Sådan undgår du parfumeallergi
Parfumeallergi er ikke sådan at slippe af med, hvis man først har fået det.

Vært Cecilia Demant giver dig råd til, hvordan du undgår parfumeallergi og hjælper dig med at forstå, hvorfor det sker. (Video: Tjek / Videnskab.dk)

Kradsen, kløen, knopper, blærer og skæl på huden.

Sådan reagerer nogle menneskers kroppe på et par uskyldige pift af parfume.

Skønhedslaboratoriet, som er en serie på Videnskab.dk’s YouTube-kanal Tjek, undersøger i videoen over artiklen, hvorfor nogle reagerer allergisk på parfume, og hvad man kan gøre for at undgå det.

Sundhed på YouTube

Tjek er Videnskab.dk's YouTube-kanal om sundhed og videnskab.

Formålet med kanalen er at bringe forskningsbaseret viden ud til danske unge. 

Kanalen er en del af et større projekt, YouKnowHow, som er støttet af Nordea-fonden.

Dine celler slår falsk alarm

Parfumeallergi kan følge dig hele livet - og selve reaktionen beror faktisk på en fejl.

»Parfumeallergi opstår, fordi vores immunsystem fejlagtigt tror, at parfumestof er farligt for os, og derfor udvikler kroppen et forsvar mod det specifikke stof,« siger Cecilia Demant, vært på Skønhedslaboratoriet, i videoen.

Når parfumestoffer rammer vores hud, trænger de ned i huden, og det er der nogle celler under huden, der registrerer – hos nogle tror cellerne, at parfumestoffet er farligt.

Cellerne slår alarm og transporterer stoffet til den nærmeste lymfeknude, hvor de sladrer til nogle celler, som vi kalder t-cellerne. T-cellerne bliver ‘uddannet’ til at genkende parfumestoffet, så når de fremover rammer huden, vil de forsøge at få det fjernet.

»Det gør de ved at udsende nogle stoffer, som desværre kan føre til en betændelsesagtig reaktion i huden (altså en allergisk reaktion, red.),« fortæller Cecilia Demant.

Skru ned, hvor du kan

Nogle allergier skyldes gener, for eksempel pollenallergi og allergi over for dyrehår. Sådan forholder det sig dog ikke med parfumeallergi. 

Hudallergier kommer i højere grad af vores miljø - altså de ting vi omgås. Forskere har eksempelvis vist, at 70 procent af nikkelallergien skyldes miljø og ikke gener.

Man mener i høj grad, at det samme gør sig gældende for parfumeallergi, da mekanismerne bag nikkel- og parfumeallergi er de samme.

Selvom forskerne ikke ved, hvorfor nogle bliver allergiske og andre ikke gør, ved de dog, at jo mere parfume man udsætter sig selv for, des større er risikoen for at udvikle allergi.

»Du kan se på det lidt ligesom et lotteri. Jo flere lodder du køber, des større chance er der for, du vinder jackpot,« fortæller Cecilia Demant i videoen. 

Derfor bør man skrue ned for parfumen, der hvor man kan. 

Brug parfumefri deodorant og bodylotion

Generelt er det en god ide at tænke over, hvor man egentlig gerne vil have parfume henne, og så skære lidt ned på det i sine produkter generelt. 

Man kan passende fravælge parfume i sin deodorant, da armhulen, som er et fugtigt og lukket område, er særligt sensitiv over for parfume. 

Det betyder, parfumestofferne ikke bare kan fordampe, og desuden sidder der en masse små fordybninger med hår i din armhule, som parfumestofferne kan blive transporteret ned i huden gennem.

Bodylotion er også et godt sted at starte, fordi man kommer det på hele kroppen. Desuden bør man prioritere parfumefri produkter, hvis det er nogle produkter, der bliver på huden, lyder endnu et råd. 

26 parfumestoffer er kortlagt

Normalt deklareres det med 'parfume', 'aroma' eller 'fragrance', hvis der er parfumestoffer i et produkt. 

Der findes dog 26 parfumestoffer, der skal skrives med deres kemiske navn, hvis de findes i et produkt. Det skal de, fordi forskere har påvist, at de 26 stoffer er allergifremkaldende.

Derfor bør man se efter de kemiske navne, så man kan vælge dem fra og på den måde holde sig på den sikre side. 

Der findes dog 3.000 forskellige parfumestoffer, og forskerne har på ingen måde undersøgt dem alle til bunds.

Derfor kan man godt regne med, at der findes nogle flere end de 26 stoffer, som er allergifremkaldende. 

Hvis man er blevet allergisk?

Hvis du har symptomer, kan du blive testet for det hos din hudlæge, som kan hjælpe dig med at finde ud af, om det er et særligt stof, du er allergisk overfor. 

Parfumeallergi er dog lidt drilsk, da symptomerne ofte viser sig forsinket i forhold til, hvornår man har brugt parfumen - ofte opstår de først efter 18 til 48 timer.

Det skyldes, at mekanismen bag den allergiske reaktion tager noget tid, da man først skal have parfumen på huden. Siden skal den transporteres ned i huden, herefter skal T-cellerne opdage dem. Og herefter begynder den allergiske reaktion. 

Allergien er livsvarig, men man kan blive mindre følsom med tiden, hvis man sørger for at undgå stofferne, man er allergisk overfor. 

Et sidste råd er derfor at kigge efter deklarationen 'parfumefri' eller Astma-Allergi Danmarks blå krans, der også er en garanti for, der ikke er parfume i produktet, hvis man vil være på den helt sikre side.

Viden fra forskere og fagfolk

Se hele videoen og få nogle tips til, hvordan du kan undgå parfumeallergi.

Informationerne i videoen bygger på solid faglig viden, som Tjek har fået fra følgende forskere:

  • Jeanne Duus Johansen, klinisk professor, Institut for Klinisk Medicin, Københavns Universitet og en del af Videncenter for Allergi
  • Mette Sommerlund, overlæge, Institut for Klinisk Medicin – Dermato- Venerologisk afdeling S, Aarhus Universitetshospital

LÆS OGSÅ: Hvorfor bliver læberne tørre, og hvordan kan det undgås?

LÆS OGSÅ: Sådan slipper du af med hudorme

Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.


Se den nyeste video fra Tjek

Tjek er en YouTube-kanal om videnskab og sundhed henvendt til unge.

Indholdet på kanalen bliver produceret af Videnskab.dk's Center for Faglig Formidling med samme journalistiske arbejdsgange, som bliver anvendt på Videnskab.dk.