I starten af 1800-tallet præsenterede den belgiske astronom og statistiker Adolphe Quetelet (1796-1874) verden for regnestykket vægt / højde². Udfyldelsen af formlen kunne angive, om et hvilket som helst menneske er under-, normal- eller overvægtig.
Den er siden blevet kendt som BMI (Body Mass Index) og bruges stadig i vid udstrækning i dag ved sundhedstjek, hos forsikringsselskaber og til træning.
Men ikke meget længere, hvis det står til Ridhima Pal.
»Det er en forældet og ukorrekt metode at vurdere et menneskes sundhed på. Formularen, der blev etableret i 1800-tallet, er biased, da den ikke tager højde for forskellene i den biologiske kvindes anatomi, forskellige aldersgrupper og forskellige etniciteter,« fortæller den 17-årige gymnasieelev.
\ Sådan udregnes BMI
Body Mass Index (BMI) er vægt i kilo / (højde × højde i meter).
Det tal, du ender på, angiver – med visse individuelle undtagelser – hvorvidt din vægt er inden for normalen:
- Under 18,5: Undervægtig
- 18,5-25: Normalvægtig
- 25-30: Overvægtig
- Over 30: Svært overvægtig
Igennem de seneste to år har hun interesseret sig for, hvordan vi måler kroppens sundhed, og hvad forskningen på området siger.
»Jeg har rakt ud til et utal af forskere, lavet spørgeskemaundersøgelser og generelt indsamlet data for at blive klogere på det her emne.«
I slutningen af april førte hendes hårde arbejde så til en foreløbig milepæl: Hun fik hovedprisen for seniorer (elever på ungdomsuddannelser) til årets Unge Forskere-konkurrence.
Det betyder – udover en samlet pris på 25.000 kroner – at hun nu skal ud i verden og repræsentere Danmark til internationale forskerkonkurrencer for unge.
BMI er ikke lig med sundhed
Videnskab.dk møder Ridhima Pal på Copenhagen International School i Nordhavn, hvor hun har sin daglige gang. En engelsksproget privatskole for elever i både grundskole og ungdomsuddannelse, som også har Andreas Mogensen blandt sine alumner.
Ridhima er indisk og har boet i både USA og England, inden hun kom til Danmark for tre år siden med sine forældre, der beskæftiger sig med henholdsvis kemi og ingeniørskab.
I England oplevede hun fra en ung alder at blive stemplet som overvægtig af sundhedssytemet, der brugte BMI til at vurdere elevernes generelle sundhed.
»Mine vesteuropæiske venner blev stemplet som ‘sunde’, mens jeg var ‘overvægtig’, selvom vi havde samme kropsbygning og de samme atletiske evner. Det påvirkede mit syn på egen krop i mange år.«
I Danmark blev hun henvist til Center for Børn og Unges Sundhed, hvor hun mødte en diætist, der var kritisk over for at skulle basere hendes diagnose ud fra BMI-formularen.
»Vi kom til at tale om fedtprocent og BMI, og diætisten sagde til mig, at min BMI altså ikke sagde noget om min sundhed,« fortæller Ridhima, der også spiller badminton på eliteniveau.
»Efter at have snakket med de andre kvindelige atleter med sydasiatisk afstamning opdagede jeg, at vi alle havde haft samme oplevelse. Der var ingen tvivl om, at vi var sunde, da vi trænede badminton på eliteniveau. Dog kategoriserede BMI-formularen os som ‘overvægtige’.«
Hun begyndte derfor som led i sit afgangsprojekt fra 10. klasse at dykke dybere ned i den forskning, der allerede er lavet om BMI.
Det førte hende til en ny konklusion: Andelen af kroppen, der udgøres af fedt, er langt mere retvisende end BMI.
Udfordret af professor
Ridhima rakte efterfølgende ud til en række eksperter for at stille dem spørgsmål om deres forskning i BMI og sundhed.
En af de få, der svarede på hendes forespørgsel, var professor Steven B. Heymsfield. Han forsker i stofskifte og kropsbygning på Pennington Biomedical Research Center i USA og er desuden ernæringskonsulent ved Harvard Medical School.
Han husker tydeligt de første samtaler med Ridhima.
»Hun var meget vidende og vedholdende i sine spørgsmål, især om BMI i forhold til forskellige etniciteter,« fortæller han over en Zoom-forbindelse fra sit hjem i Californien.
»Hun havde en dyb indsigt i emnet og hele BMI’s historik, som går langt over, hvad man kan forvente af en teenager.«
Ligesom en stor del af sundhedsforskere verden over de seneste år er Steven B. Heymsfield kritisk over for brugen af BMI – men ikke udpræget modstander.
»Der er en voksende idé om, at vi skal genoverveje brugen af BMI som målestok. Det er jeg grundlæggende enig i. Men BMI er en god start i diagnosticeringen, for de fleste med en høj BMI er trods alt overvægtige,« forklarer professoren.
