Ny teori om ‘corona-senfølger’: Lavt niveau af serotonin kan forårsage ‘hjernetåge’ og hukommelsestab
Nyt studie viser, at patienter med 'long COVID' har et lavt niveau af signalstoffet serotonin i deres blod.
Nyt studie viser, at patienter med 'long COVID' har et lavt niveau af signalstoffet serotonin i deres blod.

Amerikanske forskere mener, at de muligvis har fundet en årsag til, at senfølger af COVID-19 hos en del personer fører til problemer som hukommelsestab og 'hjernetåge'.
COVID-19-senfølger - på engelsk kaldet 'Long COVID' - dækker over, at en del personer uafhængigt af sværhedsgraden af deres sygdomsforløb fortsat oplever symptomer, efter at den akutte infektion er overstået.
På det tidspunkt, hvor blodprøverne blev taget, rapporterede de fleste af COVID-19-patienterne, at de led af kronisk træthed, kognitive problemer, manglende udholdenhed, hovedpine, søvnproblemer, angst og hukommelsestab.
Jo flere symptomer patienterne havde, desto mindre serotonin.
Signalstoffet serotonin er måske mest kendt for sin rolle i at regulere humøret, men det er også vigtigt for søvn og hukommelse.
Fundet kan være bindeleddet mellem andre kendte teorier om årsagerne bag corona-senfølger, mener forskerne ved University of Pennsylvania, der står bag studiet.
Adskillige studier har fundet rester af SARS-CoV-2-virus i kroppen på patienter med senfølger. Analyser af afføringsprøver fra nogle af patienterne i studiet viste, at de indeholdt virus.
Virusresterne menes at føre til en vedvarende immunrespons, selvom situationen ikke længere er akut. Kroppen producerer såkaldte interferoner, som skruer ned for cellernes aktivitet, så de ikke reproducerer virussen.
Men det mindsker også kroppens evne til at optage aminosyrer som tryptofan, der er nødvendigt for, at tarmen kan producere serotonin.
Senfølgepatienter havde således høje niveauer af interferoner og lave niveauer af tryptofan.
En del af serotoninen i kroppen laves i hjernen, men størstedelen - 95 procent - laves i tarmen. Det er denne serotonin, der er påvirket af senfølger, ifølge forskerne.
Personer med corona-senfølger var altså ikke i stand til at slippe af med virussen. I stedet havde de en vedvarende kronisk infektion i tarmen, der ifølge det nye studie førte til et lavt niveau af serotonin.
Det medfører, at signalerne mellem tarmvæggen, der går via vagusnerven op til hjernen, bliver dårlige, mener forskerne. Vagusnervens opgave er blandt andet at stimulere kognitiv adfærd og hukommelse.
Forskerne forbinder også fundet med andre symptomer som eksempelvis koagulering af blodet. Serotonin opbevares og transporteres rundt i kroppen af blodplader.
En COVID-infektion risikerer derfor ikke kun at reducere produktionen af, men også evnen til at cirkulere, serotonin i kroppen.
Immunolog Anne Spurkland følger nøje med i, hvad der bliver publiceret om COVID-19-senfølger i velrenommerede tidsskrifter, som for eksempel det nye studie publiceret i Cell. Hun synes, at studiet er interessant.
»De har taget udgangspunkt i stofskiftet i kroppen hos mennesker henholdsvis med og uden kronisk COVID og lavet en analyse, der undersøger 'alt'. Det er en moderne måde at forske på; at se holistisk på genekspression og stofskifte. Så kan man opdage ting, der tidligere blev overset. Men man registrerer også meget støj, så det kan være svært at sammenligne fra studie til studie,« siger professoren.
»Deres konklusion er, at senfølgesymptomer skal opfattes som en slags kronisk vedvarende infektion ét eller andet sted i kroppen, der holder sygdomsprocessen ved lige - i hvert fald det, der påvirker aminosyrer og serotonin.«
Forskerne startede med omkring 1.500 patienter med 'long COVID' på Penn Medicines Post-COVID Assessment and Recovery Clinic i delstaten Pennsylvania i USA.
De blev opdelt i grupper baseret på symptomer. Et repræsentativ udvalg på 58 patienter med senfølger blev udvalgt til at deltage i studiet.
De blev sammenlignet med 60 personer med en ny COVID-19-infektion og 30 personer, der var kommet sig helt efter COVID-19.
Forskerne tog blodprøver fra deltagerne og undersøgte deres stofskifte.
Et lavt niveau af serotonin var det, der skilte senfølgepatienterne fra de personer, der var kommet sig helt fra infektionen.
Der blev også lavet studier på mus og tarmorganoider - miniorganer dyrket i laboratoriet - for at afdække mekanismerne bag det reducerede niveau af serotonin.
Det vises dog stadig ikke, om teorien holder stik, påpeger Anne Spurkland. Det er et lille studie, som bør gentages af andre og på en større forsøgsgruppe, mener hun.
