Når den olympiske ild i morgen lander i Tokyo, markerer det begyndelsen på over 2 ugers global fejring af alle sportens fortræffeligheder. Men i skæret af den olympiske flamme, blusser en indre konflikt.
Verdens største sportsbegivenhed bliver større, vildere og dyrere år for år. Samtidig er legene de seneste 30 år – socialt, økonomisk og miljømæssigt – i gennemsnit blevet langt mindre bæredygtige.
Det konkluderes i et studie i tidsskriftet Nature Sustainability, hvor forskerne bag har målt på bæredygtigheden fra de seneste 16 Olympiske Lege – vinter og sommer – der strækker sig tilbage til 1992.
Studiet afslører, at de ledende skikkelser bag OL – Den Olympiske Komité, OL-værtsbyerne og sponsorerne – ikke har forståelse for, hvordan virkeligheden ser ud, siger Peter G. Harboe, der forsker i projektledelse, økonomistyring og markedsføring, til Videnskab.dk:
»OL er underbudgetteret og har ikke den lokale opbakning, som man kunne forvente til sådan et event. Budgetoverskridelserne og den manglende folkelige opbakning har stået på i 20 år, og det er overraskende, at det bliver ved, og at de ikke har formået at løse det,« siger Peter G. Harboe, lektor i ledelse og organisationsudvikling på Via University College.
Peter G. Harboe, der ikke har været involveret i det nye studie, roser forskernes forsøg på at lave et redskab, der kan måle bæredygtighed ved et megaevent som OL. Bæredygtighed er et modeord, der har været »alt for fluffy og brugt meget forskelligt,« mener han.
Men Peter G. Harboe er samtidig også kritisk over for forskernes nye værktøj til at måle bæredygtighed, og mener derfor, at resultaterne i studiet skal læses med forbehold. Det vender vi tilbage til.
Gået ned af bakke siden 2002
Lad os først stikke spaden dybere ned i studiet og (med forbehold) se på, hvad forskerne er nået frem til.
Forskerne bag studiet har udviklet et værktøj, der måler bæredygtigheden af gigantiske begivenheder såsom OL på en skala fra 1 til 100.
Deres definition af bæredygtighed tager udgangspunkt i FN’s 17 verdensmål, og de inddeler bæredygtighed i 3 forskellige kategorier: socialt, økonomisk og miljømæssigt (se grafikken her).

Den slags værktøjer til at måle graden af bæredygtighed ved mega-events har været en mangelvare i forskningen. Ved brug af deres bæredygtigs-værktøj, når forskerne frem til, at bæredygtigheden i alle 3 kategorier i gennemsnit er faldet siden 1992.
Vinter-OL i Salt Lake City i 2002 var godt nok den mest bæredygtige begivenhed i den målte periode, konstaterer forskerne, men siden da er det gået ned ad bakke med bæredygtigheden.
Vinter OL i Sochi i 2014 og det seneste sommer-OL i 2016 i Rio De Janeiro var de mindst bæredygtige OL-arrangementer i nyere tid. Tendensen ser ud til at fortsætte med det kommende OL i Tokyo, skønner forskerne i det nye studie (se grafikken her).

Dog understreger forskerne i artiklen, at legende har holdt sig på et ‘medium’ niveau i deres målinger, og altså ikke har været helt nede og skrabe bunden af bæredygtigheds-skalaen – omvendt har heller ingen af olympiaderne nået topkarakterer.
»For mig er det især iøjnefaldende, at den lokale opbakning i mange tilfælde har været ret dårlig. Det kan hænge sammen med de enorme budgetoverskridelser, der går igen, for når budgettet overskrides, tages pengene fra andre samfundsfinanser,« forklarer Peter G. Harboe.
\ Læs mere
OL har gjort bæredygtighed til kerneværdi
At forskerne i deres studie har undersøgt legene fra 1992 og frem til i dag, skal ses i lyset af, at spørgsmålet om bæredygtighed for alvor tog fat i netop dette år. Det skete på baggrund af FN’s markante bæredygtighedskonference i Rio i 1992.
