Nyt kæmpestudie af HPV-vaccine: Infektioner og celleforandringer fortsætter med at falde
Ny, stor gennemgang viser, at antallet af HPV-infektioner, kønsvorter og kræftfremkaldende celleforandringer fortsætter med at falde i lande med vaccinationsprogrammer.

HPV-vaccination har over de sidste 8-9 år sænket tilfælde af de to mest kræftfremkaldende HPV-typer med 83 procent hos 13-19-årige piger og 66 procent hos 20-24-årige kvinder. (Foto: Shutterstock)

HPV-vaccination har over de sidste 8-9 år sænket tilfælde af de to mest kræftfremkaldende HPV-typer med 83 procent hos 13-19-årige piger og 66 procent hos 20-24-årige kvinder. (Foto: Shutterstock)

En ny litteraturgennemgang og meta-analyse af 65 studier, der inkluderer over 60 millioner mennesker, tyder på, at HPV-vaccinen effektivt sænker risikoen for at blive smittet med de mest kræftfremkaldende HPV-vira 8-9 år efter vaccination.

For eksempel er tilfælde af de to mest kræftfremkaldende HPV-typer, HPV-16 og HPV-18, faldet med hele 83 procent og 66 procent hos henholdsvis alle 13-19-årige piger og 20-24-årige kvinder blandt mange tusinde kvinder i de 14 undersøgte lande, som startede vaccinationsprogrammer mod HPV for 8-9 år siden.

Og Ikke nok med det, så sænkes risikoen også for kønsvorter og celleforandringer i livmoderhalsen.

»Det er en fortsættelse af et tidligere studie fra 2015, og i det nye studie kan vi se, at vaccinationsprogrammerne fortsætter med at virke ude i virkeligheden. Vi har nu dokumenteret, at der er en fantastisk effekt af vaccinen,« siger Susanne Krüger Kjær, der er professor på Rigshospitalet og forskningsleder hos Kræftens Bekæmpelse, til Videnskab.dk.

I studiet indgår tal fra 14 højindkomstlande, såsom Australien, Canada, Danmark, Skotland og USA.

Studiet er netop publiceret i det anerkendte videnskabelige tidsskrift The Lancet.

Beskytter tilsyneladende mod flere typer HPV, end troet

Selvom vaccinen er rettet mod HPV-16 og -18, der er betegnet som to af de mest kræftfremkaldende former for Human Papillomavirus, tyder det nye studie faktisk på, at vaccinen også beskytter mod andre typer HPV.

For eksempel er forekomsten af HPV-31, 33 og 45 faldet med 54 procent hos 13-19-årige piger i lande med vaccinationsprogrammer over de seneste 8-9 år. 

»Flere af studierne i vores gennemgang tyder på, at vaccinen giver en såkaldt krydsbeskyttelse mod flere typer HPV, men om beskyttelsen er ligeså stærk og holder ligeså længe er svært at sige,« fortæller Susanne Krüger Kjær.

Hun forklarer desuden, at den nyeste HPV-vaccine, der er blevet givet i Danmark siden 2018 ikke kun er rettet mod HPV-16 og -18, men mod hele 9 typer for HPV.

»Den er dog for ny til, at vi kan vise nogle resultater fra dens effekt i befolkningen,« siger hun.

LÆS OGSÅ: HPV-vacciner imponerer i nye studier: Overgår måske endda forskernes håb

Forekomst af kønsvorter og celleforandringer falder stadig

Formålet med at beskytte mod HPV-infektionerne er, at de kan forårsage alvorlige sygdomme som kønsvorter og kræftfremkaldende celleforandringer samt mange kræfttyper.

Den nye gennemgang viser da også, at der er sket et stort fald af både kønsvorter og celleforandringer på livmoderhalsen. 5-9 år efter lanceringen af vaccinationsprogrammet faldt forekomsten af kønsvorter med:

  • 67 procent hos 15-19-årige piger 
  • 54 procent hos kvinder mellem 20-24 år 
  • og 31 procent hos kvinder på 25-29 år.

I samme periode faldt forekomsten af celleforandringer, der kan føre til livmoderhalskræft med:

  • 51 procent blandt piger i 15-19-årsalderen og 
  • og med 31 procent blandt kvinder i 20-24-årsalderen.

