Skadede motionister risikerer at blive deprimerede

Danskere motionerer som aldrig før. Løb, fitness, triatlon og boldspil er populære og helbredsfremmende aktiviteter, som vi kaster os over i fritiden.

Når man bevæger sig rigtig meget, er det næsten uundgåeligt, at man engang imellem er uheldig og vrider om, forstrækker en sene eller brækker en knogle.

Andre træner for meget eller for ensidigt og ender med belastningsskader i form af betændte sener, overbelastede led eller skrøbelige knogler.

Uanset om skaden opstår akut eller over tid, oplever de fleste motionister, at en idrætsskade også er en følelsesmæssig belastning.

Det gør ikke blot ondt i den beskadigede legemsdel, det gør ondt i sjælen, og i et helt nyt studie viser jeg og mine kolleger, at 12 procent af de idrætsskadede motionister ligefrem har symptomer på depression.

\ Læs mere

Skal man lægge is på en skade?

Man mister sig selv

Selvom de følelsesmæssige pinsler er velkendte, ved vi ikke ret meget om dem.

Man kan søge behandling for sin fysiske skade, men ikke for de mentale belastninger der følger med den. Frustration, vrede, tristhed, kedsomhed og sorg er hyppige reaktioner på en idrætsskade, mens andre reagerer med accept, håb og tilpasning til den nye situation.

Afhængig af skadens alvor fører den til forskellige grader af funktionstab, der hæmmer den daglige livsførelse og begrænser idrætsudfoldelsen. Måske er man ligefrem blevet opfordret af lægen til ‘at holde sig i ro’.

For den passionerede motionist er det omtrent den værste besked, man kan forestille sig. For ro betyder ikke blot, at man ikke kan følge sit træningsprogram og dermed går glip af den personlige rekord på maratondistancen. Det betyder også, at man mister sin mulighed for at få det daglige kick, energien og velværet.

Man mister frirummet fra partner og børn, og man mister mødet med træningsmakkerne, der træner ufortrødent videre, mens man sidder derhjemme med benet i vejret og vrisser af hunden, der ikke fatter, at man ikke kan gå den sædvanlige runde.

Faktisk oplever nogle, at de mister noget så stort som sig selv. Deres identitet, deres status, deres selvværd og deres måde at leve på. Motion er ikke blot en fritidsaktivitet, men et redskab til at regulere følelser, selvopfattelse og finde mening med livet. Derfor gør idrætsskader ondt i mere end én forstand.

\ Læs mere

Videnskaben har talt: Derfor skal du spille fodbold

Studie sætter fokus på depressive symptomer

Selvom vi kender det fra os selv og vores træningsfæller, findes der kun ganske lidt videnskabelig litteratur, der undersøger den psykiske tilstand hos motionister med idrætsskader – sammenlignet med for eksempel studier, der undersøger, hvordan korsbåndet har det efter et voldsomt vrid i knæet.

I et nyt dansk studie har jeg og mine kolleger set på forekomsten af depressive symptomer hos en gruppe skadede idrætsfolk og sammenlignet dem med en gruppe idrætsfolk uden skader. Deltagergruppen bestod af idrætsfolk, der dyrkede boldspil, løb, fitness, cykling, gymnastik og/eller svømning, og de fleste trænede typisk 4-9 timer om ugen. Størstedelen betegnede sig selv som motionister (82 procent), mens 16 procent beskrev sig selv som supermotionister og 2 procent som eliteatleter.

I gruppen med skader var mere end halvdelen ramt af knæskader, og skaden havde varet mere end 10 uger hos 76 procent. Skaderne havde en karakter, der hos:

• 84 procent førte til problemer med at træne
• 43 procent påvirkede arbejdsevnen
• 9 procent forhindrede sociale aktiviteter.

I skade-gruppen var der 12 procent, der rapporterede symptomer på depression i form af tristhed, nedsat energi, koncentrationsbesvær, mindre selvtillid og søvnproblemer. I gruppen uden skader var der kun fem procent, der oplevede disse symptomer, hvilket svarer til en normal baggrundsbefolkning.

Vi påviste også, at de skadede motionister havde markant dårligere livskvalitet og oplevede flere tegn på følelsesmæssigt stress. Deltagerne blev spurgt, om de ville benytte sig af psykologisk støtte til at håndtere skaden, hvis de havde muligheden. Over en tredjedel svarede, at det ville de sandsynligvis eller helt sikkert.

Vi har ikke testet for kausale forhold her. Blot har vi påvist, at der er en betydeligt højere andel af de skadede motioner, der udviser depressionstegn og har dårligere livskvalitet end kontrolgruppen og baggrundsbefolkningen. I hvilken grad det skyldes tabet af motionen i sig selv, og i hvilken grad det skyldes afledte forhold såsom reduktion i arbejdsevne, færre sociale aktiviteter o.lign, må fremtidige studier vise.

\ Læs mere

Fodbold giver 70-årige knogler som 25-årige

Mister livet sin betydning, når skaden sker?

