Forskere modtager indimellem tilbud fra tidsskrifter om at udgive studier, bedømme andres studier eller måske endda om at tilslutte sig tidsskriftets redaktørkorps. Det er der i udgangspunktet intet odiøst i.
\ Historien kort
- Et eksperiment viser, at såkaldte parasittidsskrifter trodser god forskningsskik og ansætter en fiktiv forsker som redaktør.
- Parasittidsskrifterne lever af at afkræve penge for at udgive studier af forskere, der er under udgivelsespres.
- Forskere mener, at der er brug for en ny måde at belønne forskere på. Et system, som ikke bare tager højde for kvantiteten, men også kvaliteten af forskningen.
Det hænder dog også, at nogle tidsskrifter inviterer forskere til at blive redaktører, uden at forskerne besidder den relevante ekspertise.
Det er straks mere mistænkeligt, for normalt kræves det af tidsskriftsredaktører, at de har mange års erfaring og talrige udgivelser inden for feltet på deres CV.
Efter næsten dagligt at have modtaget den slags henvendelser fra tvivlsomme tidsskrifter, besluttede en gruppe forskere fra psykologiinstituttet på Wroclaw Universitet i Polen sig for at udføre et eksperiment.
En falsk forsker er født
De opfandt en fiktiv forsker, udstyrede hende med en falsk uddannelse og et meget sparsomt CV med nogle kapitelbidrag til bøger, der ikke findes.
CV’et viste ingen udgivelser i akademiske tidsskrifter og ingen erfaring som hverken fagfællebedømmer eller redaktør. Kort sagt en forskerprofil, der er ukvalificeret til stillingen som redaktør.
De gav hende Academia.edu-, Google+- og Twitterprofiler, og hun fik det underfundige navn Anna O. Szust. ’Oszust’ betyder svindler på polsk.
Dernæst sendte Anna O. Szust ansøgninger om at blive redaktør til 360 tidsskrifter af forskellig kvalitet.
- 120 af dem er angivet i den anerkendte tidsskriftsdatabase Journal Citation Reports (JCR).
- Andre 120 er angivet i Directory of Open Access Journals (DOAJ), der er en forskerdreven database over anerkendte open access tidsskrifter.
- De sidste 120 tidsskrifter var mistænkt for at være såkaldte ’predatory journals’ – på dansk kaldet parasittidsskrifter – som kræver penge for at udgive forskning og gør det uden først at tjekke kvaliteten gennem grundig fagfællebedømmelse, selvom de påstår at leve op til god forskningsskik.
\ Parasittidsskrifter
Parasittidsskrifter er en kontroversiel størrelse. De eksisterer for at tjene penge og følger ikke god forskningsskik. Fagfællebedømmelse – eller peer review – er enten meget mangelfuld eller ikkeeksisterende.
Den amerikanske forsker Jeffrey Beall fra University of Colorado Denver introducerede termen ’predatory journal’ og har forsøgt at samle en liste over tidsskrifter, som han mistænker for at være parasittidsskrifter.
Listen indeholdt i slutningen af 2016 omkring 10.000 tidsskrifter, men Jeffrey Beall trak den af endnu ukendte årsager tilbage i januar i år.
Det er fra Bealls liste, at forskerne til dette eksperiment har udvalgt 120 tidsskrifter i kategorien mulige parasittidsskrifter.
48 tidsskrifter ansatte Anna O. Szust
Resultatet af eksperimentet er slående. 40 ud af de 120 mistænke parasittidsskrifter og 8 DOAJ-tidsskrifter tildelte uden videre den fiktive forsker posten som redaktør.
Ofte kom tilbuddet efter få dage og uden at undersøge ansøgeren nærmere. Ingen af JCR-tidsskrifterne tilbød hende stillingen.
Nogle af de tidsskrifter, der gav hende stillingen, informerede sågar om, at hendes vigtigste opgave ville være at indsamle og udgive studier fra forskere, der var villige til at betale for det, uden at hun skulle tjekke kvaliteten af forskningen.