FN-konferencen ledte til, at Den Olympiske Komité i samarbejde med FN ville gøre legene mere bæredygtige. I 1994 blev bæredygtighed – ved siden af sport og kultur – tilføjet som olympiadens tredje bærende søjle; OL’s tredje kerneværdi.
Vinterlegene i 1994 i den norske by Lillehammer blev også stemplet som det første grønne OL. Siden har Den Olympiske Komité vedtaget nye initiativer for bæredygtighed, men de er påfaldende nok ikke slået til.
»Når det kommer til det olympiske bæredygtigheds-brand, er der brugt for en sund skepticisme,« skriver Jules Boykoff, professor på Pacific University Oregon, i en kommentar til studiet i Nature.
Jules Boykoff forsker i spændingsfeltet mellem politik og sport, og så er han i øvrigt tidligere professionel fodboldspiller og har deltaget i OL for det amerikanske fodboldlandshold.

\ Læs mere
Forskere: OL er skyldige i greenwashing
Ifølge Jules Boykoff har OL en tendens til at pynte sig med grønne fjer; at gøre sig skyldige i greenwashing.
»(Den Olympiske Komite har, red) en tvetydig måde at paradere bekymringen for miljøet og tage æren for bæredygtige løsninger på, mens den i virkeligheden gør det absolut minimale, hvis noget overhovede, for at opnå langsigtede, materielle forbedringer,« lyder kritikken.
Senest fældede man store dele af en urksov for at skabe plads til et skiløb under vinterlegene i sydkoreanske Pyeongchang i 2018.
Og Vinter-OL i Sochi i 2014 ledte også til uigenkaldelige skader på miljøet. Under OL i Rio i 2016 lovede man at rengøre den ultra-forurenede Guanabara-bugt, men det blev aldrig til noget, pointerer Jules Boykoff med henvisning til et studie, han selv står bag.
I bogen ‘Greenwashing Sport’ fra 2017 peger professor i kulturstudier ved Murdoch University Toby Miller, der også forsker i sport og politik, på, hvorfor sportslige mega-events som OL kan have meget svært ved at rime på bæredygtighed:
»På den ene side er de direkte skyld i betydelige væsentlige klimaaftryk og økologiske forbrydelser gennem stadionkonstruktioner og den energi, der bruges på udøvernes- og tilskuernes rejseaktivitet,« skriver han.
»På den anden side accepterer de sponsorater fra den ekstremt belastende gas- og olieindustri, som de dermed giver et positivt image, der forbindes med hverdagsglæden ved sport. Alt i alt leder det til en seriøs grad af greenwashing,« kritiserer Toby Miller.

Mangler kvalitetssikring af bæredygtighedsværktøj
Mens meget tyder på, at De Olympiske Lege langt fra kan leve op til deres store ambitioner om bæredygtighed, advarer Peter G. Harboe også mod, at man konkluderer for ensidigt på baggrund af Nature-studiet. Værktøjet til at måle legenes bæredygtighed har mangler.
Først og fremmest er værktøjet ikke kvalitetssikret i studiet. Når forskere bruger den slags værktøjer og undersøger specifikke begivenheder, vil man typisk lave to uafhængige analyser af samme data – i dette tilfælde OL – for at se om analyserne når frem til de samme resultater.
Derudover vil man typisk have endnu et forskerhold – et såkaldt RED-team – til at nærlæse alle tal og vurderinger. Ingen af delene er gjort på værktøjerne i Nature-studiet, pointerer Peter G. Harboe:
»Hvordan vurderes og bedømmes social modstand på en skala fra 0 til 100? Det kan der være mange svar på, og derfor er det vigtigt at kvalitetssikre sådan et værktøj,« lyder det fra lektoren.
