Nye COVID-19-tal: Det undgik vi ved at lukke ned

Det var en helt uhørt situation, da landet lukkede ned 11. marts 2020. Vores frie bevægelighed og fysiske samvær blev begrænset af en 'pakke af restriktioner':

Lukning af restauranter, skoler og grænser, forsamlingsforbud, hjemmearbejde, hygiejneanvisninger. Senere fulgte også maskebrug, massetests og kontaktopsporing.

Folketinget har bedt om en udredning af indsatsen mod COVID-19.

Virkede det? Var det pengene værd? Ville vi gøre det igen set i bagklogskabens knivskarpe lys?

Her vil vi vise, hvordan pakken af restriktioner virkede i sin helhed. Spørgsmålet om de enkelte komponenters betydning er langt mere indviklet og må henvises til mere akademiske studier.

Nye data viser, hvad der kunne være sket i Danmark

I den danske debat har vi haft meget fokus på 'det lykkelige Sverige' – et åbent samfund, som alligevel ikke blev voldsomt hårdt ramt af pandemien.

Det er ikke nyttigt, hvis man vil forstå epidemiens mulige konsekvenser for Danmark. Både Sverige og Danmark havde nemlig effektiv epidemi-kontrol takket være adfærdsændringer, som vi skal se.

Vi skal lidt længere ud i verden for at dokumentere, hvad der skete i lande, hvor myndighederne ikke fik lukket ned.

Faktisk viser det sig, at alle de vesteuropæiske lande, vi normalt sammenligner os med, forhindrede pandemien i at nå sit fulde omfang.

De nærmeste lande med utilstrækkelig epidemikontrol finder vi i Østeuropa.

Indtil nu har det været vanskeligt at arbejde med østeuropæiske forhold, fordi landene havde en lav testaktivitet, som umuliggør anvendelsen af de traditionelle statistikker for antal positive tests og antal COVID-dødsfald.

I dag har vi imidlertid nye empiriske data, der viser, hvad der skete – også i lande uden effektiv kontrol og massetests.

De nye data stammer fra serologiske undersøgelser (kortlægning af forekomsten af antistoffer i blodprøver) og overdødelighedsberegninger.

Disse data er af tekniske årsager først blevet tilgængelige nu.

Vi vender senere tilbage til Sverige, som viser os en anden måde at italesætte og opnå social afstand, som vi måske kan lære af.

60 procent blev smittet i de tidlige dage i Norditalien

Inden vi går til Østeuropa, vil vi skitsere, hvad vi ved fra hjemlige observationer.

Pandemiens dødelige potentiale – som vi i vidt omfang undgik herhjemme – kunne iagttages i fjernsynet tidligt i marts 2020. Her blev byer i Norditalien taget på sengen af den nye virus og gik i knæ med fyldte hospitaler og lighuse.

Nu ved vi fra et serologistudie, at 60 procent af befolkningen i Bergamo blev smittet i den første bølge (læs mere om serologi i faktaboksen længere nede). Omkring 0,5 af de smittede døde, men med så mange smittede på én gang var antallet af døde katastrofalt højt.

Kunne katastrofen i Norditalien være sket i Danmark? Vi kan se fra serologistudier og rapporterede COVID-dødsfald, at i Danmark døde 0,5 procent af de smittede i første bølge – ligesom i Bergamo.

Men var over halvdelen af befolkningen i Danmark virkelig blevet smittet, hvis vi ikke havde reageret? Det viser matematiske modeller.

21.000 danskere kunne være døde i første bølge

I dag kan vi også fremvise empirisk evidens for, at det ville være tilfældet. Empirien kom med Omikron-bølgen, hvor 70 procent af danskere blev smittet i januar-marts 2022.

Næsten alle adfærdsbegrænsninger var ophævet på det tidspunkt, og den udbredte Omikronsmitte skyldtes, at immunitet fra vaccine eller tidligere infektion ikke beskyttede mod infektion og mild sygdom eller mod at sprede infektionen, men stadig mod hospitalsindlæggelse og død.

Studier viser, at Omikron-varianten kun var lidt mere smitsom end den oprindelige Wuhan-variant. Vores oplevelse af, at Omikron var mere smitsom end Delta-varianten, skyldes, at vaccinerne beskyttede mod Delta.

Med andre ord: En ukontrolleret Wuhan-epidemi ville have været omtrent af samme omfang som Omikron. Den samlede størrelse af en epidemi afhænger kun lidt af den præcise smitsomhed.

For med kontakttal over 2,5 lander man altid med en epidemi på over 70 procent.

Der er med andre ord evidens for, at cirka 70 procent af danskerne ville være blevet smittet i løbet af pandemiens første år uden tiltag.

Med 0,5 procent dødelighed svarer det til 21.000 dødsfald i Danmark under første bølge. Dertil kommer, at vi i dag ved, at Danmark i det følgende år yderligere ville været ramt af en Alpha-bølge og re-infektioner inden vaccinernes ankomst.

Enorm forskel mellem Øst- og Vesteuropa

Ovenstående er, selvfølgelig, et overslag. Nu fem år senere har vi bedre data og kan vise, hvad der skete i lande, som ikke lukkede ned.

