Den britiske tv-vært og tidligere elitesoldat, Bear Grylls, er kendt fra overlevelsesprogrammer, hvor han tester grænserne for, hvad mennesker kan klare i naturen.
Han har opbygget et globalt ry for blandt andet ofte utraditionelle - og til tider temmelig ekstreme - overlevelsestricks for at undgå livstruende mangel på væske i kroppen.
Han har vredet væske ud af elefantafføring, drukket sekret fra kameltarme, sat tænderne i yakøjne i jagten på hydrering og drukket sin egen urin.
Og har man set Bear Grylls tage en ordentlig slurk af sin egen urin foran kameraet, kan man let få et indtryk af, at det er et reelt overlevelsestrick. Han har trods alt en fortid i den britiske specialstyrke SAS.
I et af programmerne fortæller han seerne, at det er spild af væske at urinere på jorden, at det er 'sikkert' at drikke sin egen urin, hvorefter han med tydelig modvilje tager en ordentlig slurk.
Men holder det stik, eller er det underholdende tv forklædt som overlevelsestip?
Urin er kroppens affald
Menneskekroppen består af cirka 60 procent vand. For at holde den rette balance mellem stofferne i kroppens indre miljø filtrerer nyrerne konstant omkring 180 liter væske fra blodet (plasma) om dagen.
Heldigvis skal vi ikke af med 180 liter urin om dagen. Nyrerne sender nemlig omkring 99 procent af det, de filtrerer, tilbage i blodbanen.
Den nemmeste måde at forstå processen på er at forestille sig et overfyldt og uoverskueligt skur.
Hvis man skulle gennemgå rodet én genstand ad gangen og kun fjerne det, der ikke skulle gemmes, ville det være både langsommeligt og besværligt.
\ Læs også
Det er langt mere effektivt at tømme skuret for indhold, beholde det vigtige og smide resten væk.
Sådan arbejder nyrerne også. De ser bort fra de store celler og proteiner og filtrerer blodets plasma, hvilket i praksis svarer til at tømme hele skuret.
Derefter sender de målrettet de nyttige stoffer tilbage til blodbanen. Det, der er tilbage, ender som urin; kroppens fysiologiske affaldsspand.
Urin i en overlevelsessituation
Det endelige indhold i urinen afhænger af flere forhold, blandt andet hvor godt hydreret du er, hvor aktiv din stofomsætning er, og hvad du for nylig har spist eller indtaget af medicin og kosttilskud.
Typisk består urin af omkring 95 procent vand.
Resten er:
- Urinstof eller urea (omkring 2 procent, et affaldsprodukt fra nedbrydningen af protein, som vi vender tilbage til om lidt)
- Kreatinin (omkring 0,1 procent, et affaldsprodukt fra musklernes stofskifte).
- En række salte (elektrolytter) og proteiner.
Så hydrerer urin dig? Og er det sikkert?
Svaret er både ja og nej.
Det er ikke helt entydigt, for som vi så ovenfor, afhænger urinens indhold af, hvad der i første omgang var i 'skuret'.
Hvis du er rask og velhydreret, vil din urin typisk være klar eller gullig, hvilket betyder, at den overvejende består af vand, men den vil stadig indeholde urinstof, salte og andre affaldsstoffer.
Denne slags urin vil faktisk give en vis grad af væske, men i en overlevelsessituation af den slags, Bear Grylls ofte viser på tv, mister kroppen væske på andre måder.
Du taber for eksempel omkring 450 milliliter om dagen gennem huden og cirka 300 milliliter som vanddamp, når du ånder ud, men i et varmt og fugtigt klima, er væsketabet endnu større.
Nyrerne på overarbejde
Det betyder, at nyrerne skal holde ekstra godt fast i den væske, kroppen har tilbage, så den kan blive i blodbanen.
Derfor bliver affaldsstofferne i urinen også mere koncentrerede, og indholdet bliver langt hårdere for kroppen at håndtere.
Drikker du urin i en reel nødsituation, får du altså ikke bare væske i dig. Du får også en mere koncentreret blanding af de affaldsstoffer (blandt andet urinstof), som kroppen netop har forsøgt at komme af med.
Drikker man urin med en højere koncentration af affaldsstoffer, eller har man nedsat nyrefunktion, kan urinstof og andre affaldsprodukter fra stofskiftet hobe sig op i kroppen. Det kan blive giftigt for cellerne, især i nervesystemet.
Det kan blandt andet føre til opkast, muskelkramper, kløe og påvirket bevidsthed.
Uden behandling kan denne forgiftningstilstand (som kaldes uræmi) være livstruende.
Er urin sterilt?
Giftstoffer er ikke det eneste problem.
Selve urinen er sandsynligvis steril, når den forlader nyrerne, men resten af urinvejene, altså blæren og urinrøret, er ikke.
Kroppen er fuld af naturligt hjemmehørende bakterier, som er vigtige for vores sundhed og daglige funktioner, så længe de bliver dér, hvor de hører til.
Når urinen passerer gennem blæren og urinrøret, kan den samle bakterier op.
Drikker du den bagefter, fører du de bakterier tilbage ind i dele af kroppen, hvor de ikke hører hjemme, især i mave-tarm-systemet.
Under normale forhold vil mavesyren ofte slå mange af dem ihjel, men i en overlevelsessituation, hvor dehydrering, varmestress og dårlig ernæring kan svække tarmens beskyttende barriere, stiger risikoen for, at bakterier trænger over i blodbanen.
Det kan bane vejen for alvorlige, og i værste fald livstruende infektioner.
Det er det sidste, du har brug for, hvis du er faret vild i vildmarken.
Kort sagt: Din egen urin er altså ikke en redningsplanke, hvis du farer vild i ødemarken. I sidste ende er det kroppens eget affald, du drikker.
Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation og er oversat af Stephanie Lammers-Clark.
