Kvinderne og forskningen har talt: Sådan skal en penis se ud
En penis er ikke bare en penis. Ny forskning viser, hvad kvinder helst vil se, når manden trækker bukserne ned.
Penis

Det betyder ikke så meget, om den er stor eller lille. Den skal meget hellere være pæn at se på, hvis man spørger en kvinde. (Foto: Shutterstock)

Det betyder ikke så meget, om den er stor eller lille. Den skal meget hellere være pæn at se på, hvis man spørger en kvinde. (Foto: Shutterstock)

Hvordan skal en penis helst se ud, hvis man spørger en kvinde?

Det er et spørgsmål, mænd har stillet sig selv i evigheder - og nu kan forskere endelig kan give dem svaret.

I et nyt studie, der er udkommet i det videnskabelige tidsskrift Journal of Sexual Medicine, har forskere fra Schweiz bedt 105 kvinder om at kigge på billeder af mænds penisser og bedømme vigtigheden af 8 forskellige karaktertræk.

Studiet viser, at kvinder først og fremmest kigger på, om penissen overordnet set er pæn. Penishuden og formen på penishovedet betyder også meget, mens længden faktisk først figurer på kvindernes ønskeliste som nummer 6 ud af 8.

»Mænd skal vide, at kvinder i langt højere grad kigger på mandens penis i sin helhed fremfor individuelle træk såsom tykkelsen eller længden,« fortæller studiets hovedforfatter, ph.d.-studerende Norma Katharina Ruppen-Greeff fra børnekirurgisk afdeling på University Children’s Hospital Zurich i Schweiz, i en mail til Videnskab.dk.

Dansk forsker: Pikkens ejermand er mere interessant

Ifølge læge og professor i sexologi ved Aalborg Universitet, Christian Graugaard, bekræfter studiet en vigtig pointe, nemlig, at kvinder anlægger en helhedsvurdering, når de bedømmer en mands penis.

Det handler ifølge professoren om hår, pung og hud, og det handler om, hvorvidt kønsorganet virker rent, pænt og velholdt.

»Mange mænd tror fejlagtigt, at penisstørrelsen er altafgørende for potentielle seksualpartnere, men det lader ikke til at være tilfældet. Faktisk kommer længden af kalorius meget langt nede på listen. Kvinderne ser på helheden, og størrelsen er ikke i sig selv interessant. Og så interesserer de sig formentlig først og fremmest for pikkens ejermand, men det har dette studie jo ikke undersøgt,« siger Christian Graugaard.

Kvinder vurderede otte træk ved penisserne

I studiet har forskerne bedt kvinderne om at kigge på billeder af penisser og vurdere vigtigheden af otte træk.

Det drejede sig om:

  • længde,
  • omkreds,
  • placering og form på urinrørets åbning,
  • form på agernet (penishovedet),
  • udseendet af pungen,
  • huden på penis,
  • kønsbehåring og
  • en helhedsvurdering af penissens generelle udseende.

Kvinderne blev bedt om at give betydningen af de forskellige træk karakterer fra fem til ét, hvor ét var ’slet ikke vigtigt’ og fem var ’meget vigtigt’. Efterfølgende lavede forskerne et gennemsnit af karaktererne og rangerede vigtigheden af de forskellige træk.

Generelle udseende er vigtigst

Sådan rangerede kvinderne vigtigheden af de forskellige træk ved en mands penis:

  1. Generelle udseende (Gennemsnitlig karakter 4,06)
  2. Huden på penis (3,89)
  3. Formen på hovedet (3,71)
  4. Pungens udseende (3,69)
  5. Kønsbehåringens udseende (3,60)
  6. Længden på penis (3,54)
  7. Omkredsen på penis (3,46)
  8. Placeringen og formen på urinrørets munding (2,63)

Ifølge Norma Katharina Ruppe-Greeff bekræfter studiet, at størrelsen ikke betyder mest, hvis man spørger de fleste kvinder.

Det bekræfter også, at langt de fleste kvinder nok er tilfredse med størrelsen på deres partners penis, for ellers havde de nok vægtet det højere.

Erfarne kvinder har bedre forståelse af en normal penis

I studiet spurgte forskerne også ind til kvindernes egen seksualitet. Eksempelvis skulle de udfylde spørgeskemaer med spørgsmål omkring deres alder, hvor mange partnere de havde haft, og hvor ofte de dyrkede sex.

Forskerne sammenlignede undersøgelsen med kvindernes bedømmelse af, hvordan 'en normal penis' ser ud.

Resultatet af undersøgelsen viste, at ældre kvinder og kvinder med mange sexpartnere havde en bredere forståelse af, hvordan en normal penis ser ud.

Det skyldes ifølge forskerne formentlig, at kvinderne får et mere realistisk billede af, hvor varierede kroppe kan se ud, jo ældre og mere erfarne de bliver.

Opereret penis blev set som normal

I kvindernes bedømmelse af mandens penis var placering af urinrørets åbning mindst vigtig, hvilket glæder forskerne, da alle mændene var blevet opereret for hypospadi, hvor urinrøret udmunding sidder et forkert sted på penis.

Efter operationen er mange mænd bekymrede for, at deres penis ser unormal ud, men det skal de ifølge forskerne ikke være.

»Placeringen af urinrørets åbning har mindst betydning for kvinder, og desuden kunne de fleste kvinder ikke skelne mænd, der var blevet opereret for mild hypospadi, fra mænd, der var blevet omskåret,« fortæller Norma Katharina Ruppen-Greeff.

Du kan læse mere om mænd og deres penisser i artiklerne 'Kvinder: En stor penis er ikke vigtig' og 'Endelig fastslået: Så lang er en gennemsnitlig penis'.

... Eller følg os på Facebook, Twitter eller Instagram.

Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.


Se den nyeste video fra Tjek

Tjek er en YouTube-kanal om videnskab og sundhed henvendt til unge.

Indholdet på kanalen bliver produceret af Videnskab.dk's Center for Faglig Formidling med samme journalistiske arbejdsgange, som bliver anvendt på Videnskab.dk.