Er det tilfældigt, hvad vi husker og glemmer?

»Jeg ville få travlt hele dagen. Jeg skulle aflevere nogle .38’ere ved James, som passede til nogle lyddæmpere, han havde fået. Jeg skulle hente min bror på hospitalet og køre ham hjem til aftensmad, og så skulle jeg hente nogle nye sager fra Pittsburgh, som Lois skulle flyve ned med til nogle kunder, jeg havde i nærheden af Atlanta.« – Henry, Martin Scorseses Goodfellas

Hverdagen er fuld af beslutninger og planer.

En af de afgørende evner, der gør et menneske i stand til at koordinere sin adfærd og planlægge dagens gang, er evnen til at huske tidligere beslutninger. Når denne evne slår fejl, kan det have katastrofale følger.

Hvis en luftfartskontrollør glemmer, at den røde alarm skal rapporteres, kan der være risiko for flykollision.

Hvis en læge under en operation glemmer sin plan om at fjerne klemmen fra patientens indre, er der også en slem overraskelse i vente, når patienten vågner.

De fleste menneskers hverdag involverer mindre dramatiske beslutninger og intentioner. Du skal huske at poste et brev, når du kommer forbi posthuset, eller fortælle din ven, hvad du har hørt, næste gang du ser hende.

En kollega kørte engang hele vejen på arbejde med sin datter bag på cyklen. Han havde glemt sin beslutning om at aflevere datteren i børnehaven på vejen.

Men uanset om det handler om at fjerne instrumenter fra patienter, at poste et brev eller, som i eksemplet med Goodfellas’ hovedperson Henry, at aflevere skydevåben til en ven, er det den samme hukommelsesmekanisme, der skal til for at koordinere beslutninger, planer og adfærd.

Glemsomhed kan ødelægge planerne

Hvis man ikke kan huske, hvad man tidligere har besluttet sig for at gøre, kan man ikke koordinere sine senere beslutninger og handlinger på en måde, så de harmonerer med resten af ens planer.

Hvis Henry ikke husker, at han både skal aflevere våben og hente stoffer, kan han ikke planlægge, hvornår han skal hente sin bror, så afhentningen ikke kommer i vejen for hans andre planer.

Denne mekanisme, der muliggør, at man kan genkalde sig sine beslutninger, er altså grundlæggende for planlægning og koordination og betinger derved ens beslutningsdrevne adfærd.

Men hvordan denne hukommelsesmekanisme virker er faktisk lidt af et mysterium.

Hvordan husker vi ’fremad’?

Eksperimentel psykologi og neurovidenskab har gjort meget få fremskridt i dette domæne.

Hukommelsesforskningen har traditionelt været mere interesseret i at udforske, hvordan en person kan huske fakta og kendsgerninger (semantisk hukommelse), og hvordan en person kan huske, hvad hun lavede sidste søndag (retrospektiv hukommelse om begivenheder i fortiden).

Kun i begrænset omfang har forskningen beskæftiget sig med evnen til at huske 'fremad', såkaldt prospektiv hukommelse.

I laboratorieforsøg sættes forsøgspersoner til at huske at udføre en handling på et bestemt tidspunkt eller ved et bestemt signal. Samtidig skal de løbende løse en anden opgave.

Man undersøger så, hvornår personen husker eller glemmer at udføre handlingen.

Selvom denne type forsøg har givet os ny viden om fænomenet, kan den kun i begrænset omfang fortælle os noget om de underliggende mekanismer, som muliggør hukommelse af beslutninger over længere tid.

På nuværende tidspunkt har kognitionsforskningen stort set intet at fortælle os om, hvilke mekanismer der muliggør langtidsplanlægning og koordination.

Hvordan vi husker beslutninger og planer er altså en seriøs udfordring – en udfordring, som kræver et interdisciplinært samarbejde mellem bevidsthedsfilosofi, kognitionspsykologi og neurovidenskab.

Intentioner ’popper op’ af sig selv

Nye ideer og perspektiver er påkrævet for at afdække de underliggende hukommelsesmekanismer, der gør, at beslutninger og planer lagret i hukommelsen, kan genkaldes på det rette tidspunkt.

Det centrale spørgsmål er, hvordan den rette intention bliver genkaldt fra hukommelsen blandt mylderet af konkurrerende intentioner, vaner og instinkter.

Denne proces, der bringer beslutninger fra langtidshukommelsen til bevidstheden, er dog ikke selv en aktivitet, der iværksættes af en beslutning.

I stedet synes den relevante intention på mystisk vis at ’poppe op’ af sig selv på det rette tidspunkt.

På en normal dag husker vores kollega at aflevere sit barn i børnehaven. Han husker sin beslutning helt af sig selv, når han kommer til rette lyskryds, hvor han skal dreje af.

Selvom hukommelsesprocessen ikke selv er en planlagt aktivitet, kan den alligevel påvirkes af intensiteten af ens motivation og ens omgivelser.

