Verdens mest komplekse transplantation af penis: Den virker stadig et år efter
Kilde: 
07 november 2019

For godt et år siden kunne kirurger på Johns Hopkins Hospital i delstaten Maryland meddele, at de havde udført den mest komplekse og omfattende penis-transplantation til dato. 

I marts 2018 fik en ung, amerikansk krigsveteran således en penis, en pung og et stykke af bugvæggen fra en afdød organdonor.

»Vi håber, at denne transplantation vil hjælpe til at genskabe næsten normal urinvejs- og seksuel funktion for denne unge mand,« sagde læge Andrew Lee, formand for plastisk og rekonstruktiv kirurgi på Johns Hopkins Hospital, umiddelbart efter operationen i 2018.

Og det ser altså ud til at være lykkedes, for nu, mange måneder efter, fungerer mandens nye penis, som den skal. Det skriver Science Alert.

Tidligere har kirurger blot forsøgt at transplantere en penis - altså uden pungen. Men dette tilfælde med den amerikanske krigsveteran var anderledes. 

Du kan læse om, hvorfor det gav nogle store etiske overvejelser at transplantere pungen med her.

Krigsveteranen, som gerne vil være anonym, trådte på en skjult vejbombe tilbage i 2010, da han var udstationeret i Afghanistan, og her mistede han begge sine ben op til knæene, kønsdelene og den nederste del af maven. 

Derfor var det et stort område, kirurgerne skulle transplantere. Faktisk vejede både penis, pung og omkringliggende væv lidt over 2 kilo og var cirka 25 centimeter i diameter. 

penis transplantation

Røntgenfoto af patientens underliv, inden transplantationen fandt sted. (Foto: Redett et al., NEJM, 2019)

LÆS OGSÅ: Krigsveteran modtager transplanteret penis og pung

11 forskellige forskere og kirurger brugte 14 timer på at operere manden, og selvom hundredevis af bittesmå blodårer skulle sys sammen, gik operationen, som den skulle. 

»Hans erektioner er næsten på normalt niveau, og han kan opnå en orgasme,« siger en af forskerne - og det viser, at reetablerede nervebaner fungerer optimalt.  

»Han har normal følelse på penisskaftet og på glansen af den transplanterede penis. Han kan tisse i stående position, og urinen forløber i én sammenhængende stråle,« uddyber forskeren. 

Da patienten i sin tid mistede sin penis, gav han udtryk for, at han ikke følte sig hel, og at han i perioder ikke havde lyst til at leve. 

Ifølge lægeteamet er han nu tilbage i skole på fuld tid, og han kan bevæge sig problemfrit rundt med sine benproteser. 

»Det har været en af de bedste beslutninger i mit liv,« siger krigsveteranen. 

Studiet om krigsveteranen og den transplanterede penis og pung er publiceret i den videnskabelige tidsskrift The NEw England Journal of Medicine.  

LÆS OGSÅ: Forskere løser mysteriet om mænds manglende penisknogle

LÆS OGSÅ: Penis: Sådan skal den se ud ifølge kvinder

LÆS OGSÅ: Forsker: Grisehjerter kan bruges i mennesker indenfor tre år

mtl

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.