»Analysen er ikke nødvendigvis dårlig, men den har i min optik ikke den dybde og kvalitet, der skal til for, at vi kan konkludere på baggrund af resultaterne. Jeg vil hellere sige, at analysen giver nogle fine indikationer,« tilføjer Peter G. Harboe.
Bæredygtighed er et plastisk begreb
Desuden skal man huske på, at der kan være mange afledte effekter ved et OL, som der udelades i Nature-artiklen.
»Når en dansker bliver nummer to i Tour de France (som den danske cykelrytter Jonas Vingegaard blev i år, red.), vil sportsforskere måske argumentere for, at det har nogle positive følgevirkninger, fordi det kan lede til, at flere danske drenge begynder at cykle,« siger Peter G. Harboe og fortsætter:
»Det ville være en afledt effekt, der kan betyde noget positivt for sundhedsniveauet, som andre forskere ville lægge vægt på, og det kan i sidste ende betragtes som bæredygtigt,« siger Peter G. Harboe.
Peter G. Harboe er ikke sportsforsker, men kommer med sit eksempel for at gøre det klart, hvor »plastisk en størrelse« ideen om bæredygtighed er.
Verdensmålene er blevet en populær ny standard for bæredygtighed, men de skal bruges med varsomhed, for det er forskellige stykker af den store bæredygtigheds-kage, der er vigtige for forskellige aktører.
Den Olympiske Komite, værtsnationerne og sponsorerne til OL har – og skal ikke have – de samme parametre for bæredygtighed, forklarer Peter G. Harboe, der selv underviser i, hvordan forskellige brancher kan forholde sig til bæredygtighed.
»Forskerne forholder sig ikke til, om deres måde at se bæredygtighed på, kan bruges af nogle af de store beslutningstagere. Derfor kan deres parametre virke lidt tilfældige,« lyder lektorens sidste kritik af studiet.
Har brug for gode bæredygtigheds-værktøjer
På trods af kritikken er Peter Harboe dog begejstret for, at nogle forskere har sat sig ned og forsøgt at definere, hvordan bæredygtighed kan måles for en gigantisk begivenhed som OL.
»Vi skal ned af den vej, hvor vi bliver bedre til at definere, hvad bæredygtighed er, og hvordan det kan måles, så alt ikke bare er bæredygtighed, og vi ved, hvad vi taler om, når vi taler om bæredygtighed,« siger Peter Harboe.
»Deres studie er et rimeligt første forsøg på dette. Det er en ny disciplin, og at der sker nogle nybrud er meget positivt. Men der skal gøres et stykke arbejde, før vi står med et værktøj, der kan bruges til at måle bæredygtighed på en god og meningsfuld måde,« fortsætter han.
OL-kritikere siger fra i kommende værtsbyer
Mens vi venter på, at forskerne bliver bedre til at definere og måle bæredygtighed, har flere såkaldte anti-OL aktivister taget affære i Paris og Los Angeles – de to kommende værtsbyer til sommer-OL i 2024 og 2028.
Organisationen ‘Non Paris 2024’ kæmper imod, at OL skal afholdes i den franske hovedstad i 2024, og aktuelt kæmper organisationen mod planerne om at etablere en medieby til olympiaden i et grønt område i byen.
I Los Angeles har en gruppe ved navn NOlympics LA etableret sig, »fordi OL ødelægger samfund og dræber byer,« skrev gruppen allerede i 2017.
Alt tyder altså på, at debatten om legenes bæredygtighed vil vare ved.
\ Læs mere
\ Læs mere
\ Kilder
- An evaluation of the sustainability of the Olympic Games (Nature Sustainability, 2021). DOI: 10.7910/DVN/ZARR6A. References
- Olympic sustainability or Olympian smokescreen (Nature Sustainability, 2021). DOI: 10.1038/s41893-021-00710-w
- Greenwashing Sport (Routledge, 2017)
- Peter G. Harboes profil (Via University College)
- Jules Boykoffs profil (Pacific University Oregon)