Fra serologistudier ved vi, hvor mange der blev smittet i forskellige lande.

Og fra nationale dødsstatistikker (alle dødsfald, fordelt på alder) helt frem til 2024 kan man nu mere akkurat bestemme landenes overdødelighed i pandemi-perioden.

Overdødelighedsberegningerne er baseret på tidsserie-analyser af mere detaljerede data (ugentlige dødsfald per aldersgruppe) og kræver, at data også er til rådighed for årene efter pandemiens afslutning.

De forbedrede overdødelighedsberegninger og serologistudier viser samstemmende en enorm forskel mellem, hvad der skete i Øst- og Vesteuropa.

Serologistudier viser, at kun cirka 10-20 procent af vesteuropæerne var blevet smittet inden vaccinerne blev tilgængelige i stort tal i sommeren 2021.

Tallet var cirka 60 procent for østeuropæere (se faktaboksen om serologi herover).

Ungarn og Bulgarien viser, hvad der kunne være sket

Hvor Vesteuropa ligesom Danmark havde nedlukninger, som forhindrede en ukontrolleret epidemi, var situationen anderledes i mange østeuropæiske lande.

Her begyndte man med grænselukninger og andre tiltag, men i løbet af efteråret 2020 fik pandemien nærmest frit løb.

Mange østeuropæiske lande oplevede en pandemi, som ligner den, vi ville have set i Danmark uden nedlukningerne – eller som Bergamo oplevede i det tidlige forår 2020.

Vi vil her fremhæve to lande, Ungarn og Bulgarien, hvor vi nu har pålidelige data for COVID-19-overdødelighed.

Tallene viser, at frem til juli 2021 var cirka 0,45 procent af bulgarerne og 0,3 procent af ungarerne døde af COVID-19.

I løbet af hele pandemi-perioden 2020-2022 døde 1 procent af bulgarerne og cirka 0,6 procent af ungarerne af COVID (se forskellen for at forstå forskellen).

Overdødeligheden i vesteuropæiske lande er typisk kun 1/3 af det, der blev set i Østeuropa.

Langt fra kun de ældste, der døde

Man kan spørge sig selv – var det ikke bare de ældste, som døde? Dem, som alligevel kun havde få måneder af livet tilbage?

Det er sandt, at i Danmark ramte næsten alle de 8.000 corona-dødsfald de ældste; gennemsnitsalderen var ~80 år. Men i andre lande, hvor smitten var omfattende, var det langt fra kun de ældste, der døde.

I Ungarn forårsagede pandemien tre store ’buler’ i overdødeligheden i løbet af 2020-2021 – og ikke kun blandt ældste:

I aldersgrupperne 50-59 og 60-69 døde henholdsvis 3.000 og 8.000 (se faktaboksen om dødelighed efter næste afsnit)

Da Ungarns alderssammensætning ligner den danske, svarer det til 10.000 dødsfald blandt danskere i 50’erne og 60’erne, hvis vi havde ladet epidemien køre frit.

Omfanget af smitte er det afgørende parameter

Når vi præsenterer omfanget af den østeuropæiske overdødelighed, bliver vi ofte mødt med indvendinger om, at den høje dødelighed kan forklares med dårligere levevilkår og derved en større risiko for at dø af COVID.

Der er ikke meget belæg for den påstand i data: Når vi ser på risikoen for at dø, hvis man er blevet smittet, er den nemlig cirka 0,5 procent i alle lande med en aldrende population som i Europa.

Det samme er tilfældet i USA. Det er fortrinsvist omfanget af smitte, som afgør, hvor mange der dør.

Den høje dødelighed blandt 50-69-årige hænger antageligt sammen med manglende hospitalsbehandling.

I denne gruppe blev overlevelseschancerne nemlig markant forøget, hvis hospitalsbehandling var tilgængelig. Men ville danske hospitaler have kunnet klare så mange alvorligt syge?

Hele idéen med Heunickes berømte røde og grønne kurver var netop at undgå en situation, hvor vi ikke kunne behandle alle.

Myten om det lykkelige og frie Sverige

Den hjemlige debat har i høj grad fokuseret på Sverige, hvor man let får det indtryk, at svenskerne levede frit og lykkeligt og alligevel fik en mild epidemi: At Sverige ved sit eksempel viser, at alle andre overreagerede.

I marts 2020 greb de svenske myndigheder som bekendt situationen helt anderledes an.

I de første tre uger gjorde myndighederne ikke meget. Først omkring 1. april blev der blandt andet indført forbud mod store forsamlinger; gymnasier og universiteter blev lukket, og ordlyden i anbefalingerne blev skærpet.

Denne forsinkelse på 3 uger ses tydeligt i forårets 5.000 COVID-19 dødsfald, mens vi i Danmark havde få.

Senere blev graden af tiltag i Sverige meget lig den danske. Det kan ses i den internationale database over myndighedsforanstaltninger, Oxford Stringency Index (se figur i faktaboksen nederst).

