Var leukæmipatienter inspirationen til den moderne vampyr?

Muligvis har du en mørk efterårsaften overvejet, om der var mere sandhed i gamle myter, end vi normalt helst vil tro. Når det gælder vampyrmyterne, har vi et gæt på, hvad denne kerne af sandhed kan være.

Hæmatologer er læger, der beskæftiger sig med at diagnosticere og behandle blodsygdomme, herunder blodkræft, også kendt som leukæmi. Med de arbejdsopgaver er det ikke overraskende, at vampyrer kan blive en del de mere løsslupne samtaler mellem hæmatologer.

I flere år havde nogle af os hæmatologer haft en idé om, at akut leukæmi kunne være forklaringen på de symptomer, der blev beskrevet i klassiske vampyrhistorier.

Det lykkedes os derfor at danne DRACULA-gruppen på Hæmatologisk afdeling, Odense Universitets Hospital.

Vores gruppe fungerende på frivillig- og fritidsbasis, og havde til formål at gennemgå og vurdere symptomerne i de væsentligste vampyrhistorier fra 1800-tallet.

Og det kom der noget skræmmende interessant ud af!

Van Helsing burde have brugt kemo

I modsætning til tidligere undersøgelser havde vi fokus på ofrenes symptomer frem for de overnaturlige vampyrer. Vi har derfor ikke forsøgt at afklare, o­­m en sygdom kunne give inspirationen til folkemyternes vampyrer, men kun om ofrenes symptomer kunne forklares med en sygdom.

På baggrund af vores gennemgang mener vi, at det er meget sandsynligt, at akut leukæmi har været inspirationen for de gotiske vampyrofres symptomer.

Set i det lys skulle Draculas ærkefjende, doktoren Van Helsing, måske have brugt mikroskop og kemoterapi frem for sværd og egetræsspyd i sine bestræbelser på at bekæmpe Dracula.

LÆS OGSÅ: Vampyr: Kan man leve af blod?

Tidlig vampyrlitteratur beskriver ens symptomer

Vampyrhistorier blev populære i 1800-tallets England i den såkaldte gotiske litteratur, hvor det skræmmende og overnaturlige er hovedtemaet, som en modreaktion til samtidens oplysningsideal.

Vampyrfiguren har en af sine første litterære optrædener i novellen 'Vampyren' fra 1819, af John W. Polidori. Men det er først knap 50 år senere i bogen 'Carmilla', af J. Sheridan Le Fanu 1879, og selvfølgelig med 'Dracula' fra 1897 af Bram Stoker, at vampyren rigtigt fik luft under kappen.

De to sidstnævnte bøger bliver ofte set som den moderne litterære vampyrs fødsel og har været definerende for både vampyren og genren i de næste knap hundrede år. Alle bøger blev nærlæst, og hver eneste af ofrenes symptomer blev noteret.

Den tidligste af bøgerne, 'Vampyren' fra 1819, er stadig en næsten ren folkemyte-fortælling, hvor ofrene dør uden nærmere beskrivelse.

Men de to øvrige bøger rummede begge omfattende og overraskende ens sygdomsbeskrivelser.

Dracula-historien har den mest omfattende beskrivelse, hvor især den unge, smukke Lucy Westenras sygeforløb er næsten fuldstændig identisk med ældre lærerbøgers beskrivelser af akut leukæmi.

Otte blege og udmattede vampyrofre

Fra bøgerne kunne vi i alt samle informationer om otte personer, der var blevet angrebet af vampyrer, hvoraf fem af de otte ofre døde i løbet af få uger.

Hos alle otte ofre fandt vi et ret ens beskrevet symptombillede, hvor især bleghed, udmattelse, feber og hudforandringer (muligvis hudblødninger) var meget hyppigt beskrevet. Sygehistorierne blev mere detaljerigt i takt med tiden og den lægelige udvikling.

I 'Dracula' bliver det særligt fremhævet, at det 19-årige vampyroffer Lucy Westenra er »blodfattig og ikke anæmisk (blodmangel)«.

Dette kan lyde selvmodsigende, da anæmi i dag betyder blodmangel. Men i 1800-talet blev anæmi betragtet som en selvstændig sygdom med mange symptomer. Først i starten af 1900-tallet blev det klart, at årsagen til både blodmanglen og de andre symptomer var jernmangel.

I dag betragter vi ikke anæmi som en sygdom, men som et symptom på, at der er noget andet galt i kroppen.

Når det direkte bliver nævnt, at der ikke er tale om 'anæmi anno 1897', så er det med til at styrke vores mistanke om, at forfatterne mente, at den sygdom ofrene led af er noget 'ukendt'.

