Fødselsraten i Danmark var i 2023 under halvandet barn per kvinde. Hvis man følger med i medierne, kan man hurtigt tænke, at det skyldes biologi: dårlig sædkvalitet og ringe fertilitet blandt kvinder.
Det er kun en lille del af sandheden. Hovedårsagen er, at vi vælger ikke at få børn. Omkring hver ellevte kvinde vælger ikke at få barn, hvis hun er født mellem 1999 og 2003.
Det skriver Politiken i en artikel om ny forskning fra Rockwool Fonden.
Men hvorfor vælger vi ikke at få børn? Er det, fordi kvinderne hellere vil have lange uddannelser og ikke gider stå op til en skrigende baby?
Nej, det lader heller ikke til at være forklaringen, ifølge Peter Fallesen, der er forskningsprofessor for Rockwool Fondens Forskningsenhed:
»Det er en enorm forskel, som virkelig fik os til at spærre øjnene op. En stor del af årsagen til faldet i fertiliteten er tydeligvis, at flere kortuddannede kvinder ingen børn får,« siger han til Politiken.
Kvinderne med kortere uddannelser har ikke oplevet samme lønvækst som de højtuddannede og har svært ved for eksempel at finde en større bolig med plads til børnene.
bhe


