Problemet er bare, at der er meget lidt hjælp at hente til de psykiske vanskeligheder, der følger af idrætsskader. Det er jo bare en sportsskade. Vi tager det ikke rigtigt alvorligt, når det er sket under træning, og for de fleste vedkommende blot forhindrer den daglige træning.

Du kender formentlig også en motionist, der ikke ligefrem er sønderknust over ikke at kunne møde op søndag morgen til ‘Bodyfit’ eller ‘Stram op’.

Imidlertid antyder flere idrætspsykologiske studier, at en idrætsskade i nogle tilfælde skal forstås som et betydningsfuldt stressmoment eller et livstab, fordi den gør hverdagen besværlig og måske endda slukker en drøm om at løbe stærkt eller score mål.

I et amerikansk studie blandt 48 unge atleter, der var væk fra deres sport i mindst tre uger på grund af skader, havde 21 procent symptomer på let til moderat depression – symptomer som dog aftog over tid. Værd at bemærke var, at ekstra social støtte hang sammen med færre tegn på depression.

Et studie fra 1994 viste, at selvmordsforsøg kunne være den yderste konsekvens af et ulykkeligt skadesforløb. Studiet undersøgte en række fællestræk hos fem unge atleter (16-18 år), der havde forsøgt selvmord efter deres skade.

For alle fem var det gældende, at skaden var alvorlig og krævede operation, skadesforløbet var langvarigt (op til et år), og trods genoptræning oplevede de alle fem, at de blev dårligere til deres sport og blev sat af holdet. Selvmordsimpulser er formentlig en yderst sjælden komplikation og ser ud til at være knyttet til præmorbide psykiske problemer. Men vi ved ikke ret meget om det, fordi vi ikke spørger.

I det danske studie svarede 14,5 procent af de skadede idrætsfolk, at de til tider havde tanker om, at livet ikke var værd at leve. Der er stor forskel på at tænke, at livet er svært sammenlignet med konkrete planer om at slå sig selv ihjel. Alligevel er det foruroligende, at så mange oplever modløshed og håbløshed. I en baggrundsbefolkning vil ca. tre procent angive denne slags tanker.

\ Læs mere

Hvad får et ungt menneske til at begå selvmord?

Det første møde med patienten

Ofte er det lægen, fysioterapeuten eller kiropraktoren, der er den første person, som den idrætsskadede kommer i kontakt med. Det er også ofte her opfordringen om at skrue ned for træningen, holde pause eller ændre træning første gang bliver sagt højt.

Nogle smiler tappert og joker med situationen, imens de tænker ‘pokkers!’. Andre kan ikke skjule deres frustration og siger ‘pokkers’, imens de tænker, ‘jeg kommer ikke til at holde et minuts pause’.

Behandlerne af de somatiske skader kender denne type patienter. De ved godt, at beskeden ‘hvile’ eller ‘restitution’ læner sig meget tæt op af ‘her slutter dit liv’. For enkelte er skaden rent faktisk så alvorlig, at den sætter en brutal stopper for en lovende idrætskarriere. Her er gråd ikke en ualmindelig reaktion. Men lægen kan ikke stille andet op end at sige: ‘Gå hjem og tal med en god ven’.

Det var på den baggrund, at det aktuelle danske studie opstod. Et samarbejde mellem Ortopædkirurgisk afdeling på Odense Universitetshospital og Psykiatrien i Region Syddanmark.

»Vi mangler et visitkort til en psykolog, som vi kan trække frem, når vi ser, at lyset slukkes i øjnene på patienterne. Nogle gange kan vi se det, inden vi overhovedet taler med dem. Når de sidder i venteværelset, hviler der en tunghed og stilhed over dem, som er helt anderledes end ved de andre patienter. Så ved vi, at det er en alvorlig idrætsskade,« sagde professor Uffe Jørgensen, da jeg indledte samarbejdet med ham i 2013.

Der er brug for et formelt samarbejde imellem de idrætsmedicinske kliniker og de psykologiske specialister så der er mulighed for en tværfaglig behandlingsindsats. Studier har vist, at støtte til at håndtere de følelsesmæssige aspekter af skaden har betydning for den samlede rehabiliteringsproces.

Indtil videre er det bedste råd stadig at tale med en god ven. Det er et rigtig godt råd og for de fleste tilstrækkeligt, hvis det er en tålmodig og forstående ven. Måske en ven, der selv har haft en skade og forstår de psykologiske mekanismer.

Fremtidige projekter kan forhåbentlig kaste mere lys over den psykologiske proces i et idrætsskadeforløb og ruste os bedre til at identificere og hjælpe de idrætsfolk, der er særligt forpinte. Mere viden kan skabe grobund for at kombinere den somatiske og mentale behandling af skaderne, så der sikres en god tilbagevenden til et fysisk aktivt liv.

Når motion er blevet så vigtig en del af vores liv, bliver vi også nødt til at tage idrætsskaderne alvorligt og behandle hele mennesket og ikke blot den læderede achillessene.