Krig er død, lidelse og ødelæggelse. Det er lemlæstede kroppe, døde og sultende børn og mennesker, der har mistet alt.
Den slags billeder kan være svære at forholde sig til for danske mediebrugere, for hvem krig er ’noget, der foregår andre steder’.
Så hvad gør billedredaktører på danske dagblade, når de skal vælge billeder til dækningen af krige rundt om i verden?
Hvilke overvejelser og dilemmaer står de i? Og hvordan sikrer de sig, at de viser virkeligheden, hvis nogle billeder er for voldsomme til at publicere?
Det har vi undersøgt ved at interviewe billedredaktørerne fra Politiken, Berlingske, Jyllands-Posten, Information, Weekendavisen og Kristeligt Dagblad i vinteren 2023-24, hvor krigene i Gaza og Ukraine fyldte meget i nyhedsstrømmen.
Flere udfordringer går igen hos redaktørerne
Vores samtaler viste, at man på avisredaktionerne stræber efter at vise virkeligheden som den er, men også at billedredaktørerne vælger billeder på baggrund af bestemte journalistiske, kommunikative og etiske principper.
Det betyder, at nogle typer billeder af krig lettere finder vej til de danske dagblade, mens andre aldrig gør.
Vi fandt ud af, at billedredaktørernes journalistiske idealer om at være troværdige og upartiske diskvalificerer mange billeder i dækningen af krige, hvor medier er forment adgang, og verifikation er svært.
De benytter sig også af kommunikationsstrategier, der skaber identifikation og håb hos læseren, men dette kan samtidig skabe et forenklet billede af virkeligheden.
Deres etiske principper om at sikre ofrenes og de efterladtes værdighed kan ligeledes medføre, at nogle lidelser ikke bliver formidlet i deres fulde udstrækning til danske læsere.
Disse tre udfordringer udfolder vi i resten af artiklen.
Svært verificérbare billeder bliver fravalgt
Når danske medier dækker krige ude i verden, ser de det som deres opgave at gøre det så troværdigt og upartisk som muligt.
For billedredaktørerne betyder det, at de skal kunne verificere de billeder, de bringer, og udvælge dem, så de afspejler virkeligheden i de krigshærgede områder.
I krige forsøger parterne altid at påvirke billedstrømmen, og det kan samtidig være svært for medier at få adgang til krigszoner for selv at afdække, hvad der sker.
I situationer, hvor danske dagblade ikke selv har adgang til et krigsområde, bliver det vanskeligt for billedredaktørerne at sikre sig, at de mange tusinde billeder, der dagligt tikker ind på redaktionerne, er ægte.
Det er for eksempel tilfældet i Gaza, hvor Israel har forbudt internationale journalister og fotografer adgang fra krigens begyndelse til og med i dag.
Så bliver redaktørerne afhængige af internationale billedbureauer og nødsaget til at stole på deres verificeringer af lokale journalisters billeder. Selvom tilliden til bureauerne generelt er høj, skaber den manglende adgang alligevel en tilbageholdenhed overfor at vise voldsomme billeder, fordi man ikke selv kan undersøge og fortælle historien om et givent billede.
Er der politisk enighed eller ej? Dét påvirker også billedvalget
Derudover kan den politiske kontekst også være med til at skabe forskellige forventninger til, hvordan man dækker en krig upartisk.
I Danmark er der stor uenighed om, hvordan krigen i Gaza skal forstås (fra et åbenlyst folkemord til et retfærdigt svar på 7. oktober).
I den kontekst bliver det ekstra vigtigt for billedredaktørerne at sikre en afbalanceret dækning, hvor man både viser det israelske og det palæstinensiske perspektiv.
Krigen i Ukraine er der derimod meget større konsensus omkring.
Det betyder, at danske medier hovedsageligt dækker krigen fra en ukrainsk vinkel og med billeder fra Ukraine, som deres fotografer også har adgang til.
