Vampyr: Kan man leve af blod?
En historie om en 19-årig dansker fra Vejle, som påstår at være vampyr, har fået Videnskab.dk til at undre sig over, om mennesker rent faktisk kan leve af blod. Her kan du læse det overraskende svar.

»Min fysiske tilstand bliver meget bedre, smerterne i mine muskler forsvinder. Jeg bliver energisk, og jeg kommer også til at se sundere ud. Normalt siger folk, jeg ser meget syg ud,« siger Cameron Frost til Lokalavisen Vejle. Det er dog ikke den 19-årige, der ses på billedet her. (Foto: Shutterstock)

»Min fysiske tilstand bliver meget bedre, smerterne i mine muskler forsvinder. Jeg bliver energisk, og jeg kommer også til at se sundere ud. Normalt siger folk, jeg ser meget syg ud,« siger Cameron Frost til Lokalavisen Vejle. Det er dog ikke den 19-årige, der ses på billedet her. (Foto: Shutterstock)

Vampyrerne i film og bøger kan ofte tømme et menneske for dets cirka fem liter blod, og så har de fået stillet deres tørst.

De vampyrer findes heldigvis kun i film- og bogverden, men her er der til gengæld også rigeligt med eksempler på dem, for eksempel i de populære TV-serier True Blood og Vampire Diaries samt i den storhittende Twilight-saga.

Men Lokalavisen Vejle kunne 19. august 2014 fortælle, at en dansk vampyr var troppet op på redaktionen for at fortælle om det danske vampyrliv.

I artiklen kunne den unge Cameron Frost blandt andet berette, at blod er en nødvendighed mindst én gang om ugen for den 19-årige.

Vi ringede derfor straks til det mest oplagte sted i Danmark, når det kommer til blod - nemlig Blodbanken på Rigshospitalet - for at få svar på spørgsmålet: Kan man leve af blod?

»Det har sammensætning som en rød bøf«

Tanken om at skulle spise eller drikke blod er måske ikke umiddelbart så tiltalende, men ifølge en overlæge på Rigshospitalet er det ikke umiddelbart skadeligt at få lidt blod indenbords. Blod indeholder nemlig meget næring.

»I få dråber blod er der ikke vitaminer eller næring nok til andet end en myg. Men man kan godt indtage 1–1,5 liter blod om dagen og så være dækket godt ind med kulhydrater, proteiner og fedt. Det har lidt sammensætning som en rød bøf,« siger Morten Bagge Hansen, der er klinikchef ved Blodbanken og overlæge ved klinisk Immunologisk Afdeling på Rigshospitalet og tilføjer:                                                           

»Blod er ganske nærende, for eksempel i form af blodpølse. Blod består halvt af væske, og den anden halvdel er blandt andet proteiner, som kan opbygge celler. Det betyder i princippet, at der er nok bestanddele i blodet til, at man kan leve af det,« siger Morten Bagge Hansen.

Men selvom blod er nærende, så kan man godt komme i ernæringsvanskeligheder, hvis man ikke ernærer sig af andet, pointerer Morten Bagge Hansen.

»Man kan kun leve af blod i en vis tid. På et tidspunkt kommer man til at mangle C-vitamin og andre vitaminer,« siger han og fortæller, at det er svært at sige præcist, hvor længe man kan leve af blod. 

Det er ikke farligt at leve af blod

Fakta

Blod består af cirka 45 procent røde blodlegemer og cirka 54 procent plasma, som primært består af vand. De hvide blodlegemer udgør under én procent af blodet.

Blodet er hjemsted for koagulationssystemet, som sørger for at stoppe skader på blodkar. Det betyder, at hvis du laver en rids i huden for at suge blod, så stopper blødningen hurtigt på grund af koaguleringssystemet.

Én liter blod svarer til cirka to måltider.

Kilde: Den Store Danske og overlæge Morten Bagge Hansen

Så man kan faktisk godt leve af blod, i hvert fald i et stykke tid - men er det ikke farligt i længden?

Egentlig ikke, mener Morten Bagge Hansen.

»Blod er meget rent – som udgangspunkt. Der er ikke ret mange bakterier og virus i det, selvom man selvfølgelig kan bære på virus som HIV og leverbetændelse.«

»Men hvis du suger blod fra en anden, så er det ikke lige så smitsomt som at få det ind i blodårerne, da der er nogle enzymer og andre faktorer i dit spyt, som gør, at mange virus i blodet har svært ved at overleve i mundhulen og mavesækken.«

»Typisk blod-virus skal direkte ind i blodårerne for at smitte,« siger Morten Bagge Hansen.

Du behøver ikke drikke mennesker

Hvis du sidder med ønsket om at forsøge dig med en spartansk blod-diæt, men ikke har den store lyst til at dræbe mennesker, skal du ikke give op på forhånd: Det er nemlig lige meget, om det er menneskeblod eller dyreblod, man drikker eller spiser, fortæller overlægen.

19-årige Cameron Frost giver i øvrigt det gode råd, at man skal holde sig fra at bide i halsen, da det er der, hovedpulsåren sidder. Derfor bider den unge vampyr selv kun i andres skulder.

Skulle du selv skulle have et spørgsmål, som du vil have videnskaben til at besvare, så send os en e-mail på sv@videnskab.dk.

Hvis du bare gerne vil have en lækker T-shirt fra Videnskab.dk, kan du selv købe den her.

... Eller følg os på Facebook, Twitter eller Instagram.

Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.


Se den nyeste video fra Tjek

Tjek er en YouTube-kanal om videnskab og sundhed henvendt til unge.

Indholdet på kanalen bliver produceret af Videnskab.dk's Center for Faglig Formidling med samme journalistiske arbejdsgange, som bliver anvendt på Videnskab.dk.