Christopher Nolans nye filmatisering af 'Odysseen' er befolket af et mytisk havfolk.
Folket består af spøgelsesagtige skikkelser på kanten af en civilisation, der vakler og er på randen af sammenbrud.
Men der er faktisk ikke blot tale om filmisk fiktion. Havfolket optræder i kilder fra omkring 1200 før vor tidsregning, hvor de får skylden for sammenbruddet i bronzealderens tæt forbundne verden, som eksisterede fra cirka 1500 til 1180 før vor tidsregning.
Denne verden kollapsede under vægten af en række kriser, der tilsyneladende indtraf næsten samtidigt:
I Grækenland blev de storslåede paladser i Mykene og Pylos, som er hjemsted for de legendariske konger fra Homers Odysseen, lagt i aske.
I det nuværende Tyrkiet faldt hittiterriget, der havde været Trojas overherre, fra hinanden. Og byer fra Syrien til Cypern og Kanaan blev ødelagt inden for få år af hinanden.
I dag mener historikere, at et komplekst samspil af kriser lå bag dette »systemkollaps«:
- En megatørke, der varede omkring 300 år, førte til hungersnød.
- Handelsruterne, som bronzealderens økonomi var afhængig af, brød sammen.
- Og store befolkningsgrupper flyttede – nogle gange fredeligt, andre gange med konflikter til følge.
Beretninger i breve og monumentale indskrifter fra Egypten til Syrien fortæller om »havfolket« på samme måde som i Nolans Odysseen.
Men hvem var havfolket, og hvilken rolle spillede de i fortællingen om bronzealderens sammenbrud?
De gamle egypteres syn på havfolket
Vi hører første gang om havfolket i de selvforherligende indskrifter, som de egyptiske faraoner Merneptah og Ramses III lod udføre. De regerede henholdsvis 1213–1203 samt 1186–1155 før vor tidsregning.
I Ramses III's dødetempel nær Kongernes Dal ved Luxor i Egypten kan man læse:
»De fremmede lande indgik en sammensværgelse på deres øer [...] Peleset (filistrene), Tjekker, Shekelesh (sicilianerne), Danuna (grækerne) og Weshesh.«
Ifølge indskriften kom disse folk fra områder nær Grækenland:
»Intet land kunne modstå deres våben [...] de lagde deres hånd på landene helt ud til Jordens yderste kreds.«
I Ramses' tempel ses monolitiske afbildninger af havfolket som krigere, hvis skibe bliver sænket af Egyptens guddommelige farao, der fremstilles som civilisationens beskytter mod truslen udefra.
Men i sidste ende er dette faraonisk propaganda. Skal vi forstå, hvad der egentlig lå bag havfolkenes påståede »sammensværgelse«, må vi lede efter flere spor.
Hovedstaden i hittiterriget falder
Oldtidsstormagten Hittiterriget, som var et af oldtidens mægtigste imperier og herskede over store dele af det nuværende Tyrkiet og Syrien, er et oplagt sted at lede efter svar.
I lang tid fulgte historikere egypternes version af hændelserne og hævdede, at havfolket stod bag ødelæggelsen af den mægtige hittitiske hovedstad, Hattusa.
Men arkæologien tegner et mere nuanceret billede: De bygninger, der brændte, stod tomme, og værdifulde arkiver var allerede blevet fjernet.
Måske er det et tegn på, at hittitterne i Hattusa længe før havfolkets ankomst var klar over, at deres samfund stod på randen af kollaps og derfor forsøgte at bringe deres optegnelser i sikkerhed.
Kæmpede allerede med flere alvorlige kriser
Faktisk kæmpede hittitterne allerede med flere alvorlige kriser. En langvarig megatørke hærgede regionen og tvang dem til at bede deres vasalstater (en stat, der er underlagt en anden og større stats overherredømme, red.) om korn, mens de handelsruter, som riget var afhængigt af, gradvist brød sammen.
En del forskere mener endda, at det afgørende slag slet ikke blev leveret af havfolket, men af kaskaerne - en gammel fjende fra den nordlige del af det nuværende Tyrkiet.
Uanset årsagen ligner Hattusas undergang derfor mindre en klassisk invasion og mere det endelige sammenbrud af en civilisation, der allerede var ved at bukke under.
Et komplekst billede
I den velstående handelsby Ugarit på Syriens kyst får vi et mere nærgående indblik i perioden gennem breve, der omtaler tørke, handel og angreb fra havfolket.
Et af dem, sendt fra kongen af Ugarit til hans allierede konge på Cypern, læses næsten som en besked, der er skrevet, mens angrebet er i gang:
»Fjendens skibe er nu ankommet. De har sat ild til mine byer og gjort stor skade på landet [...] Hvis andre af fjendens skibe dukker op, så lad mig på en eller anden måde få besked, så jeg ved det.«
Kort efter blev byen tilintetgjort. Bygninger blev lagt i ruiner, og pilespidser lå spredt over området.
Andre byer inden for hittitternes interessesfære, heriblandt Troja, blev ligeledes plyndret. Nogle forskere mener, at netop disse hændelser kan have inspireret de fortællinger, der senere blev til Homers sagn.
I Ashkelon i det nuværende Israel tegner der sig imidlertid et helt andet billede: Her peger mykensk græsk keramik, vævevægte og nye afgrøder på, at 'peleset' – filistrene, som var et af de folk, der blev regnet blandt havfolket – slog sig ned i området efter at være kommet fra den mykenske verden.
I modsætning til Ugarit er der her ikke tegn på voldelig erobring, men snarere på integration. DNA-analyser af nyligt udgravede filisterskeletter understøtter dette billede: Havfolkets børnebørn havde både sydeuropæiske og lokale kana'anæiske rødder.
Der var altså ikke blot tale om krigeriske erobrere, men også om familier af bønder og nybyggere.
Fanget i den samme krise
Også i Grækenland var den verden, som Homers helte tilhørte, ved at gå under.
Mykene, kong Agamemnons legendariske palads fra Iliaden og Odysseen, brændte ned omkring 1190 før vor tidsregning. Kort efter fulgte Nestors palads i Pylos.
Havfolket er ofte blevet udpeget som i hvert fald delvist ansvarlige for ødelæggelserne. Men nogle forskere mener, at der snarere var tale om interne oprør udløst af tørke, hungersnød, sammenbrudte handelsnetværk og almindelige menneskers modstand mod eliten.
Det er lige så sandsynligt, at nogle af de såkaldte havfolk i virkeligheden var mykenske grækere, der søgte et bedre liv på fremmede kyster. Også de var nemlig fanget i den samme krise, som ramte mange samfund i regionen i denne periode.
Ikke én samlet trussel
Passende nok stammer havfolket fra netop den verden, som Nolans Odysseen skildrer. Hos Homer beskrives Odysseus som polytropos, »en mand med mange sider«: en helt, en sørøver, en løgner, men også et menneske, der desperat forsøger at finde et sikkert hjem.
På samme måde giver det næppe mening at betragte havfolket som én klart afgrænset gruppe. Måske eksisterede de kun som en samlet enhed i deres fjenders forestillingsverden.
De var ikke de homogene skyggefigurer, som Nolans film fremstiller dem som, men snarere mennesker med mange forskellige roller og skæbner: nogle steder erobrere eller soldater, andre steder bønder og nybyggere.
De forbliver en gåde – ligesom Odysseus selv.
Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation og er oversat af Stephanie Lammers-Clark.