Se Stinne Tranekær og Dennis Lund Hansen fortælle om arbejdet med vampyrromanerne. (Video: SDU)

LÆS OGSÅ: Fysiker laver lommeregner, der kan udregne risikoen ved en 'vampyrapokalypse'

Kunne det være tuberkulose?

Vi sammenlignede også med flere andre sygdomme – både sygdomme, der var kendte og ukendte, da romanerne blev skrevet.

For eksempel sammenlignede vi sygehistorierne med de klassiske beskrivelser af tuberkulose, en bakteriesygdom, der var udbredt og frygtet på den tid, hvor romanerne er skrevet.

Tuberkulose blev beskrevet før 1840 og ville være velkendt af alle læger i slutningen af 1800-tallet. Men ingen af de læger, der undersøger ofrene i historierne, nævner tuberkulose som en mulighed.

Desuden har tuberkulose en langsom udvikling og har ofte mange luftvejssymptomer som hoste og blodigt opspyt. Alle sygeforløbende i bøgerne er korte med hurtigt udvikling af symptomerne.

På den baggrund mener vi, at tuberkulose er en usandsynlig inspiration.

… eller noget helt andet?

På samme måde sammenlignede vi med den smittsomme bakteriesygdom difteri, vitaminmangelsygdommen pellagra og mangel på blodplader. Disse tre sygdomme har karakteristiske symptomer, som vi ville forvente var beskrevet i romanerne, hvis en af de tre var den rigtige årsag.

Men ikke et eneste af vampyrofrene har nogle af de klassiske symptomer. Samtidig var der symptomer hos ofrene, der modargumenterede de tre sygdomme.

Derfor mener vi heller ikke, at disse tre sygdomme kan være inspirationen.

Vi sammenlignede med yderligere to andre sygdomme, såkaldt myelodysplastisk syndrom, hvor knoglemarven ikke producerer blod så godt som den burde, og en gruppe af sjældne blodsygdomme kaldet trombotiske mikroangiopatier – en tilstand, hvor de røde blodceller bliver revet i stykker, når de flyder igennem de snævreste blodårer.

Vi kunne ikke med fuldstændig sikkerhed udelukke de to sygdomme, blandt andet fordi der ikke er en ordentlig beskrivelse af blodcellernes udsende i bøgerne.

Men forskellige ting, blandt andet tiden fra første symptom til død og den gode effekt af de blodtransfusioner som Lucy får i 'Dracula', taler kraftigt imod dem.

Hvordan kunne Bram Stoker vide noget som helst om akut leukæmi?

Vores bedste bud er, at akut leukæmi har været inspirationen for vampyrofrene, i hvert fald i 'Carmilla' og 'Dracula'.

Hele sygdomsbilledet passer, og akut leukæmi er en så aggressiv sygdom, at det virker helt oplagt at kombinere den med frygt og overnaturlige væsner i den gotiske litteratur.

Men er det sandsynligt, at især Bram Stoker kan have været så inspireret, at han næsten minutiøst har skildret et ægte sygeforløb? Han var ikke læge, og akut leukæmi er en yderst sjælden sygdom; så hvor skulle inspirationen komme fra?

Her er det relevant at nævne, at Bram Stokers bror, William Thornley Stoker, var hjernekirurg, og at de to diskuterede de lægelige elementer i Stokers manuskripter.

Det er meget muligt, at William Stoker har været indblandet i behandlingen af en patient med et forløb som Lucys, og efterfølgende har fortalt om dette til sin bror.

Især er dette sandsynligt, fordi Lucy sent i forløbet udvikler flere forskellige symptomer, der tyder på, at hendes hjerne er påvirket af sygdommen, hvilket kunne være årsagen til, at en hjernekirurg har mødt patienten.

Det samlede sygdomsforløb for akut leukæmi må have været en gave for en forfatter, der ønskede at skrive gyserhistorier. Med sin pludselige start, hurtige udvikling og på det tidspunkt uundgåelige snarlige død, må akut leukæmi have været et oplagt horror-element, hvilket har kaldt på en overnaturlig forklaring på den uforklarede sygdom.

Ud over denne artikels forfattere består DRACULA-gruppen af Claus Werenberg Marcher og Henrik Frederiksen, som også begge er medforfattere på det nye studie, som denne artikel bygger på.

LÆS OGSÅ: En ægte vampyrs bekendelser: Sådan lever jeg af blod

LÆS OGSÅ: Fremskridt i behandling af blodkræft gavner mest de højtuddannede