Verden over befinder en meget stor del af befolkningen sig hjemme som en del af påbuddet om 'social distancering'; det vil sige at nedbringe antallet af sociale kontakter, sikre behørig afstand mellem hinanden og øge effekten af social afstand.
I nogle lande anbefaler myndighederne, at man dyrker motion en gang om dagen.
Gennem længere tid har der svirret en række fejlopfattelser om, at visse former for motion kan undertrykke immunsystemet og derved mindske kroppens evne til at håndtere trusler udefra, som eksempelvis den nye coronavirus.
Motion gavner immunsystemet
Men en omfattende mængde forskning viser, at motion gavner immunsystemet.
Faktisk har både pludselig og vedvarende motion eller træning vist sig at forbedre den måde, vi reagerer på vacciner.
Epidemiologiske studier viser, at personer, som er aktive, får markant færre infektioner i de øvre luftveje om året end personer, som er mindre aktive.
Vores forskning slutter sig til rækken af forskningsresultater, der viser, at motion ikke lægger en dæmper på immuniteten.
Motion og træning kan derimod hjælpe immunsystemet til at fungere bedre.
Immunsystemets tre forsvarslinjer
Immunsystemet, som er vores indre forsvar, har grundlæggende tre forsvarslinjer, og motion hjælper med at opretholde deres normale funktion.
- Den første forsvarslinje er fysiske barrierer som eksempelvis vores hud, der stopper sygdomsfremkaldende patogener (for eksempel virusser) fra at trænge ind i kroppen.
Forskning viser, at personer, som regelmæssigt er aktive, har bedre sårheling end stillesiddende mennesker. Bedre og hurtigere sårheling mindsker risikoen for, at bakterier og virusser trænger ind i kroppen.
- Den anden forsvarslinje er vores ‘medfødte’ (eller naturlige) immunitet, der hovedsagligt består af neutrofile granulocytter (neutrofiler), som er de første immunceller, der når frem til et infektionssted.
Motion har en markant effekt på disse celler. Når vi eksempelvis motionerer, bevæger et stort antal af disse 'dræberceller' sig ud i blodomløbet. Efter motion søger celler mod potentielle infektionssteder for at bekæmpe patogener og hjælpe beskadigede celler. Denne proces hjælper muligvis immunsystemet med at opdage kræftceller.
- Den tredje forsvarslinje er den ‘adaptive’ immunitet (også kaldet ‘det erhvervede immunforsvar’).
Det adaptive immunforsvar er til stede ved fødslen, og det kan tilpasse sig de mikroorganismer, der angriber kroppen. Det adaptive immunforsvar består hovedsagligt af T-celler og B-celler (som plasmaceller og hukommelsesceller). Motion har en markant effekt på T- og B-cellerne.
\ Forskerzonen
Denne artikel er en del af Forskerzonen, som er stedet, hvor forskerne selv kommer direkte til orde.
Her skriver de om deres forskning og forskningsfelt, bringer relevant viden ind i den offentlige debat og formidler til et bredt publikum.
Forskerzonen er støttet af Lundbeckfonden.
Hjælper med at identificere patogener og kræft
Forskning har vist, at livslang, regelmæssig motion kan hjælpe til at opretholde et sundt antal unge T-lymfocytter (en type hvide blodceller, red.) i takt med, at vi bliver ældre.
Det hjælper muligvis immunsystemet med at identificere patogener og kræft.
I de seneste 40 år har man troet, at anstrengende, længerevarende motion - som maraton- eller ultramaratonløb - midlertidigt undertrykker immunfunktionen, hvilket åbner op for, at risikoen for infektion midlertidigt stiger (den såkaldte ‘open-window’-teori).
Vi granskede for nylig denne teori, og som vi argumenterede for i en tidligere artikel, bliver den ikke understøttet af meget evidens.
Bedre immunfunktion
Mange studier bruger immunfunktionen til at teste vacciner.
Vacciner er nemlig én af de bedste måder at afdække, hvordan immunforsvaret fungerer, fordi de tester en række forskellige immuncellers evne til at koordinere og producere antistoffer.
Forskning, hvor deltagerne bliver vaccineret efter længerevarende motion eller maratonløb, viser, at antistof-responsen ikke bliver undertrykt.
Evidens viser endda, at elite-atleter, som træner regelmæssigt, har større antistofrespons til vaccination end personer, som ikke motionerer.
Store forsamlinger er den største risikofaktor
Eksperterne har for nylig debatteret, om immunforsvaret kan ændre sig i enten positiv eller negativ retning efter motion, og om eksempelvis maratonløb øger risikoen for infektion.
Eksperterne konkluderede, at de få bekræftede infektionstilfælde, der skete efter anstrengende motion, sandsynligvis kunne kobles til kost, psykisk stress og utilstrækkelig søvn.
Motion alene lader ikke til at undertrykke immunforsvaret.
Der er bred enighed om, at den største risikofaktor i forhold til alle virale og bakterielle infektioner er eksponering for store forsamlinger.
Især offentlig transport øger risikoen, formentlig via menneskemyldret og gennem berøring af kontaminerede overflader. Langdistanceflyvning kan føre til søvnforstyrrelser, hvilket øger infektionsrisikoen.
150 minutters motion om ugen
Regelmæssig, moderat motion - som en jogging- eller gåtur - gavner immunfunktionen.
Vi bør bestræbe os på at motionere på denne måde cirka 150 minutter om ugen.
Mere energisk motion - som løb eller cykling - gavner også immunforsvaret.
Selv lidt er bedre end ingenting
Hvis sundhedsmæssige forhold eller handicap gør det svært at motionere, er selv en smule bevægelse eller en eller anden form for motion bedre end ingenting.
Styrketræning som vægtløftning gavner både helbred og velvære ved eksempelvis at dæmpe psykisk stress og mindske risikoen for kronisk sygdom og især ved at opretholde styrke, balance og koordination.
Det er afgørende, at vi, der dyrker motion, har god personlig hygiejne gennem blandt andet grundig håndvask efter motionstræningen.
Håndsprit kan afværge smittespredning, og undlad at røre mund, øjne og næse.
Vi bør også sikre os, at vi sover tilstrækkeligt, og at vi spiser sundt, så vi giver kroppen den bedste mulighed for at bekæmpe infektioner.
James Turner og John Campbell hverken arbejder for, rådfører sig med, ejer aktier i eller modtager fondsmidler fra nogen virksomheder, der vil kunne drage nytte af denne artikel, og har ingen relevante tilknytninger. Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation og er oversat af Stephanie Lammers-Clark.
