Australsk morddømt kvinde løsladt på baggrund af dansk forskning

Der er langt fra Aalborg til Sydney. Man kan næsten ikke komme længere væk. Alligevel har Mette Nyegaard og Michael Toft Overgaard fra vores forskningsteam taget rejsen to gange det seneste halve år. De har nemlig deltaget som ekspertvidner Kathleen Folbiggs retssag.

Deres vidneudsag har bidraget til, at Kathleen Folbigg nu er blevet benådet – løsladt efter 20 år i fængsel for drabene på sine fire børn. Og imens hun nyder sin frihed på et landsted på den anden side af Jorden, er det nært og rørende, at vores forskning, i al nordjysk beskedenhed, blev et af de helt store omdrejningspunkter i retssagen.

Indkaldt som ekspertvidner

I marts 2021 skrev vi under på en anmodning om at benåde Kathleen Folbigg, en australsk kvinde fængslet på dengang 18. år for mordene på hendes fire små børn.

Anmodningen fulgte i kølvandet på udgivelsen af vores forskningsresultater, som entydigt pegede på, at Folbigg-børnene kunne være døde af pludseligt hjertestop på grund af en sjælden fejl i genet CALM2.

Det blev ikke til en benådning i første omgang. Anmodningen førte til gengæld til, at der i maj 2022 blev åbnet for en ny høring, som skulle finde sted i november.

Man kan vist godt sige, at det er en speget sag, og at der har været en del bump på vejen.

Og sikkert af den grund var dommer Thomas Bathurst meget omhyggelig med at indkalde mange videnskabelige ekspertvidner fra alle sider af sagen. Heriblandt to af denne artikels forfattere, Mette Nyegaard og Michael Toft Overgaard.

Kunne børnenes død være fremkaldt af en infektion?

Mette og Michael var de første til at afgive vidneforklaring i november. Men inden høringerne skulle alle vidner indgive rapporter med deres vigtigste for- og imod-argumenter i sagen.

I rapporterne stillede andre ekspertvidner spørgsmålstegn ved omstændighederne omkring Folbigg- børnenes død. Der var noget, som ikke stemte helt overens med vores forskningsresultater.

En af de svære detaljer omkring Folbigg-børnenes død er, at de alle døde i søvne.

Det er nærliggende at tænke, at der er større risiko for et hjertestop, hvis hjertet skal yde en ekstra indsats, for eksempel under sport. Ikke når man sover.

Et andet spørgsmål er, om et hjertestop kunne være blevet fremkaldt af, at børnene var febersyge. De to Folbigg-piger havde nemlig begge en infektion på dødstidspunktet.

Men sådan et sygdomsbillede, der omfatter hjertestop i søvne med feber som mulig udløser, er mest kendt fra hjertesygdommen Brugadas syndrom.

Og for CALM-genfejl, som den Folbigg-pigerne havde, ‘plejer’ patienterne at blive disgnosticeret med to andre hjertesygdomme, nemlig ‘langt QT-syndrom’ (LQTS) eller ‘katekolaminerg polymorf ventrikulær takykardi’ (CPVT).

Fælles for de tre sygdomme er, at de giver forstyrrelser i hjerterytmen. Men de gør det på forskellige måder. Og nu bliver de molekylære detaljer pludselig virkelig vigtige.

For patienter med LQTS og CPVT er det to calcium-kanaler i hjertet, som ikke lukker på det rette tidspunkt. For patienter med Brugadas syndrom er det én natrium-kanal (se figur 1).

Calmodulin (CALM-genernes produkt) fungerer – groft sagt – som en slukknap for alle ionkanalerne. Men
slukknappen fungerer ikke optimalt med en fejl.

Kunne Folbigg-pigernes genfejl give en effekt på natriumkanalen?

Forhøret var som en ualmindeligt nervepirrende eksamen

Den kunne den! I 11. time var Malene i laboratoriet for at måle på natriumkanalen. Der var en effekt! En effekt, som forklarede lige nøjagtig de detaljer i sygdomsbilledet, som ellers var svære at forstå.

I lufthavnen på vej til Sydney for at vidne og med en anelse sved på panden fik Michael tilføjet de nye resultater til den rapport, der skulle præsenteres for dommeren.

Mette og Michael var i forhør hos dommeren i mere end fem stive timer.

Den mest nervepirrende eksamen, man kan forestille sig.

Hvert ord kunne afgøre Kathleen Folbiggs skæbne, og formuleringerne skulle nøje overvejes. Ikke for simpelt, ikke for kompliceret.

Det var en styrkeprøve i at formidle forskning på en forståelig måde. Og i en noget surrealistisk ramme. Det er (heldigvis) ikke hver dag, at vores nordjyske forskerteam bærer sådan et ansvar.

