Har du også altid mere ret end din kæreste? Og er dit verdensbillede mere sandt end alle andres i din vennegruppe?
Så er du muligvis blevet ramt af en ordentlig omgang kognitiv bias.
Forskningen i kognitive bias viser blandt andet, at vi fordrejer eller farver for eksempel videnskabelige fakta, så de passer med vores værdier, ideologi og politiske holdninger.
I anledning af Folketingsvalget dykker ‘Brainstorm’ ned i fænomenet.
'Brainstorm' er Videnskab.dk’s nyeste podcast-satsning.
'Brainstorm' kommer til at bestå af 45 episoder om hjernen, der udkommer på mandage i hele 2019.
Værterne er podcastredaktør Jais Baggestrøm Koch og journalist Asbjørn Mølgaard Sørensen.
'Brainstorm' er sponsoreret af Lundbeckfonden, men Videnskab.dk bestemmer indholdet og har fuld redaktionel frihed.
Forskerne, der hjælper os med at forstå, hvorfor vi ikke altid tænker lige rationelt, er:
- Bjørn Gunnar Hallsson, postdoc ved Institut for Medier, Erkendelse og Formidling på Københavns Universitet
- David Budtz Pedersen, professor MSO ved Institut for Kommunikation og Psykologi på Aalborg Universitet
LÆS OGSÅ: Hvorfor tror vi mest på fakta, der matcher vores holdninger?
Anerkend din egen bias
Postdoc Bjørn Gunnar Hallsson giver blandt andet et råd til, hvordan man kan øve sig til at blive mere neutral.
»Det bedste råd er, at man skal anerkende, at det ikke kun er andre, men også en selv, der i mange tilfælde er biased,« fortæller Bjørn Gunnar Hallsson og tilføjer:
»Derfor kan man udnytte ens omgangskreds og finde nogle, der er biased i en anden retning, så man kan belyse hinandens blinde vinkler,« fortæller han.
I podcasten kan du også høre mere om, hvordan debatten om klimaforandringerne især er sårbar over for fænomenet, samt hvordan politikere kan opleve fakta helt forskelligt.
LÆS OGSÅ: Klimaskeptikere er ikke dumme, de har bare andre værdier