Vores hukommelse er langt mere end en lagerplads i hjernen.
De personer, der er involveret i vores minder, påvirker, hvad vi husker, og de forbindelser, vi danner minderne imellem, viser vores studie.
Vores hukommelse hjælper os med at lære af vores erfaringer og udvikle ny viden ved at integrere og opdatere information. Denne proces omfatter mere end blot at huske individuelle hændelser; den er også med til at forbinde elementer fra forskellige minder.
Hvis du for eksempel læser i avisen, at en politisk gruppe har fejet og gjort rent i en lokal park, og ved din næste gåtur i parken bemærker, hvor ren parken er, kan det føre til, at du giver den politiske gruppe æren for den ryddelige park.
Hvis du bemærker, at andre parker i byen også ser rene og pæne ud, går du måske ud fra, at den politiske gruppe igen har været på spil. Hukommelsen kan skabe udledte forbindelser ud over direkte oplevelser.
Kan resultere i falske slutninger
Skabelsen af disse forbindelser er en adaptiv proces, som hurtigt og fleksibelt kan styrke vores viden. Disse mentale genveje kan dog nogle gange resultere i, at vi drager falske slutninger.
Vores forskning undersøgte, hvordan en præference for visse grupper af mennesker påvirker vores evne til at skabe disse forbindelser, som beror på slutninger.
Tidligere studier har vist, at informationer fra grupper, vi kan lide, øger vores adgang til vores hukommelse. Disse grupper kan være alt fra et fodboldhold eller et politisk parti, til et kor vi synger i.
Men før vores studie stod det ikke klart, om dette fænomen strækker sig til hjernens evne til at forbinde information fra forskellige oplevelser til at drage slutninger.
'Holdkammerater' eller 'modstandere'
Grupperingen af, hvem vi kan lide, og hvem vi ikke bryder os om, var baseret på deltagernes egne præferencer.
Vores 189 deltagere blev bedt om at skabe profiler af 'holdkammerater' og 'modstandere' ved at vælge, hvordan de så ud, og så tildele dem egenskaber som politisk orientering, spisevaner, yndlingssport og musikpræferencer.
De udfyldte også et spørgeskema for at måle, hvor meget de kunne lide deres holdkammerater og modstandere, samt svarede på udtalelser som: 'Jeg har lyst til at lære denne person bedre at kende'.
Deltagerne udførte derefter en computeropgave, der involverede en række forskellige hændelser, der fandt sted forskellige steder - for eksempel i en park - samt involverede hverdagsgenstande som en paraply, præsenteret af enten en holdkammerat eller en modstander.
Vi prioriterer information ud fra, hvor godt vi synes om afsenderen
Efter denne læringsfase blev deltagerne bedt om at drage slutninger ved at forbinde objekterne præsenteret i den samme scene. Vi observerede, at oplysninger præsenteret af afsendere eller kilder, som deltagerne kunne lide, blev forbundet lettere.
Deltagerne udledte forbindelserne mellem objekterne mere præcist og med større sikkerhed. For eksempel var det lettere at forbinde de to objekter vist i parken, hvis informationen blev præsenteret af en holdkammerat.
Det indikerer, at vi kan prioritere information forskelligt, baseret på hvor godt vi synes om kilden.
Vores data peger på, at deltagerne kan 'lagre' information fra en kilde, de ikke har tillid til eller ikke lide, til forsigtig håndtering senere, mens de har en tendens til at stole på oplysninger fra en person eller gruppe, de kan lide.
Når personer, de kan lide, eller som de stoler på, præsenterer information, fokuserer deltagerne på det, der bliver præsenteret, i stedet for hvem der præsenterer det.
Forståelse af polariserede sind
Vores viden bliver ofte udviklet ved at danne en syntese af flere forskellige informationer.
Forestil dig, at du lige er startet på en ny arbejdsplads. Selvom du ikke har set alle dine nye kolleger sammen, begynder du at koble folk sammen. Når du møder Anna og Maria, og nogle dage senere Maria og Emilia, udleder du nok, at Maria og Emilia også arbejder sammen.
Hvis vi ikke er så gode til at 'syntetisere' eller koble minder, der involverer grupper, vi ikke kan lide, kan det hæmme vores evne til at udvide vores vidensbase. Da information fra kilder, vi kan lide, har en tendens til at stemme overens med vores overbevisninger, kan vores præferencer også forme vidensnetværket i et samfund.
Så det er mere sandsynligt, at vi tilskriver en organisation, vi kan lide, at parken er ren og ryddelig, end at vi tilskriver det en organisation, vi ikke kan lide.
Dette fænomen kan strække sig på tværs af samfundsdebatten, blandt andet klimaforandringerne, hvor vores holdning til forskellige grupper påvirker tilskrivningen af årsager til hændelser som for eksempel skovbrande.
Resultaterne af vores studie viser, at denne tendens dukker op selv ved neutral information.
I situationer i den virkelige verden, hvor information ofte er omstridt og fremkalder stærkere reaktioner, kan denne effekt endda være mere udtalt - for eksempel når vi beslutter, hvilke nye historier der er 'fake news'.
Der er ikke alene større sandsynlighed for, at vi husker de falske nyheder, hvis vi stoler på afsenderen eller kilden til fake news; vi er også i højere grad i stand til at bruge dem til at drage nye konklusioner om verden. De falske nyheder kan forgrene sig til vores nye viden.
Det er i øjeblikket uklart, om man ved at øge bevidstheden om denne bias kan hjælpe folk med at integrere viden fra forskellige kilder.
Tidligere forskning peger på, at vi ikke nødvendigvis kan påvirke folks adfærd ved blot at gøre dem opmærksomme på denne forudindtagethed. Fremtidig forskning skal evaluere, om det samme gælder for den nye bias, som vores studie afslører.
Selv når de politiske forskelle er store, kan vi stadig identificere os med andre grupper, som vores fødeby eller vores land.
Social polarisering
Ved at fremhæve denne fælles tilknytning kan man midlertidigt aktivere disse identiteter og øge deres indflydelse på vores måde at tænke på. Selvom det ikke vil mindske betydningen af andre identiteter, kan det omformulere, hvem vi betragter som en del af vores gruppe.
Denne 'omformulering' kan forbedre vores evne til at drage mindre partiske slutninger baseret på ny information.
Vores forskningsresultater peger på, at social polarisering mellem forskellige grupper delvist kan forklares ud fra grundlæggende kognitive funktioner.
Indlæg på sociale medier er synlige manifestationer af polarisering, men der, hvor striden virkelig bliver udkæmpet, er i vores hjerne.
Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation og er oversat af Stephanie Lammers-Clark.
\ Kilder