Viser hellere håb end håbløshed
Kriges brutalitet udgør en anden udfordring for medierne, når de skal dække dem visuelt. De billeder, der er tilgængelige for redaktionerne, er ofte voldsomme og skræmmende.
Det kan være svært for danske avislæsere at forholde sig til scenarier, der er så fremmedartede og håbløse.
Danske medier er derfor meget bevidste om, hvordan de skal formidle historier om krig uden at tabe læserens interesse.
For billedredaktørerne handler det især om at finde billeder, som kan give en følelse af identifikation med krigens ofre eller en følelse af håb midt i håbløsheden.
Når billeder skal illustrere historier, der er fremmede for en dansk læser – for eksempel at adskillige børn i Gaza er døde i et israelsk bombeangreb – fravælger man oftest billeder af de kvæstede og døde børn.
I stedet illustrerer man for eksempel nyhedshistorien med et billede af en sørgende kvinde, der omfavner et barn i ligklæder.
Fordi sorg og tab er noget de fleste af os oplever, kan man herved skabe identifikation – og dermed interesse for historien – uden at vise rædslerne direkte.
Når billeder skal illustrere situationer, som kan virke håbløse, vil man typisk vælge at bringe billeder som kan fortælle en historie om, at der stadig er håb.
Fremfor at vise billeder af et forladt dødt barn, viser man billeder af et lettere såret barn, som får hjælp.
Ved at vise et spinkelt håb, forsøger man at fastholde sin læser og at undgå det, som den amerikanske kulturkritiker Susan Sontag har kaldt ’compassion fatigue’ – at mennesker over tid mister evnen til at føle empati med krigens ofre, hvis de ser for mange billeder af død og lidelse.
Gode grunde til at vise de værste rædsler – men også til at lade være
I mediedækning af krig opstår en række etiske dilemmaer, som billedredaktørerne forsøger at navigere i, når de skal vælge og fravælge billeder.
Der kan være mange gode grunde til at begrænse voldsomme billeder af ofre. Det kan være af respekt for ofrets værdighed.
Det kan også være af hensyn til de efterladte, som kan risikere at opdage gennem mediedækningen, at de har mistet deres kære.
I Danmark gælder det for eksempel herboende palæstinensere, israelere og ukrainere.
I visse tilfælde er billedredaktørerne alligevel gået på kompromis med nogle af disse hensyn og har valgt at vise meget voldsomme billeder.
Det kan være, når billeder tjener som bevis for omstridte og skelsættende begivenheder i en krig.
Dette var tilfældet, da flere danske medier viste billeder af massakren på civile i Butja i Ukraine i 2022 ud fra rationalet om, at det var nødvendigt at dokumentere russiske krigsforbrydelser.
Det kan også være, når man som medie vurderer, at krigens rædsler er så brutale, at man er forpligtet på at vise dem fremfor at værne om ofrets værdighed.
Dette var for eksempel tilfældet i juni 2025, hvor antallet af døde og sårede børn i Gaza siden efteråret 2023 var nået 50.000.
Her valgte både Politiken og Information at bringe billedserier med billeder af utildækkede hårdt sårede og døde børn for at skabe opmærksomhed omkring rædslerne (begge billedserier kan ses uden abonnement).
Dét forklarede de i opfølgende interviews med os i sommeren 2025.
Dele af krigens brutalitet forbliver usynlige for os
Billedredaktørernes valg og fravalg af billeder har konsekvenser for, hvordan krig formidles visuelt i danske dagblade.
Deres journalistiske idealer, kommunikationsstrategier og etiske principper betyder, at meget voldsomme billeder som oftest bliver valgt fra, og at vi aldrig ser de mest grusomme.
Når man på disse måder redigerer krigens brutalitet, vil nogle dele af virkeligheden være synlige, mens andre forbliver usynlige.
Det betyder ikke, at danske medier nødvendigvis skal skrue op for de voldsomme billeder.
Det er imidlertid vigtigt, at vi som mediebrugere er bevidste om, at valg og fravalg af billeder er med til at sætte rammerne for, hvordan vi forstår krigens virkelighed.