Det lod han også Ridhima vide under det videomøde, de holdt sammen tidligt i processen.
»Det var selvfølgelig lidt nervepirrende,« husker Ridhima Pal, der dog gerne vil understrege, hvor meget hans konstruktive kritik har betydet for hende.
Som modargument kunne hun blandt andet henvise til et amerikansk studie, der havde været afgørende for at opbygge hendes hypotese. Det viser blandt andet forskelle i kropsfedtprocenter hos personer af forskellige etniciteter med samme BMI. Det førte hende frem til konklusionen, at visse etniciteter har udviklet højere fedtprocenter efter lange perioder med kolonialisme og hungersnød.
»Det skyldes, at ekstreme forhold såsom sult ændrede deres kroppe over tid, hvilket forårsager et problem for sydasiater og østasiater, da deres høje kropsfedt er mindre kompakt end muskelmasse. Derfor fejldiagnosticeres de som sunde med BMI-formlen, da de har en lavere vægt. Det er meget forskelligt fra diagnosen hos mennesker af vestlig afstamning.«
»Det var mit hovedargument, som jeg præsenterede for Dr. Heymsfield. Der holdt han en pause og sagde, at det havde jeg ret i, og det ville han gerne blive klogere på. Så han hjalp mig efterfølgende med at udvikle et spørgeskema, jeg kan bruge til at samle data fra forskellige etniciteter.«
Siden har professoren også delt egen forskningsdata og gode råd med Ridhima løbende i processen.
»Uden hans hjælp og måde at udfordre mig på var jeg slet ikke nået hertil,« fremhæver hun en ekstra gang.
Dansk professor: Ridhima har en pointe
Videnskab.dk har delt Ridhima Pals rapport med Jens Meldgaard Bruun, der er klinisk professor på Aarhus Universitet og overlæge på Steno Diabetes Center Aarhus.
Han er generelt imponeret over den 17-åriges forskningsarbejde.
»Hun har lavet en meget fin og grundig litteraturgennemgang af forskningsområdet. I betragtning af hendes alder har hun nogle meget fine og relevante pointer om BMI’s styrker og begrænsninger.«
Jens Meldgaard Bruun bruger selv BMI som redskab i sit arbejde, da det »er et godt arbejdsredskab og screeningsværktøj.«
»BMI er hurtigt og nemt at anvende, og det giver et ret godt estimat af personens risikoprofil. Af samme grund er det også effektivt på befolkningsniveau,« forklarer han.
Det er også ofte på baggrund af BMI-tal, at han får henvist patienter.
Men når det så er sagt, er han enig i flere af Ridhima Pals pointer.
»Hun har fuldstændig ret i, at BMI har begrænsninger og svagheder på individniveau. Det er rigtigt, at både fedtmassen, muskelmasse, mængden af vand i kroppen og så videre kan og bør spille ind på den mere individuelle vurdering.«
En lys fremtid
Sejren i Danmark har blandt andet medført, at Ridhima Pal skal til EM i science, European Union Contest for Young Scientists, i Polen.
Derefter skal hun til VM ved Regeneron International Science and Engineering Fair i Los Angeles og præsentere sin forskning.
»Jeg er virkelig taknemmelig for Danmark, for uden de fantastiske muligheder i dette land ville jeg ikke have haft den stemme og platform. Jeg er så stolt over at repræsentere Danmark internationalt.«
Men selv uden de internationale konkurrencer har hun fået en masse ud af sin danske sejr.
»Lærerne og eleverne her på skolen har lykønsket mig, og mine venner har ringet og sagt ‘hey, har du set, at de skriver om dig i det og det medie?’«
Den største kadeau kom dog et par dage senere, fortæller hun:
»Der kom en ung, indisk pige hen til mig og spurgte, om jeg var Ridhima Pal. Hun ville bare fortælle mig, hvor meget jeg havde inspireret hende. Nu ville hun også forfølge en karriere inden for biomedicin. Det var alligevel det største.«
Dermed kan de to spirende forskere ende med at blive kolleger, for Ridhima er også overbevist om, at hendes fremtid er i forskningens verden.
»Jeg elsker fysik, og det ville være vildt spændende at kombinere fysikkens discipliner med biomedicin. Så det ville være fantastisk at blive biomedicinsk ingeniør. Men altså, alt inden for akademia fascinerer mig.«
Steven B. Heymsfield er slet ikke bekymret for Ridhimas fremtid efter at have lært hende at kende.
»Hun går en lys fremtid i møde. Hun ville passe godt ind på både danske og amerikanske universiteter, og med de store biotech-virksomheder, der er i Danmark, er jeg sikker på, at der sidder nogle chefer og holder nøje øje med hendes karriere,« siger den amerikanske professor.

































