De olympiske vinterlege er i fuld gang, og vi skal se vintersportsudøvere kæmpe for at nå nye rekorder i den helt rigtige OL-ånd.
Men vender vi blikket tilbage i den olympiske historie, så har OL tidligere været præget af måske lidt forskruede tanker.
1936 er et berygtet år i OL's historie.
Dette år brugte værtsnationen Tyskland sporten som nazistisk propaganda, hvor nazisterne med sportens virkemidler argumenterede for, at hvide nordiske mennesker var andre racer overlegne. Det gjorde sig i høj grad også gældende ved vinter-OL, som fungerede som en slags prøveklud for Hitlers evner som OL-vært.
Det var Den Internationale Olympiske Komité (IOC), som traditionen tro i 1929 havde udpeget Tyskland som værtsnation for sommer-OL.
Det var før, det tyske folk overlod magten til Adolf Hitler. Dermed havde komitéen ved udvælgelsen ikke taget stilling til det nye Nazityskland.
Men Adolf Hitler sad godt på taburetten, da IOC også valgte at tildele Tyskland vinter-OL, fortæller Jørn Hansen, som er lic.phil. i historie ved Institut for Idræt og Biomekanik på Syddansk Universitet.
»Generelt kan man sige om IOC, at de hverken havde de store problemer med Mussolini eller med Hitler. Mellemkrigstiden var polariseret, og præsidenten for IOC, Henri de Baillet-Latour, var en god borgerlig aristokrat, som hellere samarbejdede med højrefløjen end med venstrefløjen,« siger idrætshistorikeren, der har forsket i De Olympiske Lege i Berlin i 1936.
Nazister ville vise det pæne ansigt
For nazisterne blev OL-værtskabet et vigtigt våben i propagandaen både indadtil og udadtil.
De Olympiske Lege er en apolitisk begivenhed, og værten i 1936 lagde sig også i selen for at undgå at komme med hadefulde bemærkninger om jøder under legene, fordi det ikke ville give omverden et fordelagtigt billede af nazismen.
»Vinter-OL blev en slags generalprøve for sommer-legene, og der kom en skrivelse ud om, at man ikke skulle propagandere mod jøder. Nazisterne ville vise verden og tyskerne, at de havde fået et nyt samfundssystem, som kunne organisere legene succesfuldt,« siger Jørn Hansen.
Derudover passede vintersportsgrenene godt ind i nazisternes ønske om at fremhæve den ariske races kvaliteter.
»Det var jo en hvid sport i dobbelt forstand. Dels på grund af sneen, men også fordi det var hvide, som dyrkede den,« siger historikeren.
Han påpeger, at det kun var 'de gamle' hvide nationer, som havde tradition for skisporten, og som havde råd til at bygge store arenaer. Og tyske og østrigske alpeforeninger, som gav sig af med friluftssport og skisport, var tidligt ude med at udelukke jøder fra deres foreningsliv.
Derudover mener den amerikanske professor i historie John B. Allen, at nazisterne var glade for skisporten, fordi den stammede fra det ariske Norge.
En borgerlig lukket klub
I vinter-OL's tidlige historie var det normalt, at IOC forsøgte at placere vinter-OL i det samme land, som havde sommer-OL. Men hvis sommer-værten ikke kunne huse vinterlegene, så flyttede IOC vinter-konkurrencerne til et andet sted.
Det skete for eksempel, da Holland blev valgt som vært for legene i 1928. Her blev vinter-OL afholdt i Skt. Mouritz i Schweiz.
Derfor mener Jørn Hansen, at det rent faktisk var muligt for IOC at vælge en anden vært end Tyskland, da nazisterne fik magten.
Idrætshistorikeren siger dog, at det var naturligt for IOC's medlemmer, at de i 30'erne samarbejdede med højrefløjen. Tiden var nemlig præget af en ideologisk kamp mellem markante politiske strømninger.
De kommunistiske og socialistiske arbejderbevægelser forsøgte at afgrænse sig fra det borgerlige OL ved at lave deres egne sportsbegivenheder, mens Den Internationale Olympiske Komité på den anden side var en lukket klub fyldt med folk fra aristokratiet og det bedre borgerskab. Her sad ingen af de ellers prominente ledere fra arbejderpartierne, fortæller forskeren.
Begejstrede journalister
Både vinter- og sommer-OL 1936 blev en kæmpe publikumssucces.
Ved skihop-konkurrencen var 150.000 mennesker mødt op for at se nationerne dyste, og til legene var der godt 500.000 betalende tilskuere.
Danske journalister dækkede begivenheden med begejstring, deriblandt de kulturradikales avis Politiken. Kun arbejderpressens journalister var kritiske. Hitlers OL kørte som smurt, og det gjorde hans propaganda også, konstaterer Jørn Hansen.
