I mange år har det i både populærkultur og litteratur vrimlet med skildringer af heksekunst og trolddom i New England, USA.
Klassikere tæller favoritter som Disney’s 'Hocus Pocus', John Updikes 'Heksene fra Eastwick', Alice Hoffmans 'Practical Magic' og Arthur Millers skuespil, 'The Crucible' fra 1953, (på dansk 'Heksejagt'), som blev filmatiseret med Daniel Day-Lewis og Winona Ryder i hovedrollerne.
Selvom alle de nævnte film er underholdende, er ingen af dem ligefrem skræmmende eller videre historiske, selvom 'The Crucible' kommer nærmest.
'The Crucible'-fortællingen er spændende, og Miller undersøgte de berygtede Hekseprocesser i Salem for at skildre, hvad han kaldte 'en paranoid situation'.
\ Læs mere
En besk samtidskommentar
'The Crucible' udspilles under heksejagterne i 1600-tallets New England, men er også en besk kommentar til den amerikanske senator Joseph McCarthys udrenselsesprocesser mod kommunister i USA i 1940'erne og 1950'erne.
»…enorm tillid til skuespillets anvendelighed i forhold til næsten enhver tid, fordi det omhandler en paranoid situation… der ikke er afhængig af en særlig politisk eller sociologisk udvikling. Jeg var blind over for verden, da jeg skrev stykket. Fjenden er indeni, og indeni forbliver indeni, vi kan ikke komme ud af indeni. Det er altid i vores i udkanten af vores bevidsthed, at der bagved dét, vi kan se, befinder sig et uretfærdigt plot.«
Den puritanske fantasiverden er skræmmende
Og det er her, Robert Eggers indie-film ‘The Witch’ fra 2016 kommer ind i billedet.
Filmen skildrer en puritansk families kamp for overlevelse i 1600-tallets New England. Efter et opgør om fortolkningen af Det Nye Testamente er skovhuggeren William, hans kone, Kathrine, og deres fem børn faldet i unåde og udstødt fra landsbyen.
Familien slår sig ned nær en skov, men ulykkerne begynder hurtigt at tilstøde familen; de yngste børn forsvinder sporløst, og den ældste datter, Thomasina, bliver beskyldt for at være en heks.
\ Læs mere
Jeg vil ikke fortælle mere, for ellers spolerer jeg spændingen, men jeg kan dog røbe, at Robert Eggers skildring leverer den mest fascinerende - og historisk korrekte - beskrivelse af den puritanske fantasi, jeg nogensinde har set.
Og den er meget, meget skræmmende.
Hvem var Puritanerne?
Puritanerne var tilhængere af en radikal calvinistisk bevægelse, som opstod i England i 1500-tallet, og som gik ind for kirkelig renhed, from gudstro og asketisk livsførelse.
Puritanerne identificerede sig selv med en protestantisk trosretning, men mente, at de protestantiske reformationer var uretfærdige, fordi de engelske monarker angiveligt tillod for udbredt religiøs kompromis og integration.
Puritanismen, der var gennemsyret af calvinistisk doktrin (se faktaboks), tragtede efter en moralsk sofistikeret kristendom, der skyede katolicismens og den angelsaksiske religiøse verdens luksus og verdslige fornøjelser.
\ Calvinismen
De reformerte kirkesamfunds teologi, der har Jean Calvins opfattelse af kristendommen som grundlag.
Jean Calvins teologi bygger på Bibelen som vidnesbyrdet om Guds åbenbaring i Kristus. Gennem Helligånden gør Bibelen sig gældende som autoritet for det enkelte menneske og bliver rettesnor for frelsen samt for kirkens opbygning, gudstjenesten og livsførelsen.
Karakteristisk for calvinismen er lægfolkets inddragelse i kirkens ledelse, bruddet med den kirkelige tradition og frem for alt bestræbelsen på, at alt skal tjene til Guds ære.
Kilde: Den Store Danske
Puritanerne troede på Guds absolutte suverænitet og mente, at den bedste måde at opnå Guds velvilje var gennem tætte, nære relationer, faciliteret gennem små bønnemøder og pedantisk strenge og moraliserende prædikener.
I starten af det 17. århundrede begyndte puritanerne at emigrere i stort antal fra England til Amerika, især Massachusetts og Connecticut, for at finde et sted at udleve deres overbevisning.
Frygtede at vildnisset fører til spirituelt vildskab
I 1630 sagde teologen John Winthrop, at puritanerne håbede på, at de gennem deres bosættelse kunne skabe en 'by på bjerget' og et spirituelt, puritansk forbillede for europæerne.
Det var dog lettere sagt end gjort.
Puritanerne kæmpede mod en lang række fjender - både interne og eksterne - i forsøget på at etablere en koloni dedikeret til tilbedelsen af Gud i det spirende britiske imperium.
Puritanerne var overbeviste om, at de var i 'pagt' med Gud, og det farvede deres religiøse ildhu og deres syn på verden.
I deres iver efter at demonstrere deres religiøse hengivenhed i håbet om at sikre egen frelse i efterlivet frygtede mange puritanere, at livet i det angiveligt 'vilde' New England ville føre til spirituelt vildskab.
Som følge havde de en tilbøjelig til at se djævelen overalt, hvilket også førte til paranoide forestillinger om heksekunst i løbet af det meste af det 17. århundrede.
\ Læs mere
Heksekunst er hovedsagligt historien om kvinder
Historikerne har leveret mange forskellige fortolkninger af motivationen bag denne paranoia.
I sin bog 'In the Devil's Snare' fra 2003 fremlægger Mary Beth Norton overbevisende argumenter for, at det er de voldelige konflikter mellem hvide bosættere og Abenaki-folkene i Maine, der ligger til grund for beskyldninger om hekseri i Hekseprocesserne i Salem.