»Det viser, at studier udgivet i den slags tidsskrifter formentlig aldrig har været underlagt nogen form for kvalitetstjek. Det resulterer i tusindvis af forskningsartikler, som er fuldstændig ukontrollerede,« skriver polske Katarzyna Pisanski i en mail til Videnskab.dk og fortsætter:
»Eksperimentet understreger, at forskningsverdenen har et stort problem med parasittidsskrifter. Hvis ikke vi kan stole på det akademiske udgivelsessystem, hvad kan vi så stole på?« spørger hun.
Hun er en af forskerne bag eksperimentet, som er beskrevet i en kommentar i det anerkendte tidsskrift Nature.
Selv efter forskerne har afsløret fupnummeret, figurerer Anna O. Szust stadig som redaktør på nogle af tidsskrifternes hjemmesider.
Maskerer sig som legitime tidsskrifter
Kristian Hvidtfelt Nielsen, lektor på Institut for Matematik og leder af Center for Videnskabsstudier på Aarhus Universitet, anser også fænomenet for at være et stort problem.
Han har selv modtaget henvendelser fra flere parasittidsskrifter.
»De lever ikke op til acceptable standarder og er i det hele taget underlødige. Desværre er det et område i vækst. Der kommer flere og flere af dem, og det gør det sværere at vide, hvornår man har at gøre med et legitimt tidsskrift,« siger han.
Mange af tidsskrifterne er nemlig ret snedige. De maskerer sig med navne, der ligger tæt op ad troværdige tidsskrifter og har hjemmesider, der fremstår mere eller mindre professionelle.
Kristian Hvidtfelt Nielsen mener dog, at det for erfarne forskere er relativt enkelt at gennemskue, om man har at gøre med et parasittidsskrift.
»Tit skal man ikke klikke meget rundt på tidsskriftets hjemmeside for at finde ud af, om det er solidt. Det kræver lidt benarbejde som forsker, men det burde ikke være så svært,« siger han.
Unge forskere er udsatte
Ifølge både Kristian Hvidtfelt Nielsen og Katarzyna Pisanski er det primært en bestemt type forskere, der falder i fælden.
»Typisk er det unge, uerfarne forskere – måske studerende – som bliver begejstrede over at modtage tilbud om at få deres forskning udgivet eller en plads i redaktørkorpset. Henvendelserne kan være ret flatterende,« skriver Katarzyna Pisanski og giver et eksempel.
»De kan skrive noget i retning af "vi inviterer eminente forskere som dig til at bidrage …”. Heldigvis har unge forskere ofte erfarne kollegaer, det kan hjælpe dem, og så sker det ikke mere,« fortsætter hun.
Forskere er under produktionspres
Der findes imidlertid forskere, som vælger at betale for at få deres forskning udgivet eller accepterer tilbuddene om redaktørstillinger i parasittidsskrifterne.
Mange handler måske i god tro, men der er formentlig også nogle forskere, der takker ja, selvom de godt ved, at tidsskriftet er illegitimt.
»Det gør de, fordi der desværre er et incitament til det. Forskere er underlagt et massivt pres for at publicere studier, fordi det er nødvendigt for at kunne opbygge et omdømme som aktiv og produktiv forsker,« skriver Katarzyna Pisanski og tilføjer:
»Antallet af udgivelser er en slags videnskabelig kapital, der kan føre til forskningsstøtte, faste jobs og forfremmelser.«
Stigende fokus på produktivitet
Hun udpeger her en strukturel årsag til, at parasittidsskrifterne kan eksistere og faktisk tiltrække forskere. Forskningsverdenens fokus på kvantitet er indbygget i selve systemet. Også i Danmark.