Hvis det er rigtigt, at senfølgerne kommer fra en kronisk infektion i tarmen, kan det åbne op for mulig behandling.
»Det er før blevet foreslået, at man kan behandle mennesker med long COVID ved at fjerne virussen,« siger Anne Spurkland.
»Men der er varierende resultater. Det er ikke bekræftet, at det lykkes for alle,« siger hun.
Anne Spurkland peger på et andet studie, der udkom tidligere på året, hvor forskerne også fandt spor af COVID-19-senfølger i kroppen – her i form af påfaldende lave niveauer af stresshormonet kortisol.
»Alt det her er interessant og vigtigt at forsøge at forstå - her bygger man sten på sten,« siger immunologen.
»Det, som imidlertid er en frustration ved long COVID, er, at der nok er en del forskellige patienter, der flyver under radaren i forhold til diagnosticering, så det er ikke så nemt at sammenligne studierne fra det ene til det andet.«
De fleste eksperter mener ikke, at man vil finde én såkaldt biomarkør - spor i kroppen - der afslører coronasenfølger, men flere forskellige indikatorer, og at de kan variere alt efter, hvilken slags symptomer patienten har. Det skriver The New York Times i en artikel om serotonin-studiet.
I tidligere studier har forskerne fundet lave niveauer af serotonin hos senfølgepatienter, mens andre ikke har kunnet påvise det.
Forskeren David Putrino ved The Cohen Center for Recovery From Complex Chronic Illness i USA er én af forskerne bag kortisolstudiet.
Han siger til netavisen STAT, at han ikke anbefaler, at læger begynder at teste patienters serotonin- og kortisol-niveauer, men at de skal have det i mente, når de forsøger at forstå, hvor senfølgepatienternes problemer stammer fra.
»Det er ikke alle, der kommer til at have et lavt niveau af serotonin. Ikke alle kommer til at have et lavt niveau af kortisol om morgenen. Ikke alle kommer til at have udmattede T-celler. Men det er her, vi skal lede efter svar,« siger han.
For at forstå mekanismerne bag årsagen til de lave niveauer af serotonin hos senfølgepatienterne, udførte forskerne også undersøgelser på mus.
De mus, der blev udsat for vedvarende virusinfektioner, havde reducerede niveauer af serotonin, hvilket igen førte til dårligere hukommelse hos musene.
Så testede forskerne ved at give musene Prozac, også kendt som fluoxetin, som bruges til at behandle angst og depression. Musenes serotonin-niveauer blev genoprettet, og hukommelsestabet blev vendt, skriver forskerne.
»Det er et spændende studie, der forsøger at øge vores viden om, hvad der forårsager long COVID,« siger Erik Sveberg Dietrichs, som er overlæge ved Center for Psykofarmakologi på Diakonhjemmet Sygehus og lektor ved Universitetet i Oslo.
Fluoxetin tilhører en gruppe lægemidler, der kaldes selektive serotoningenoptagelseshæmmere, forkortet SSRI. De øger serotonin i synapser mellem nerveceller, forklarer Erik Syeberg Dietrichs, der er ekspert i netop denne type medicin.
»Der er blevet argumenteret for, at SSRI-lægemidler kan afprøves i behandlingen af long COVID, men på nuværende tidspunkt er det videnskabelige grundlag for at starte en sådan behandling meget tyndt,« fortæller Erik Sveberg Dietrichs.

Der er stor forskel på en musemodel og syge patienter, påpeger Erik Sveberg Dietrichs.
»Det er vigtigt arbejde for at forbedre forståelsen og finde en mulig behandling for long COVID. SSRI-lægemidler er også velafprøvede og bruges af mange mennesker rundt omkring i verden. Men vi har ikke grundlag for at sige, at det har en effekt. Først skal der laves store studier med long COVID-patienter,« siger han.
Ifølge avisen The New York Times skal forskerne bag serotonin-studiet i gang med et studie, der netop skal teste effekten af fluoxetin på senfølgepatienter.
De overvejer også at teste effekten af aminosyren tryptofan på patienterne.
Forskerne mener ikke, at deres resultater er begrænset til coronasenfølger, men at de er relevante for eftervirkningerne af virusinfektioner i det hele taget. Anne Spurkland er enig.
»Long COVID er nok ikke så speciel,« siger hun og tilføjer:
»Det specielle er, at mange får det på samme tid lige nu. Men vi har godt kendskab til personer med langvarig træthed, kronisk træthedssyndrom og lignende fra længe før COVID. Det er højst sandsynligt tilstande, der opstår efter en infektion, og det kan være forskellige infektioner, der udløser responsen,« siger Anne Spurkland, som afslutter:
»Ved at studere long COVID-patienterne får vi mulighed for endelig at forholde os til hele dette kompleks. Og spørgsmålet om serotonin-niveauer kan være relevant at se på for andre, der også har symptomer efter en langvarig virusinfektion.«
©Forskning.no. Oversat af Stephanie Lammers-Clark. Læs den oprindelige artikel her.