Nogle gange forklarer læserne et problem så fint, at der ikke er nogen grund til, at journalisten sviner en artikel til med sine egne skriblerier.
Læs f.eks. denne mail fra Ida Broe Lassen, der flere gange er stødt på et potentielt alvorligt problem.
I Bosnien og Litauen dræber vådt hår
\ Spørg Videnskaben Classic
Fra tid til anden ‘genudgiver’ vi artikler fra arkivet i vores populære brevkasse, Spørg Videnskaben.
Denne artikel blev oprindelig bragt på Videnskab.dk 31. januar 2013.
»For 10 år siden havde jeg en udvekslingsstudent fra Bosnien boende hos mig, og en af dagene, vi skulle en tur til København, tog jeg af sted med vådt hår. Vejret var typisk efterår i Danmark og dermed en anelse koldt, men langt fra frost.«
»Pigen kiggede på mig med store øjne og spurgte, om ikke jeg var klar over, at jeg kunne dø af at gå ud med vådt hår? I Bosnien var det åbenbart vidt kendt, at det var dødsensfarligt at bevæge sig udenfor i kulde med vådt hår. Hun kunne dog ikke forklare hvorfor, og jeg har aldrig selv kunne finde svaret.«
»I dag er jeg i Litauen, og her genoptager jeg diskussionen med nogle biologer, som forklarer mig, at der hersker den samme opfattelse i Litauen. De kunne også fortælle mig det manglende led mellem vådt hår og død: meningitis! Dette har jeg aldrig hørt om før, og jeg mener ikke, at vi i Danmark advarer folk mod at gå udenfor med vådt hår, fordi de kan få meningitis og måske dø.«
»Så mit spørgsmål: er det rigtigt, at man kan få meningitis af at gå udenfor i kulden med vådt hår? Og i så fald: hvordan hænger det sammen?«
\ Meningitis skyldes bakterier eller virus
Meningitis er en betændelse i hjernehinderne, som kan bryde i løbet af få timer. Man mærker det som regel ved at få feber eller blive stiv i nakken.
Meningitis kan skyldes bakterier eller virus. Den bakterielle meningitis kræver behandling med det samme og efterlader selv da 5-15 procent enten døde eller med mén.
Meningitis, som skyldes virus, går til gengæld som regel over af sig selv uden det store drama.
Forskerne ved endnu ikke, hvorfor raske mennesker pludselig bliver syge af meningokok-bakterien, som er en del af den normale bakterieflora i næsen på en del mennesker.
Kilde: Netdoktor
Vådt hår giver større varmetab
Et sprængfarligt spørgsmål: Sætter vi det ene ben i graven, i det øjeblik vi træder ud af hoveddøren med vådt hår?
Det er måske en god idé at dele spørgsmålet op i to, så vi kan få det helt grundlæggende på plads først: Kan man overhovedet blive syg af at gå udenfor med vådt hår – og dernæst, hvis man kan, risikerer man så at få meningitis og dermed potentielt at dø af det?
Svaret på det første spørgsmål er kort sagt ja; du har principielt større risiko for at blive syg, hvis du bevæger dig ud i kulden med vådt hår.
»Der er generelt et ekstra stort varmetab fra ens hoved, så det er ikke uden grund, man skal passe på at klæde sig varmt på, når det er koldt. Og i den sammenhæng er vådt hår ikke nogen god ide. Det øger varmetabet, fordi kroppen forsøger at få vandet til at fordampe,« beretter Jan Pravsgaard Christensen, professor med speciale i immunforsvaret ved Københavns Universitets Institut for International Sundhed, Immunologi og Mikrobiologi.
Giver vådt hår virkelig meningitis?
Jan Pravsgaard Christensen har tidligere på Videnskab.dk fortalt, at vi generelt har lettere ved at blive forkølet, når det er koldt, fordi kulde populært sagt svækker slimhinderne, som er vores første værn mod bakterier og virus, der kommer ind i kroppen udefra.
Da vådt hår gør vores krop lidt koldere – ligesom mange andre småting som f.eks. meget kolde fødder kan gøre det (som vist i et engelsk forsøg) – er det altså ikke helt skævt at sige, at man har højere risiko for at blive syg, hvis man går udenfor med vådt hår.
