Jeg har netop været på krimimesse i Horsens og rodet mig ud i diskussioner om horror med flere danske gyserforfattere – blandt andre Steen Langstrup, Kenneth Bøgh Andersen og Benni Bødker. For hvad er god horror?
Én ting, der for mig er essensen af horror, er det grænseoverskridende.
Det kan være overskridelsen af realitetsfølelsen, når en sprække åbner sig i virkeligheden, og det uhyggelige, det onde eller det overnaturlige bryder gennem. Det er udgangspunktet for Clive Barkers ‘Hellraiser’ (1987) og det lille mesterværk ‘Candyman’ (1992) – siger du navnet tre gange foran spejlet, kommer han.
Candyman, Candyman, Candyman. Du tror ikke på mig? Tør du så sige det?
Når vi overskrider vores egen etik
Overskridelsen kan også være følelsesmæssig, altså, når følelser bliver ubærlige. Det kan være eksplicit tortur og smerte som i ‘Texas Chainsaw Massacre’ (1974), men for mit vedkommende er den pinefulde anelse af, hvad der venter, langt mere ubærlig. Som i ‘Eden Lake’, hvor et par på stranden bliver generet af en gruppe larmende børn med en gøende hund.
Hvad gør man, når man er cirka tredive og vil overnatte på søbredden og vågne med solopgang og fri til kvinden i sit liv? Pakker man telt og kæreste og stikker af? Eller beder man ungerne opføre sig ordentligt? Jenny beder Steve lade det fare. Men en mand må forsvare sin plads på stranden, sin bil og sin kæreste. Hvad ville du selv gøre – herregud, de er jo børn!
Og her er det, at grænseoverskridelsen bliver spændende, nemlig når den bliver moralsk. Altså, når vi er tvunget til at overskride vores egen etik.
Hvad ville du gøre, hvis du var i Steve og Jennys situation? Ville du pakke sammen, ydmyget af børn? Steve afviser ydmygelsen, og Jenny forestiller sig ikke, hvad børn er i stand til. Senere må hun forestille om og justere sin egen moral. For hvad er hun selv i stand til?
‘Eden Lake’ er et grumt og genialt eksempel på, at de bedste grænser ikke er de synlige, dem der handler om blod og lemlæstelse, men de usynlige, der handler om moral, forventninger og forestillingsevne. Hvad tror du, de andre er i stand til? Og hvad tror du, du selv er i stand til?
Hvor langt kan man gå?
Den sidste grænse er æstetisk og handler om den gode smag. Hvor langt kan man gå? Hvad må man vise? Må man klippe bødlens pik af og smide til hundene? Må man vise kniven, der bliver drejet rundt i Steves krop? Må man se en mands hoved blive knust med en brandslukker som i ‘Irreversible’ (2002)? Må man hjælpe seriemorderen og grine ad hans vitser, som i ‘Man Bites Dog’ (1992)?
At definere horror ud fra grænseoverskridelse er problematisk, eftersom vi har individuelle grænser og derfor oplever overskridelse forskelligt.
Og når vi kender genrekonventionerne, skal der mere til at overraske og dermed overskride. Det er som i kunst: Hvad der for den uerfarne tilskuer er klatter på et lærred, er en Mondrian for den erfarne.
Gysets mesterværker er hverken smukke eller behagelige – deres kvaliteter er at støde, provokere, skræmme og overskride grænser. På den fede måde.
Det er i hvert fald ét bud på, hvad god horror er. Hvad mener du?
Denne artikel er oprindeligt publiceret som et blogindlæg.