Men som Carol Karlsen påpeger i sin nu klassiske bog, 'The Devil in Shape of a Woman', er historien om heksekunst hovedsagligt historien om kvinder.
Carol Karlsen hævder, at 'The Crucible' rammer ved siden af, fordi John Proctor - en landmand, der blev henrettet for hekseri - er hovedpersonen.
Carol Karlsen hævder, »at heksekunst konfronterer os med forestillinger om kvinder, med frygten for kvinder, med kvindernes plads i samfundet og med kvinderne selv.«
Det er puritanernes fanatiske frygt for kvinder og heksekunst i New Englands vildnis som 'The Witch' fanger på den mest bemærkelsesværdige måde.
\ Læs mere
Frygten for kvinder
Vildnisset, som Kiosk i det nordøstlige Ontario, Canada, lægger lokation til, er i Robert Eggers fortolkning og film selv en skræmmende karakter.
Filmen er fyldt med billeder af en skov tæt bevokset med giftig skarntyde og gran under en mørk og truende himmel.
I starten af filmen anser familiens patriark, William, skoven som et sted for spirituel frelse. Han løfter sine arme op til himlen og forkynder:
»Hvad var det, vi gik vi ud i dette vildnis for at finde? Vi forlod vores hjemland, slægtninge, vores fædres hus, vi krydsede et stort ocean. For hvad? For Guds Rige.«
Men skoven bliver hurtigt et ondt sted; i hvert fald i familiens fantasi. Wiliam forbyder børnene at gå ind i skoven. Han frygter, at onde ånder lurer blandt træerne.
Men selvfølgelig begynder alt at gå galt. Børnene, heriblandt familiens ældste søn, Caleb, bliver lokket ind blandt træerne, der omgrænser familiens ensomme hytte.
Hvis de overhovedet vender tilbage fra skoven, er de som forandrede.
Ondskab i naturen
»Der er ondskab i skoven,« proklamerer William imod slutningen af filmen.
Det illustrerer mange puritaneres eget ambivalente forhold til naturen. På det sted, der engang var et sted for spirituel tilflugt, har fremtrædende puritanere, heriblandt præsten Increase Mather og hans søn Cotton, 'teoretiseret over vildnissets desperate ondskab', som litteraturkritikeren Richard Slotkin noterer i sit klassiske studie, 'Regeneration through Violence: Mythology of the American Frontier, 1600-1860’s'.
Mather-familen frygtede, at skoven og den tilsyneladende hedenske urbefolknings nærhed ville forføre de kristne og lede til spirituelt forfald.
\ Læs mere
Robert Eggers brugte 5 år på at granske de historiske arkiver og udarbejde filmens drejebog og dialog.
I 'Vulture' fortæller han, at han eksempelvis benyttede elizabethanske hekse-flyveskrifter til at skrive børnenes dialog, mens de er besatte.
»Jeg var nødt til at granske vokabularet og grammatikstrukturen,« forklarede han.
»Derefter handlede det om at gennemgå det primære kildemateriale og trække sætninger og talemåder ud samt organisere dem i en bog til brug i forskellige situationer.«
Feminismen skinner igennem
Måske var det Carol Karlsens bog, der inspirerede Robert Eggers historiske forskning til at erkende, at en film om puritansk heksekunst også er en film om kvinder.
Måske derfor centrerer filmen sig om Thomasina, hvis overgang fra pige til kvinde lader til at true familiens spirituelle renhed. Af denne grund bliver Thomasina hurtigt familiens sorte får, beskyldt for at være en heks af både søskende og sin egen mor.
»Feminismen skinner igennem,« siger Robert Eggers om sin film.
»I den tidlige moderne tidsalder repræsenterer den onde heks mændenes frygt og ambivalens og fantasier om kvindelig magt. Og i dette supermandsdominerede samfund er den onde heks også kvindernes frygt og ambivalens og fantasier og lyst til deres egen magt.«
Ligesom ved hekseprosessene i Salem beskylder kvinder andre kvinder for at være hekse, og de anklagede kvinder; ængstelige og utrygge ved den magt, de angiveligt er i stand til at udøve (især hvis den er seksuelt betonet), er tvivl om, de ikke i virkeligheden er forheksede.
Fanger det puritanske mareridt bedre end akademiske studier
\ ForskerZonen
Denne artikel er en del af ForskerZonen, som er stedet, hvor forskerne selv kommer direkte til orde. Her skriver de om deres forskning og forskningsfelt, bringer relevant viden ind i den offentlige debat og formidler til et bredt publikum.
ForskerZonen er støttet af Lundbeckfonden.
Forskere som Perry Miller, John Demos, Sacvan Bercovitch og Jill Lepore demonstrerer, at det mest fascinerende ved puritanerne i mindre grad er alt det, de oplevede, og i højere grad alt det, de fornemmede.
Det er derfor dramatiseringen af den puritanske fantasi - eller 'mareridt', som Eggers kalder den - har skabt en så fascinerende film.
Med en omhyggeligt udformet dialog, fantastiske visuelle billeder og uhyggeligt soundtrack, der minder om musikken til Stanley Kubricks 'The Shining', kan 'The Witch' fange det puritanske mareridt på en måde, som selv det bedste historiske studie ikke kan.
Melissa J. Gismondi hverken arbejder for, rådfører sig med, ejer aktier i eller modtager fondsmidler fra nogen virksomheder, der vil kunne drage nytte af denne artikel, og har ingen relevante tilknytninger. Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation. Oversat af Stephanie Lammers-Clark.
