Du er under angreb. Hele tiden.
Både når du tager imod byttepenge, henter unger i børnehaven eller rejser til Gran Canaria.
Angrebet kommer fra mikrober i form af bakterier og vira, som gerne vil bosætte sig i dig.
Det foregår altsammen på et mikroskopisk niveau. Intense kampe mellem dit immunforsvar og de uønskede mikrober. Og som regel mærker du ingenting.
Måske fordi forsvaret er godt kendt med indtrængerne fra tidligere og ved nøjagtigt, hvad der skal til for at slippe af med dem igen. Udryddelsen foregår som regel hurtigt, effektivt og næsten smertefrit.
Så hvordan kan kroppen genkende en fjende, som den har bekæmpet tidligere? Har immunforsvaret virkeligt en hukommelse?
Immunforsvaret genkender indtrængere
Anne Spurkland er professor ved Instituttet for medicinske basalfag ved Universitet i Oslo, og hun er mere interesseret i immunforsvaret end de fleste af os. Udover at forske i emnet, blogger hun også om det i sin fritid.
Hun forklarer i enkle træk, hvordan immunforsvaret genkender uønskede indtrængere fra tidligere angreb.
Som udgangspunkt er immunforsvarets hukommelse opbygget af to celletyper.
»Det starter med to slags hvide blodlegemer: B-celler og T-celler. Vi har flere millioner af disse celler i kroppen. Hver eneste immuncelle har sin egen unikke modtager,« forklarer Spurkland.
Modtageren gør hver celle i stand til at reagere på en bestemt bakterie eller virus. Bliver kroppen angrebet af en ukendt bakterie for første gang, findes der kun cirka 50 til 100 celler, der kan reagere på lige netop dette angreb.
Det markerer starten på en episk kamp, hvor konsekvenserne ofte er en ugelang sygemelding.
En bakterie slår til
\ Immunsystemet
Kort fortalt, består immunforsvaret af tre dele.
Den første del er hud og slimhinder, der fungerer som barrierer mod de stoffer, der findes på ydersiden af kroppen. Men skulle mikroorganismer eller fremmedlegemer trænge ind, har vi stadig har to forsvarsrækker inde i kroppen.
Første forsvarsrække er en flok meget enkle celler, der patruljerer i kroppen og genkender celler og stoffer, der ikke hører til. De registrerer også, om der er noget galt med kroppens egne celler. Første forsvarsrække finder fremmedlegemerne og tilintetgør dem.
Disse celler kan ikke huske og lærer ikke, og de bliver ikke flere eller stærkere efter infektioner i kroppen. De arbejder støt og roligt, ofte uden du opdager det.
Men nogle gange sker der noget større. For eksempel, et angreb af sygdomsfremkaldende vira eller bakterier. Så opfatter de forreste celler ikke kun angriberne som fremmede, men også som farlige. Og så indkalder det den næste forsvarslinje.
Disse celler er mere avancerede. De angriber og lærer at genkende en bestemt indtrænger, som eksempelvis en forkølelsesvirus eller en bestemt bakterie.
Disse celler kan huske de smitsomme stoffer i lang tid. Og så bliver man immun.
Lad os sige, at en bakterie har fundet vej forbi kroppens yderste fæstningsmur: Huden og slimhinderne.
Her er det især B-cellerne der må træde til. T-cellerne hjælper B-cellerne og tager sig derudover af vira.
B-cellen hægter sig fast på bakterien og begynder at dele sig. Dermed skaber den specialtilpassede forsvarsindsats, der til at starte med var ganske lille, flere og flere kampdygtige soldater.
Soldaterne begynder at lave antistof mod bakterien, som bliver fragtet med blodet rundt i hele kroppen.
Antistoffet reagerer på bakterierne og udsender en slags signal til forskellige dræberceller, som eksempelvis makroflagerne, så de går i gang med at udrydde den fremmede mikrobe. Desuden bliver de giftstoffer, som bakterierne udskiller, ofte neutraliseret af antistofferne.
»Hver gang cellerne deler sig, vil deres modtager, og dermed også det antistof de laver, passe bedre mod lige dén mikrobe. Der foregår en slags justering af den oprindelige receptor,« forklarer Spurkland.
Sådan fortsætter kampen, lige indtil den fremmede mikrobe er udryddet.
»Når mikroben er væk, bliver immuncellerne ikke længere stimuleret, og de fleste af dem dør. Hvis de ikke døde, ville der simpelthen blive for mange celler i kroppen.«
Men ikke alle cellerne dør.
Vi er blevet immune
»Et par dage efter, at infektionen er ovre, er der færre immunceller, men der er stadig flere, end der var, før kroppen blev angrebet,« fortæller hun.
De celler, som er tilbage, kalder man for hukommelsescellerne. De har været i krig før og kan genkende fjenden, hvis den skulle komme tilbage.
»Så nu er der flere celler, som kan genkende mikroben. Og denne gang reagerer de hurtigere. Vi er blevet immune. Næste gang, cellerne støder på mikroben, er de hurtigere på aftrækkeren, og det hele er overstået på en dag eller to. Måske bliver vi ikke engang syge.«
Det er vigtigt at huske på, at denne hukommelse kun gælder for denne specifikke infektion. Det passer derfor ikke, at immunforsvaret bliver 'stærkere' af, at man bliver syg.
Hukommelsen varer ikke evigt
Hukommelsesfunktionen er den, vi benytter os af, når vi bruger vacciner. Det sker for at skabe hukommelsesceller, som er i stand til at genkende bakterier og vira, der udgør en fare mod os.
Billede af en sund T-celle taget med scanning-elektronmikroskop.
(Foto: NIAID via Flickr)
Men ind imellem må du tilbage til lægen for at få en vaccine opfrisket. Hvorfor egentlig?
»Hukommelsen varer ikke evigt. Særligt mod mikrober, som ikke findes naturligt i det område, vi lever,« forklarer Spurkland.
Et andet problem er, at mikroberne hele tiden forandrer sig, mens immunforsvaret er ganske stabilt.
»Så kan der komme mikrober, som vi overhovedet ikke er forberedte på. Det er i sådanne tilfælde, at en epidemi bryder ud. Immunforsvaret når simpelthen ikke at tilpasse sig den nye mikrobe hurtigt nok.«
I 2015 kom det også frem i et studie publiceret i tidsskriftet Science, at mæslinger kan slette immunforsvarets hukommelse. Sådan kan man blive udsat for sygdomme, som man egentlig var immun overfor.
Immunforsvaret er ikke fejlfrit
Det er ingen tvivl om, at vores immunforsvar er godt at have. Men helt fejlfrit er det desværre ikke.
»Immunforsvaret skal holde styr på, hvad som er kroppens eget væv, og hvad som er mikroben. Ligner den os selv, kan immunforsvaret også angribe kroppen,« forklarer Spurkland.
Autoimmune sygdomme er et eksempel på, at immunforsvaret tror, at kroppen er en indtrænger.
»Normalt forsvinder immuncellerne jo, når målet er udslettet, men kroppen kan ikke udslettes, så længe du selv lever,« slutter forskeren.
© forskning.no Oversat af Stephanie Lammers-Clark