Spørgsmålet er så, om man i særlig grad risikerer at hive den potentielt dødelige sygdom meningitis til sig? Tanken virker umiddelbart ikke helt tosset, for meningitis – hjernehindebetændelse – starter faktisk ved, at man får enten virus eller bakterier ind i næse eller svælg, ligesom man kender det fra den mere udbredte og generelt mindre skadelige influenza.

Slimhinder åbner sig for meningitis
Ifølge afdelingslæge ved Statens Serum Institut, Palle Valentiner-Branth, spreder den alvorligste form for meningitis sig i epidemier hvert år, når det er tørtid i det såkaldte meningitisbælte i Afrika syd for Sahara. En teori lyder, at årsagen kan være, at når slimhinderne tørrer ud, så har den dødsensfarlige meningokokbakterie nemmere ved at trænge ind i kroppen.
»Man kan sige, at når den relative luftfugtighed om vinteren er nedsat i Danmark, ligesom den er i Afrika under tørtiden, så vil den relative risiko for at få meningitis altså stige, når det er koldt herhjemme,« vurderer Palle Valentiner-Branth, der også er afsnitsleder på Statens Serum Institut.
Men – og der er et stort men. Du skal altså ikke gå i panik. Det er nemlig langt fra sandsynligt, at dit våde hår i realiteten vil være med til at give dig meningitis. Palle Valentiner-Branth peger på, at knap 100 danskere årligt bliver ramt af meningitis på grund af meningokok-bakterien.
Ingen undersøgelser viser nogen sammenhæng
\ Meningitis-risiko øges af influenza
Meningitis har bedre betingelser for at bryde ud, når immunforsvaret er presset efter en alvorlig virusinfektion. Så hvis man har haft en ordentlig omgang influenza, er man i princippet i lidt større fare for at få meningitis i tiden lige bagefter.
»Men selvom risikoen for at få en alvorlig bakterieinfektion med f.eks. meningokokker er større i kølvandet på en influenza, er risikoen reelt stadig så lille, at jeg heller ikke mener, der er grund til at være bange for at få meningitis af den årsag,« siger Palle Valentiner-Branth.
Samtidig har Palle Valentiner-Branth aldrig hørt om nogen undersøgelser, der skulle have fundet en direkte kobling mellem koldt vejr og risikoen for at få meningitis.
»Så alt i alt mener jeg ikke, at der er nogen grund til, at risikoen for meningitis skulle få nogen til at frygte at gå på gaden med vådt hår. Det er en sjælden sygdom, og man skal ikke være bange for at få meningitis, bare fordi man bliver afkølet,« konkluderer Palle Valentiner-Branth.
Er risikoen for at dø af vådt hår større i andre lande – som f.eks. Bosnien og Litauen?
»Jeg vil ikke sige, at det er sandsynligt nogle steder. Der er mange andre faktorer, der vigtigere for spredningen af meningitis, f.eks. crowding – om man er mange mennesker tæt samlet – og om man ryger.«
»Så kan man selvfølgelig spekulere over, om der i andre lande er flere folk, der har nedsat immunforsvar og dermed har større risiko for at få meningitis, men jeg tror ikke, man skal være bange for at gå på gaden nogen steder på grund af risikoen for at få meningitis i kulden,« slutter Palle Valentiner-Branth.
Vi takker de kloge herrer for de kløgtige svar og håber, at Ida føler sig godt klædt på til at møde hele verdens kulde, hvis det skulle blive nødvendigt. Vi bidrager i beskeden grad til en ordentlig kropstemperatur med en T-shirt som tak for det dødvigtige spørgsmål.
Du kan altid læse flere spørgsmål og svar i Spørg Videnskabens arkiver, eller du kan købe én af vores tre bøger med en række af de bedste spørgsmål og svar: Hvorfor lugter mine egne prutter bedst?, og Hvad gør mest ondt – en fødsel eller et spark i skridtet? samt den seneste Hvorfor må man ikke sige neger?