Skal vi gentænke det danske vaccinationsprogram for børn?

En besked tikker ind på Aula: Dit barn skal vaccineres i næste uge, og det foregår på skolen. Du behøver ikke gøre noget – medmindre du ønsker, at vaccinationen ikke skal finde sted.

For nogle forældre vil beskeden være en lettelse, fordi det sparer dem for den mentale byrde, der er forbundet med at få sit barn vaccineret.

For andre vil beskeden opfattes som en trussel mod retten til selv at bestemme for sit barn.

I Danmark er der generelt god tilslutning til børnevaccinationsprogrammet, men på visse områder ligger vi stadig under det niveau, WHO anbefaler (eksempelvis HPV-vaccinen).

Derfor anbefaler Sundhedsstyrelsen, at der stadig gøres en indsats for at højne vaccinationstilslutningen – til gavn for både individer og samfund.

Spørgsmålet er, hvordan man når derhen? En mulig løsning kunne være at indføre et såkaldt opt-out program, hvor børn automatisk modtager vaccination i skolen eller børnehaven, hvis ikke forældrene aktivt vælger det fra.

Men er det etisk forsvarligt? Den problemstilling har vi behandlet i en videnskabelig artikel, som er udgivet i tidsskriftet Bioethics.

Retten til selvbestemmelse – og pligten til at tage hensyn

Før man indfører et nyt program, er det vigtigt at diskutere, hvilke etiske hensyn der er på spil, og hvordan disse kan balanceres.

Vores studie fokuserer på afvejningen mellem forældres ret til at træffe vaccinationsbeslutninger på børnenes vegne på den ene side og deres forpligtelser over for andre i samfundet på den anden side.

I Danmark har forældre autoritet til at træffe beslutninger om vaccination på vegne af deres mindreårige barn. Det er derfor vigtigt, at et vaccinationsprogram ikke krænker denne autoritet, hvis det skal være etisk forsvarligt.

Gør et opt-out-vaccinationsprogram det?

Tre grunde til, at programmet ikke krænker forældres autoritet

For det første gælder det både for et opt-in- og et opt-out-program, at forældre frit kan vælge vaccination til eller fra. Den eneste forskel er, om man aktivt skal gøre noget for at få sit barn vaccineret – eller for ikke at få sit barn vaccineret.

For det andet er opt-out-programmer ikke mere manipulerende end opt-in. Det er ellers en kritik, der ofte rammer denne type programmer, blandt andet fordi de udnytter menneskers såkaldte ‘status quo-bias’. Det vil sige folks tendens til at vælge den nuværende tilstand eller situation (status quo) frem for at ændre adfærd.

Hvis udgangspunktet for vaccinationsprogrammet ændres til, at barnet bliver vaccineret ved fraværet af forældrenes ’nej’, er der en vis sandsynlighed for, at barnet bliver vaccineret, uden at forældrene egentlig har taget stilling til, om det er det, de ønsker.

Men præcis samme kritik kan rejses imod opt-in-programmer, der også involverer et udgangspunkt: At barnet ikke bliver vaccineret.

Dette leder os til vores tredje begrundelse: Hvorfor skulle forældre, der ikke ønsker at få deres barn vaccineret, have en særlig ret til, at deres præference er udgangspunktet i vaccinationsprogrammet?

Så længe forældre sikres friheden til at vælge, er det vel op til designeren af valgstrukturen (i det her tilfælde staten) at bestemme, hvad udgangspunktet skal være?

Og når flest forældre i Danmark har en klar præference for, at deres barn skal vaccineres, bør det så ikke være udgangspunktet?

Vaccination hjælper også andre børn

For de fleste vaccinationer gælder det, at de ikke kun beskytter det vaccinerede barn, men også andre i samfundet.

Et ikke-vaccineret barn kan smitte andre, der ikke har opnået fuld immunitet. For eksempel fordi man er for lille til at blive vaccineret eller ikke er vaccineret af andre medicinske grunde.

Hensynet til at beskytte andre giver en stærk moralsk forpligtelse til at få sit barn vaccineret, da det kan være med til at forebygge svær sygdom hos andre.

Det er dog et hensyn, der skal balanceres imod forældres autoritet til at vurdere, hvad der er bedst for deres eget barn, og de personlige omkostninger, der kan være forbundet med at få sit barn vaccineret mod sin vilje.

Blandt andet derfor argumenterer vi ikke for, at den moralske forpligtelse til at lade sit barn vaccinere kan retfærdiggøre stærkere tiltag som for eksempel tvungen vaccination.

Men den giver anledning til at gentænke det nuværende vaccinationsprogram.

Implementering kræver flere overvejelser

Vores studie peger på to etiske hensyn (forældrenes ret til at vælge og hensynet til andre).

Men før en mulig implementering af det foreslåede vaccinationsprogram er der en lang række andre overvejelser, der skal undersøges.

Er det økonomisk forsvarligt? Praktisk muligt? Og vil stærke negative reaktioner i befolkningen skabe mistillid til vaccinationsprogrammet?

Og kan vi indføre programmet på en måde, der ikke skaber socialt pres på de forældre, der ønsker at vælge en vaccine fra?

Samtidig er det nok heller ikke relevant at indføre et nyt program for alle vacciner, da nogle gives, før barnet starter i daginstitution, mens andre nemmere vil kunne integreres i den eksisterende ordning hos sundhedsplejen i skolen.

Der altså stadig et stykke vej til, at vaccination bliver et emne på Aula.