I mange kulturer er der en forestilling om, at koldt vejr gør os syge. Vi giver ofte en tur i koldt vejr uden jakke, et køligt værelse, kold regn eller sne skylden for forkølelse eller influenza.
For mange føles denne opfattelse rigtig, fordi sygdom ofte følger efter eksponering for kulde. Men nyere forskning viser, at sammenhængen mellem koldt vejr og sygdom er mere nuanceret end forestillingen om, at kulde forårsager sygdom.
Lave temperaturer er nemlig ikke i sig selv skyld infektioner. I stedet har de effekt på en kombination af biologiske, miljømæssige og sociale faktorer, som gør os mere sårbare over for luftvejsinfektioner, især i vintermånederne.
Skyldes virus, ikke kold luft
Forkølelse og influenza skyldes virus, ikke kold luft. Virus som forkølelsesvirus (rhinovirus) og influenzavirus smitter fra person til person via dråber fra luftvejene eller ved fysisk kontakt – uanset temperaturen udenfor.
Når det er sagt, stiger forekomsten af luftvejsinfektioner konsekvent i de kolde årstider mange steder - et mønster der er observeret globalt.
Dette sæsonmønster skyldes blandt andet den måde, lave temperaturer og lav luftfugtighed påvirker virus i omgivelserne. Forskning viser, at mange luftvejsvirusser, blandt andet influenzavirus og coronavirus, overlever længere og forbliver smitsomme i længere tid ved kolde og tørre forhold.
Tør luft får også de små dråber, som frigives, når vi trækker vejret, taler, hoster eller nyser, til hurtigt at fordampe. Det danner mindre partikler, som kan svæve i luften i længere tid og dermed øge sandsynligheden for, at andre indånder dem.
På den måde hjælper kold, tør luft virusserne med at blive hængende i miljøet og øger deres mulighed for at nå frem til en anden persons luftveje.
Kold luft påvirker også kroppens evne til at forsvare sig mod infektion. Når vi indånder kold luft, falder temperaturen i næsen og luftvejene, hvilket kan udløse sammentrækning af blodkarrene (vasokonstriktion), som reducerer blodgennemstrømningen til vævet.
I slimhinden i næsen og i luftvejene kan den nedsatte blodtilførslen svække de lokale immunreaktioner, som normalt hjælper med at opdage og gøre det af virusserne, før de forårsager infektion.
Eksponering af kulde og kulderelateret stress kan desuden forstyrre luftvejenes normale funktion, især hos mennesker med følsomme luftveje.
Samlet set kan disse effekter hæmme kroppens første forsvarslinjer i næse og svælg. Kold luft skaber ikke virusserne, men den kan gøre det lettere for dem at få fodfæste, når først man er blevet udsat for smitte.
Trængsel og tæt kontakt
Sæsonbestemte ændringer i vores adfærd og i indeklimaet spiller også en vigtig rolle.
Koldt vejr tvinger os til at opholde os mere indendørs, ofte tæt sammen med andre. I overfyldte rum med dårlig ventilation kan dråber, der indeholder virus, blive ophobet i luften, hvilket øger risikoen for smitte mellem mennesker.
Om vinteren fører mindre soleksponering derudover til lavere produktion af D-vitamin i huden. D-vitamin er medvirkende i reguleringen af immunforsvaret, og lave niveauer er forbundet med svækkede immunreaktioner.
Indendørs opvarmning udtørrer desuden luften, og tør luft kan udtørre slimhinderne i næse og svælg og reducere slimets effektivitet.
Slim fungerer normalt som en fælde for virus og hjælper med at transportere dem ud af luftvejene, en proces kaldet mukociliær clearance. Når dette system bliver svækket, får virusserne lettere ved at inficere celler.
Særligt udfordrende for personer med eksisterende luftvejssygdomme
Koldt vejr kan være særligt udfordrende for personer med eksisterende luftvejssygdomme som astma eller allergisk rhinitis (høfeber).
Epidemiologiske studier (forskning, der undersøger sygdomsmønstre i befolkninger) viser, at kulde kan forværre symptomerne og øge den funktionelle nedsættelse hos disse grupper. Det kan forstærke konsekvenserne af luftvejsinfektioner, når de opstår.
Samlet set tegner evidensmængden et klart billede af, hvad koldt vejr gør – og ikke gør.
Lave temperaturer er forbundet med større forekomst af luftvejsinfektioner, blandt andet influenza og coronavirus, især i tempererede regioner om vinteren.
Virus overlever længere og spredes lettere i kold, tør luft
Laboratorie- og miljøstudier viser, at virus overlever længere og spredes lettere i kold, tør luft.
Kuldeeksponering kan også svække immunforsvaret i næse og luftveje, blandt andet ved at reducere slimtransporten og den antivirale aktivitet i næsens væv.
Adfærdsmæssige og miljømæssige forhold, der er typiske for vinteren, som at vi samles indendørs, dårlig ventilation og mindre sollys, der fører til lavere D-vitaminniveauer, øger risikoen for virussmitte yderligere.
Det, som evidensmængden derimod ikke understøtter, er forestillingen om, at man bliver ramt af forkølelse eller influenza blot ved at fryse, for eksempel ved at gå uden jakke.
Koldt vejr er en 'risikoforstærker'
I stedet fungerer koldt vejr som en risikoforstærker. Det skaber betingelser, der hjælper virusserne med at overleve, sprede sig og overvinde kroppens forsvar.
Forståelse af denne forskel har praktisk betydning. Bedre ventilation indendørs og opretholdelse af tilstrækkelig luftfugtighed om vinteren kan mindske smitterisikoen.
Det kan også være en fordel at støtte immunforsvaret, blandt andet ved at sikre et tilstrækkeligt D-vitaminniveau.
Effektive sundhedsbudskaber
Sundhedsbudskaber er mest effektive, når de fokuserer på, hvordan virusserne bliver spredt gennem kontakt og luftvejsdråber, frem for at fastholde myten om, at kulde i sig selv forårsager sygdom.
Kort sagt hænger koldt vejr og sygdom sammen, men ikke på den måde, mange tror.
Kolde temperaturer forårsager ikke infektioner i sig selv. De former derimod de biologiske, miljømæssige og sociale betingelser, som giver luftvejsvirusserne gode vækstvilkår.
At anerkende denne kompleksitet hjælper med at forklare, hvorfor forkølelse og influenza topper om vinteren, og understøtter mere effektive strategier til forebyggelse, samtidig med at det afliver en enkel, men misvisende forestilling om kulde og sygdom.
Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation og er oversat af Stephanie Lammers-Clark.