»Vi oplever et stigende fokus på produktivitet fra både forskningsministeriet og universitetets ledelse. Hvert år holder vi møder på instituttet, hvor vi sammenligner antallet af publikationer med tidligere år. Det anses for et problem, hvis der er et fald. Det er ikke entydigt negativt, for selvfølgelig skal produktiviteten være høj, men der er nogle utilsigtede bivirkninger – eksempelvis l at der opstår et marked for parasittidsskrifter,« forklarer Kristian Hvidtfelt Nielsen.
Et konkret eksempel på det politiske produktivitetspres er Uddannelses- og Forskningsministeriets såkaldte Bibliometriske Forskningsindikator, der blev iværksat i 2009 som en metode til at fordele forskningsmidler til universiteterne.
På ministeriets hjemmeside beskrives den således: ”Jo mere et universitet producerer af videnskabelige publikationer, desto flere penge får de gennem denne indikator. Der er ikke tale om en indikator, som måler kvalitet.”
Open access har skabt et profitabelt marked
En anden årsag til parasittidsskrifternes opståen er, at markedet er meget lukrativt.
Traditionelt set fungerer videnskabelig produktion på den måde, at forskere modtager midler fra offentlige eller private aktører til at udføre forskning. Dernæst udgiver de forskningen i tidsskrifter ejet af private forlag, som afkræver læserne penge for artiklerne.
Det sætter imidlertid grænser for adgangen til viden, og derfor er der opstået en ny model i form af open access tidsskrifter, som udbyder artikler, der kan læses gratis af alle.
Open access tidsskrifterne skal imidlertid også tjene penge, og det løser de ved at afkræve forskere betaling for at udgive deres forskning.
Det er især open access-modellen, parasittidsskrifterne kaster sig over, og der er gode penge at tjene, for markedet er stort og udbuddet af forskning stigende.
Udviklingslande er overrepræsenterede
Men hvem står egentlig bag tidsskrifterne?
»Det er formentlig små forlag, ofte baseret i udviklingslande, som ønsker hurtig profit. De har ingen interesse i det forskningsmæssige,« siger Kristian Hvidtfelt Nielsen.
Det er også for det meste i udviklingslandene, at man finder de forskere, der vælger at udgive deres arbejde i parasittidsskrifterne.
I 2014 viste en opgørelse i tidsskriftet BMC Medicine, at tre ud af fire artikler var forfattet af forskere fra Afrika og Asien. Mere end en tredjedel kom fra Indien. Opgørelsen viste desuden, at antallet af publicerede artikler i parasittidsskrifter var steget fra 53.000 i 2010 til cirka 420.000 artikler i 2014.
Brug for bedre bedømmelsessystemer
Problemet med parasittidsskrifter er åbenlyst, men løsningen er mere sløret. I kommentaren i Nature udtrykker de polske forskere et håb om, at eksperimentet vil øge opmærksomheden på fænomenet. Men opmærksomhed er ikke nok, mener de.
»De, der belønner forskere for at publicere, må gøre en indsats for at inddrage kvaliteten af forskningen i bedømmelsen og kun belønne bedste praksis,« opfordrer de.
Katarzyna Pisanski uddyber i sin mail til Videnskab.dk:
»Det akademiske miljø må fjerne incitamentet til at udgive i tidsskrifter, der ikke følger god forskningsskik. Konkret kunne komitéer, der har magt til at tilbyde faste ansættelser, forfremmelser eller forskningsstøtte, give en større belønning til forskere, der udgiver i anerkendte tidsskrifter, som følger bedste praksis. Mange gør det heldigvis allerede, mens andre udelukkende fokuserer på kvantitet,« skriver hun.
Kristian Hvidtfelt Nielsen bakker opfordringen op.
»Jeg ligger ikke inde med en konkret løsning på problemet, men vi skal finde frem til et system, som supplerer de kvantitative tal og kan indgå i den samlede vurdering af produktiviteten og kvaliteten i forskningsverdenen,« siger han og fortsætter:
»Hvis man kunne udvikle sådan et system, ville man være meget på forkant, for jeg tror at mange lande og forskningsinstitutioner går og sukker efter et mere nuanceret og bredt bedømmelsessystem.«
