Kort nyt

Kort nyt

Med 'Kort nyt' får du overblik over nyheder fra forskningens verden. De mest interessante begivenheder og fund - kort fortalt.

Videnskab.dk's redaktion udvælger og resumerer det mest spændende, andre troværdige medier og forskningsinstitutioner har bragt.

Husk dog vores guide til kritisk læsning af nyheder om forskning og især rådet om, at et enkelt, nyt forskningsresultat aldrig kan rumme den endegyldige sandhed.

Det er derfor en god idé at holde sig for øje, hvad anden forskning på området viser, og vi henviser altid til den oprindelige kilde, så du kan dykke yderligere ned i detaljer og forbehold.

Syge HPV-piger var oftere ramt psykisk inden vaccination

Annonce:

Piger, der oplever gener ved HPV-vaccinen, har oftere haft kontakt til psykiatrien end piger, der ikke oplever gener.

Det skriver Ritzau i en artikel publiceret på DR.dk.

Pigerne, der har oplevet problemer efter vaccinen, har oftere været ved lægen, ligesom 29 procent af dem har indløst recepter på psykiatrisk medicin i de 5 foregående år. Det kan for eksempel skyldes angst eller depression.

Blandt de piger, der ikke har oplevet problemer, har 17 procent indløst en recept på psykiatrisk medicin.

»Studiet kan være med til at vise, at der kan være andre faktorer end vaccinen, der spiller en rolle. Mange af de henviste piger skilte sig allerede ud, inden de blev vaccineret,« siger Tina Lützen, der er ph.d.-studerende ved Aarhus Universitet og hovedforfatter bag studiet til Ritzau.

Ifølge forskerne må grunden, til at pigerne oplever gener, skyldes andet end vaccinen, for ellers ville mange flere opleve problemer bagefter.

Nyheden bygger på et studie lavet af forskere fra Aarhus Universitet. De har undersøgt 1.496 piger, der har været henvist til et af landets 5 HPV-centre, der behandler symptomer, som kan skyldes vaccinen. Det kan være svimmelhed, lammelser og hovedpine.

Annonce:

Nyheden lægger sig op ad en undersøgelse lavet af Statens Serums Institut, der blev udgivet sidste år. Den viste indikationer på, at pigerne, der oplever gener, allerede havde symptomer på sygdomme inden vaccinen. Den kan du læse mere om hos Politiken her.

I sidste uge kom det også frem, at mexicanske forskere havde fundet alvorlige bivirkninger ved HPV-vaccinen. Danske forskere mente dog, at studiet var tæt på videnskabelig uredelighed. Det kan du læse mere om i Videnskab.dk's artikel her.

Det nye studie er publiceret i tidsskriftet Clinical Epidemiology.