Hukommelse i vand og på land

Forsøg viser for eksempel, at man husker bedre, hvis man er i de samme omgivelser, som da man indlærte det, man skal huske:

Dykkere husker bedre under vandet, hvis de har indlært materialet neddykket i forhold til på land og vice versa.

Motivation og de omgivelser, man befinder sig i, er altså afgørende elementer for den mekanisme, der står for at udvælge de rette intentioner og bringe dem til bevidstheden på de rette tidspunkter.

Hvilke konklusioner kan man så drage af denne 'miljøindblanding' på vores hukommelse?

Den indre tilfældighed

Denne slags problemer, der omhandler, hvordan det rette stykke information udvælges fra et hav af alternativer, kendes i psykologien som et selektionsproblem.

Psykologer, som arbejder med opmærksomhed, har arbejdet inden for denne forståelsesramme i de sidste 50 år.

Nyere psykologiske teorier opfatter ofte de hjernemekanismer, der kan løse sådanne selektionsproblemer, for at være stokastiske. Det vil sige, at processens forløb er et spørgsmål om sandsynligheder og altså indebærer et element af tilfældighed.

Men sandsynligheden for, at en beslutning genkaldes fra langtidshukommelsen, er ikke ligeligt fordelt mellem de forskellige beslutninger.

Der er med andre ord nogle intentioner, der er større sandsynlighed for, at personen husker, end andre.

Du husker dine højeste ønsker – men kun i de rette omgivelser

For eksempel har intensiteten af vores ønsker og vores omgivelsers relevans stor indflydelse på hvilken intention, der genkaldes.

Des mere en person vil noget, des større er sandsynligheden altså for, at hun husker sin beslutning om at gøre det.

På samme måde gælder det, at omgivelserne påvirker sandsynligheden for at huske en beslutning.

Hvis Henry fra Scorseses film Goodfellas har et stærkt ønske om at hente stoffer fra Pittsburgh og bruger det meste af sin dag omgivet af våben, er der større chance for, at han husker planerne om at hente stoffer og aflevere våben hos James, end der er for, at han husker sin intention om at hente sin bror på hospitalet.

Hukommelsesheste løber om kap i din hjerne

Når psykologer opstiller matematiske modeller for selektionen, antager de, at selektionsmekanismerne fungerer lidt som et hestevæddeløb.

Hver beslutning er repræsenteret i langtidshukommelsen med sin egen hest, og kun vinderen af løbet bringes fra hukommelsen til bevidstheden.

Hver ny beslutning er så en ny hest i startboksene, og hver hests hastighed er påvirket af det tilknyttede ønske og den specifikke situations omgivelser.

Nogle heste er ganske givet hurtigere end andre, men trods dette er det aldrig mejslet i sten, hvilken hest der vinder det næste løb. Nogle gange vinder underdoggen.

I denne slags væddeløb er der altid et element af tilfældighed, som påvirker hesteløbets udfald.

Bevidsthedens kontrol i tilfældighedernes verden

Tidligere forskning i handlingskontrol har næsten udelukkende fokuseret på de kontekstbundne mekanismer, der styrer vores manuelle handlinger – såsom at gribe en kop eller slå til en tennisbold med en ketcher.

Disse kontrolmekanismer er hurtige, automatiske og som regel ubevidste.

Kigger man udelukkende på sådanne kontrolmekanismer, kan vores handlinger synes styrede af ubevidste hjernesystemer.

Men hvis man i stedet antager et bredere perspektiv og kigger på beslutninger over tid, kan det ses, at bevidstheden alligevel har en indflydelse på vores handlinger i kraft af de beslutninger, der tages.

Jeg er måske ikke bevidst om de processer, der styrer fingerplacering, bevægelseshastighed og kraft, når jeg griber om mine nøgler for at åbne døren. Jeg er dog bevidst om min forudgående beslutning om at finde mine nøgler frem, når jeg er kommet hen til døren.

Kigger vi på vores handlinger over tid og vores evne til at huske tidligere beslutninger, ser det alligevel ud til, at vi har bevidst kontrol over vores valg og handlinger.

Er vi lige så frie og ansvarlige, som vi tror?

Men selv på dette overordnede plan, hvor vi ser bevidsthedens indflydelse på vores adfærd, viser det sig, at hukommelsesmekanismerne, der muliggør denne indflydelse, er stokastiske processer.

Tilfældighed og sandsynligheder anses af mange filosoffer for at være i modstrid med handlingskontrol, fri vilje og moralsk ansvarlighed.

Hvis genkaldelsen af ens beslutninger ligner denne slags hestevæddeløb, har det nogle seriøse filosofiske konsekvenser for vores opfattelse af frihed og moralsk ansvar.

Selv når vi føler os allermest i kontrol over vores adfærd, spiller tilfældigheden stadig en afgørende rolle.

Hukommelsesmekanismens natur og psykologernes modeller kan således vise sig at have interessante filosofiske konsekvenser.