Men det gik godt. Der var ro til at forklare vores arbejde grundigt, og Mette og Michael fornemmede, at der blev lyttet omhyggeligt.

Heldigvis er Thomas Bathurst en grundig mand. Da han så de nye resultater, blev alle øvrige vidneudsagn udsat til en ny høring i februar 2023. Så kunne alle få en chance for at kigge dataene grundigt igennem.

Forskerfejde i retten

For Mette og Michael gik turen derfor til Australien igen i februar. Til en ny høring for dem, men denne gang også høringer for alle andre ekspertvidner.

De andre vidner var hjertelæger, retsmedicinere og velrenommerede professorer – og ikke alle var enige med os. Alle har deres egen faglighed og renommé på spil.

Vores videnskabelige arbejde blev nøje gransket og diskuteret ned til mindste detalje. Selv titlen på vores videnskabelige artikel gav anledning til debat.

Et af de vigtigste uenighedspunkter handlede nok om forskellen i den måde, som forskere og læger tænker på.

Vi forskere er vant til at beskæftige os med det nye, det usikre, det ukendte. Vi har nogle gange nogle vilde hypoteser og lader os ikke begrænse af, at data skal kunne passe i en bestemt kasse.

Læger ser mange patienter hver dag. De har en faglighed, der er ligger i erfaring og en fornemmelse for, hvordan forskellige sygdomsbilleder udarter sig. Og de søger efter en diagnose, som sygdomsbilledet passer med – en etableret kasse.

Men lige netop i denne sag har vi jo altså at gøre med et tilfælde af noget nyt: en mutation på et nyt sted i genet og af en anden type end de kendte. Det er også et sygdomsbillede uden eller med meget få fortilfælde. Så derfor mener vi, at vi har ret i vores tilgang til sagen.

Enden på 20 år bag tremmer

Efter et intenst forløb blev vores forskningsresultater hørt og vægtet højt. Den 5. juni 2023 offentliggjorde dommeren sin konklusion: At der var begrundet tvivl om dommen. En sejr for videnskaben.

Selv statsanklageren mente, at der var grund til tvivl. Det er et stærkt udfald.

Sagen kulminerede, da guvernøren i New South Wales benådede Kathleen Folbigg, som omgående blev løsladt.

Men hvad fik dommeren til at komme til konklusionen, at der var tvivl om Kathleen Folbiggs dom? Det var jo kun de to Folbigg-piger, der havde CALM-genfejlen.

Kathleen Folbigg blev i første omgang dømt uden fysiske beviser, men på baggrund af omstændighederne.

Man mente, at det var statistisk og medicinsk umuligt at have fire små børn, der døde i søvne. Samtidig var Folbiggs dagbøger meget belastende.

Derfor var hendes dom altså baseret på en helhedsvurdering. At tilsammen var det hele for mistænkeligt og mystisk.

Men med de data vi har i dag, kan vi give en alternativ forklaring, som er funderet i videnskab.

Vores forskning har identificeret en arvelig hjertesygdom i familien.

Nye retsmedicinske undersøgelser påpeger andre omstændigheder, som kunne bidrage til dødsfaldene.

Andres genlæsningerne af dagbøgerne ser dem nu som frustrerede tanker fra en sørgende mor og ikke som tilståelser.

Og med dét forsvinder hele fundamentet for sagen.

Tid til en reform?

Folbigg-sagen har givet store rystelser i det australske retssystem. Hvordan kunne det ske? Hvorfor har retten været så sløv i optrækket? Hvordan kan man gøre det bedre en anden gang?

Det australske Academy of Science har været dybt involverede i sagen og fungeret som rådgiver i retten. Foran dem står der nu et stort arbejde med at finde nye procedurer for, hvordan videnskabsfolk og videnskabelige beviser håndteres i retten.

Vi tror bestemt på, at det er en fremtidig nødvendighed at finde procedurer for disse tilfælde.

Selvom der findes mange veletablerede retsmedicinske undersøgelser – obduktion, DNA-analyse, kemiske analyser – er der tilfælde som her, hvor man rammer et utroligt snævert specialområde. Disse specialområder bliver kun mere detaljerede og avancerede, efterhånden som vi bliver klogere.

Det er rettens opgave at være åben for, at der kan være detaljer og argumenter, som er meget tekniske, men også meget vigtige.

Det er fagfolks opgave at øve sig i at forklare de detaljer og argumenter på en måde, så det kan forstås af ikke-fagfolk.

Denne sag har været en kraftpræstation i dén disciplin, og det er forhåbentlig første skridt på vejen til en ny tilgang til sådanne sager.