»Det er nyt, at vi ser så gode resultater på de svære celleforandringer i en omfattende meta-analyse, og vi ser det samme mønster i alle de lande, der er med. Det er det, der gør det hele så stærkt,« siger Susanne Krüger Kjær.

HPV vaccine immunitet kønsvorter celleforandringer

Her ses risikoen for kønsvorter for lande, der har over 50 procent vaccinationsrate og vaccination af flere årgange (de blå linjer) og lande, der har under (de røde linjer). Læg mærke til, at også mænd beskyttes, når vaccinationsraten er høj på grund af flokimmunitet. (Illustration: Drolet et al.)

Flokimmunitet beskytter også drenge og uvaccinerede piger

Palle Valentiner-Branth, der er leder af sektionen for vaccineforebyggelige sygdomme på Statens Serum Institut, er begejstret for det nye studie.

»Det er et flot og solidt studie, som dokumenterer at vaccinen har de effekter, vi regnede med. De finder en signifikant reduktion af HPV, kønsvorter og celleforandringer. Og det er positivt, at vaccinen tilsyneladende også virker overfor HPV-31, 33 og 45,« siger han.  

Det mest interessante er ifølge Palle Valentiner-Branth dog, at gennemgangen også dokumenterer, at høje vaccinationsrater giver øget flokbeskyttelse.

»Man kan se, at i de lande, der har en vaccinationsrate på over 50 procent, og som samtidig vaccinerer flere årgange på én gang - f.eks. som i Danmark, hvor vi har vaccineret piger fra 12-15-årsalderen samtidig i forbindelse med at vaccinen blev indført, der kan man også se en effekt hos drenge, der ikke får vaccinen,« siger Palle Valentiner-Branth.

Hos drenge faldt kønsvorter f.eks. med 48 procent blandt de 15-19-årige og 32 procent hos 20-24-årige mænd i lande med høj vaccinationsrate, der også vaccinerede flere fødselsårgange.

»Det handler om at holde forekomsten af HPV-infektion på så lavt niveau i befolkningen som muligt, så smittespredningen også bliver lav. Og derfor er strategien med at vaccinere flere fødselsårgange og begge køn så vigtig,« siger Susanne Krüger Kjær.

Du kan læse mere om flokimmunitet i artiklen 'HPV-vacciner imponerer i nye studier: Overgår måske endda forskernes håb'

LÆS OGSÅ: Kæmpestudie: HPV-vaccinerne virker og er ikke farlige

Effekten kan i teorien være større

Sidst men ikke mindst pointerer Palle Valentiner-Branth, at de imponerende resultater af vaccinationsprogrammerne skal ses i lyset af, at der op til programmerne blev registreret en stigning af HPV-tilfælde.

»Vi er gået fra en stigning til et stort fald. Og det er ikke til at vide, om den stigning var fortsat, hvis der ikke blev sat ind, men hvis det er tilfældet, så er vaccinens resultater jo bare endnu mere imponerende,« siger han.

Men netop derfor påpeger han også, at man er nødt til at sætte ind i andre, mere fattige lande, hvor der er en høj forekomst af HPV-infektioner.

»Studiet her er jo udført i højindkomstlande, og det lykkedes at bringe antallet af HPV-infektioner ned. Men i U-lande er byrden af HPV-infektioner endnu større, og de har tilmed ikke lige så velfungerende screeningsprogrammer, hvis de har nogen overhovedet, så studiet her er blot endnu et argument for, at man får rullet vaccinationsprogrammer ud i flere lande,« slutter Palle Valentiner-Branth.

LÆS OGSÅ: Professor: Kritik mod HPV-vaccine er uvidenskabelig

LÆS OGSÅ: Sådan vil stjerneprofessor diskutere HPV og ømtålelige emner i medierne

... Eller følg os på Facebook, Twitter eller Instagram.

Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.


Se den nyeste video fra Tjek

Tjek er en YouTube-kanal om videnskab og sundhed henvendt til unge.

Indholdet på kanalen bliver produceret af Videnskab.dk's Center for Faglig Formidling med samme journalistiske arbejdsgange, som bliver anvendt på Videnskab.dk.