Af indekset fremgår det, at efter forskellig start iværksætter Sverige og Danmark næsten samme niveau af tiltag fra medio april 2020.

Indekset bygger på et sæt stort sæt af parametre, der måler både påbud og henstillinger. En diskussion om forholdet mellem påbud og henstillinger i de to lande følger i næste afsnit.

Den vellykkede svenske kontrol ses i serologistudier, som viser, at kun 20 procent af svenskerne blev smittet op til sommeren 2021.

Svenskerne reagerede på anbefalinger og henstillinger

Hvordan kan det mon være, at tilgangen til epidemihåndteringen opleves så forskelligt i de to lande?

Den væsentligste forskel synes at være, at svenskerne fik anbefalinger og henstillinger, mens danskerne fik påbud.

Befolkningerne i de to lande reagerede nogenlunde på samme måde, og dermed opnåede begge lande tilstrækkelig social afstand til at holde epidemien under kontrol.

Den svenske pandemi-evaluering fremhæver anbefalingsstrategien som et meget positivt aspekt af deres håndtering.

At de svenske henstillinger virkede, kan man se på Google Mobility Index, som viser ændringer i befolkningens kontaktmønster, baseret på hvordan mobiltelefonerne flyttede sig rundt.

Google-indekset viser, at svenske mobiltelefoner befandt sig mere i hjemmet under pandemien end de gjorde tidligere – og at ændringen er af samme omfang som i Danmark (se faktaboksen nederst).

Sagt på en anden måde: Svenskerne var lige så fysisk isolerede som danskerne og benyttede sig lige så meget af distancearbejde.

De to adfærdsmålinger og serologistudiet viser samstemmende, at epidemien i Sverige var under kontrol, og at der blev opretholdt social afstand som i Danmark – efter den dårlige start.

Den store forskel ligger i, at svenskerne blev bedt om at blive hjemme, mens danskerne fik ordre om at blive hjemme.

Set fra et personligt frihedsperspektiv er der meget stor forskel på et påbud og en anbefaling.

Men set fra et smittesprednings-perspektiv er det uden betydning, om den sociale afstand opretholdes efter opfordring eller efter påbud.

Myten om det åbne Sverige er altså opstået, fordi vi i Danmark forveksler den bløde svenske kommunikationsform med, om folk levede et friere liv.

Man skal bare gøre sig klart, at den svenske tilgang ikke betyder, at svenskerne havde mere fysisk kontakt med hinanden, end vi havde i Danmark.

Den største forskel: Skolerne lukkede ikke for de mindste

Og svenskerne betalte faktisk en pris for deres strategi: I løbet af pandemiens første år døde cirka 14.000 svenskere af COVID-19 i 2 store epidemier, sammenlignet med cirka 2.500 danskere.

Omend prisen var beskeden, sammenlignet med den pris østeuropæerne betalte for ikke at (kunne) gøre noget.

Forskellen mellem Sverige og Danmark kan nemt ’drukne’ i den meget større baggrunds-dødelighed i de to lande, hvis man sammenligner årlige dødstal – noget, der har forplumret debatten en del.

Det særlige ved den svenske håndtering er, at de svenske skoler blev holdt åbne for 0.-9. klasse, men med mulighed for lokale nedlukninger.

Hvordan svenskerne formåede at holde epidemien i ro med åbne skoler, er værd at forstå bedre.

I Danmark er billedet, at vores forsøg på at standse de tre corona-bølger i alle tre tilfælde først lykkedes, når skolerne blev lukket.

Men skolelukningerne faldt sammen med indførslen af andre tiltag, så det er uklart, hvor meget skolelukninger bidrog til at bringe epidemien under kontrol.

Fordele og ulemper må vejes på vægtskålen

Corona-nedlukningerne er historisk set det første eksempel på, at det er muligt at undertrykke en pandemi med social afstand. Men de økonomiske og menneskelige omkostninger var store.

Der er derfor god grund til at evaluere nedlukningernes fordele og ulemper, når vi skal vurdere, om og under hvilke omstændigheder vi vil lukke ned ved en fremtidig ’Disease X’-pandemi.

Evalueringen må omfatte, hvad der er på begge sider af vægtskålen.

For at for komme videre i vores forståelse at pandemien – og gøre os klar til den næste – må vi aflive de myter, hvor vi går galt i byen i den danske diskussion.

For det første skal menneskelige afsavn og økonomisk byrde afvejes mod de betydelige negative sundhedseffekter af udbredt smitte, som vi undgik.

Desuden må vi afmystificere den svenske strategi – for Sveriges succes med at begrænse smitten involverede også betydelig social afstand, ligesom herhjemme.

Derudover må vi løfte blikket og se, hvad der skete i lande, der ligner os aldersmæssigt, men som faktisk gennemløb pandemien med udbredt smitte som for eksempel østeuropæiske lande.

Det giver ikke mening kun at se på de vesteuropæiske lande, for ingen af dem oplevede pandemiens fulde potentiale – selvom de har de bedste data og statistikker.

En lidt anden version af denne tekst optræder også i Politiken. Videnskab.dk-udgaven har bl.a. ekstra bokse og grafer.