Forskere verden over har arbejdet hårdt på at forstå, hvorfor nogle patienter ikke bliver raske efter COVID-19.
Mange af patienterne har døjet med dårlig hukommelse og koncentrationsproblemer, længe efter at de har været syge, hvilket ofte kaldes hjernetåge.
Nu mener et forskerhold ved Trinity College Dublin i Irland, at de har fundet noget meget interessant, som måske er forklaringen.
Svigt i blod-hjerne-barrieren
Forskerne analyserede først blodet fra 76 patienter, der var blevet indlagt med COVID-19. Det skete i marts og april 2020. De sammenlignede blodet med blodprøver fra personer taget før pandemien.
14 af patienterne, der havde været syge, rapporterede, at de oplevede hjernetåge.
I prøverne fra alle disse patienter fandt forskerne et højere niveau af et protein, som normalt ikke findes i blodet, og som bliver produceret af celler i hjernen.
Forskerne fik derfor mistanke om, at der kunne være tale om et brud på den såkaldte blod-hjerne-barriere hos patienterne. Det er en slags filtersystem, der gør, at en række stoffer ikke kan passere direkte fra blodet til hjernen.
MR af hjernen
Omkring et år senere fulgte de op med MR-scanninger af patienternes hjerner. I tillæg tog de en række prøver fra dem.
MR-billederne viste, at de patienter, der længe havde senfølger efter COVID-19 med kognitive problemer, havde tegn på utætte blodkar.
Det viste patienterne, der var kommet sig, ingen tegn på. De havde normale blodkar.
»Interessant studie«
Arne Søraas er læge og forsker ved Oslo Universitetshospital. Han leder et stort corona-studie i Norge, som i dag primært undersøger, hvordan det går med deltagerne, efter at de fleste af os nu er blevet smittet med COVID-19.
Arne Søraas har læst det nye studie. Han finder det meget interessant, at forskerne så tydeligt er i stand til at måle ændringer i blodet og på MR-billeder hos patienterne med kognitive problemer.
»I et tidligere studie, også publiceret i tidsskriftet Nature, fandt forskerne også, at der sker ændringer i hjernen efter sygdom ved hjælp af MR. Men jeg har aldrig set et så specifikt resultat som dette. Her har man brugt en MR-teknik, som tydeligt viser lækagen mellem blod og hjerne.«
Lille studie, men tydelige fund
Studiet er lille. Det er naturligvis et problem, siger Arne Søraas.
»Samtidig står forskerne med tydelige fund. Det er helt sikkert, at de har fundet objektive forskelle i hjernen hos dem, der havde senfølger efter COVID-19 med kognitive problemer, sammenlignet med dem, der ikke havde det.«
Han mener, forskningen bør gentages, og at det kan få betydning for behandlingen af patienterne, hvis andre studier resulterer i samme fund.
»Problemet i dag er, at der ikke findes nogen behandling. Men hvis problemet nu er identificeret, kan det tænkes, at det er muligt at udvikle en behandling for blodkarrene.«
Ekstremt vigtigt for patienterne
For patienterne er det meget vigtigt at høre, at der er objektive fund, der viser, at der faktisk er sket en forandring i deres hjerne, mener Arne Søraas.
»I dag bliver de behandlet hos deres praktiserende læge. Her får de ofte at vide, at det er almindeligt at opleve dårlig hukommelse efter en virusinfektion.«
»En del norske læger forklarer senfølger efter COVID-19 med, at det er en selvforstærkende smertereaktion, der opstår i hjernen, efter at have mærket ubehag eller smerter. Og selvom det forsvinder, vil mange opleve træthed og andet ubehag, som igen giver hukommelsesproblemer. Det skal man så tænke sig rask til ved at kende til denne sammenhæng ifølge disse læger,« fortæller Arne Søraas.
Det er en helt anden måde at forklare problemet på, end det forskerne finder, nemlig at der er et svigt af blod-hjerne-barrieren, mener Arne Søraas.
Kan fundet overføres til ME?
Det nye fund fra de irske forskere viser, hvor vigtigt det er ikke at psykologisere tilstande tidligt, når man ikke ved noget om, hvad der forårsager de problemer, patienterne oplever, siger Arne Søraas.
Han har længe advaret om, at vi skal tage senfølger efter COVID-19 alvorligt.
»Det er tydeligvis et meget stort problem. Data fra corona-studiet viser, at omkring 10 procent af dem, der er blevet smittet af coronavirus i Norge, oplever, at deres hukommelse er blevet dårligere. Vores tal viser også, at der nu er mange flere, der siger, at de har tilsvarende problemer i Norge end tidligt i pandemien,« siger han.
Ifølge Arne Søraas er det er svært at sige, om fundet kan overføres til andre patientgrupper med hukommelsesproblemer, for eksempel ME-patienter (myalgisk encephalomyelitis). Han mener, at der er brug for mere forskning.
»Det er vigtigt, at man undersøger eftervirkningerne af hver virus for sig,« slutter han.
©Forskning.no. Oversat af Stephanie Lammers-Clark. Læs den oprindelige artikel her.

































