager vi, at den eksponentielle trend fortsætter, vil 13 procent af det danske arbejdsmarked, ifølge vores fremskrivninger i 2033 bestå af digitale arbejdspladser - forudsat at antallet af danske jobs fortsat er tre millioner,« argumenterer Claus Rosenstrand, som også er tilknyttet Digital Hub Denmark, som han beskriver som »Danmarks digitale hoveddør for internationale delegationer«.
»Møderne bliver mere struktureret, og folk får lov at tale færdig. Det kan godt være, man ikke kan tale med sidemakkeren, men man kan til gengæld chatte fortroligt med en anden i videomødet, og det giver en helt andre muligheder,« siger Claus Rosenstand.
Han understreger, at den digitale arbejdsplads og videomøder formentlig kun vil blive mere udbredte.
Hvis arbejdsmarkedet bliver mere hybridt, kan studier som Jesper Aagaards måske hjælpe til at bruge videomøderne, hvor de fungerer bedst.
Der er for eksempel stor forskel på, om videomødet er for to eller flere personer, påpeger Annette Kamp, som er professor på Roskilde Universitet og forsker i blandt andet udviklinger i det moderne arbejdsliv.
Hun genkender studiets overordnede resultater, som peger på et mere akavet møde end det fysiske.
»Der er ingen tvivl om, at videomøderne ændrer i de sociale dynamikker ved et møde. Det er jeg helt enig i. Man startede ud med at have en voldsom optimisme om, at man kunne gøre alt med videomøder. Nu begynder man at skrue ned for den optimisme,« siger Anette Kamp.
»Videomøder fungerer i nogle sammenhænge, men ofte ikke i større møder med flere deltagere der skal diskutere og beslutte. Ud fra mine egne iagttagelser vil jeg sige, at det, at ordet går på tur til et videomøde betyder, at formen bliver mere formel og mere hierarkisk.«
»En så styret mødeform betyder, at det kan være sværere at spille ind i som deltager, og du skal have forberedt dig bedre, til når det bliver din tur,« påpeger Anette Kamp, som er ansvarshavende redaktør for Tidsskriftet for Arbejdsliv, og understreger, at oplevelsen af et videomøde også meget individuel.
Jesper Aagaard understreger også i sit studie, at videomøder også kan have gode sider, og at forskning, som beskæftiger sig med ‘Zoom-træthed’, ikke bør stoppe her.
»De fem dynamikker, som jeg har beskrevet, er ikke nødvendigvis udtømmende, der kunne være mange flere. Men pointen er, at vi skal have gang i samtalen om, hvad videomøder gør ved os og have en kritisk bevidsthed om de begrænsninger, det kan have, og hvordan vi kan imødekomme udfordringerne. Skal vi for eksempel være bedre til at snakke i telefon i stedet for? Eller at slukke for billedet af os selv? Det kunne være noget at overveje,« siger Jesper Aagaard.
