Nobelprismodtager: Virus i køer - ikke rødt kød - giver tyktarmskræft

Har man større risiko for tyktarmskræft, hvis man har hang til store, saftige bøffer?

Det spørgsmål har forskere diskuteret i årevis - uden at nå til enighed. Nu rusker den tyske forsker og nobelprismodtager Harald zur Hausen op i debatten med en ny teori om, at en virus i køer måske kan være skyld i de fleste tilfælde af tyktarmskræft – en beskyldning ellers hidtil er blevet rettet mod rødt kød.

»Jo mere vi studerer emnet, jo bedre passer alle brikkerne i puslespillet. Vores teori er, at det er vores gode almindelige kvæg, der går rundt på markerne i Danmark og andre europæiske lande, som kan linkes til tyktarmskræft,« siger nobelprismodtager og virus-forsker Harald zur Hausen til Videnskab.dk

Han har netop publiceret en undersøgelse i det videnskabelige tidskrift International Journal of Cancer, som beskriver den mulige sammenhæng mellem tyktarmskræft og oksekød fra helt almindelige, europæiske kvæg (Bos Taurus).

zur Hausen har før haft ret

Det kan umiddelbart lyde usandsynligt, at alle køer på de danske marker skulle bære rundt på virus, som kan føre til tyktarmskræft.

Men da Harald zur Hausen i 1970’erne fik mistanke om, at den seksuelt overførte HPV-virus kunne føre til livmoderhalskræft, lød kritikken også, at hans teori var usandsynlig – det viste sig bare, at han havde ret.

Når det gælder teorien om, at en speciel ko-virus skulle være årsag til tyktarmskræft, har Harald zur Hausen imidlertid ikke nogen fældende beviser endnu. Men det påstår han heller ikke at have.

»Vi har nogle indicier og eksperimentelle data, som tyder på, at der kan være en sammenhæng. Men før vi kan være sikre, skal det bevises. Det har vi ikke gjort endnu,« understreger Harald zur Hausen, som er professor emeritus ved Universität Heidelberg.

Dansk forsker: Forfriskende pust i debatten

På Københavns Universitet har professor Lars Ove Dragsted selv forsket i den mulige sammenhæng mellem rødt kød og tyktarmskræft, og han har læst Harald zur Hausens videnskabelige artikler om emnet.

Han mener, at nobelprismodtagerens teori er et »forfriskende nyt pust« til den mangeårige debat om, de mulige kræftfarer ved at spise kød.

»Gennem årene har vi igen og igen debatteret, om og hvorfor der muligvis kan være en sammenhæng mellem tyktarmskræft og indtag af rødt kød. Vi har været igennem mange teorier, og der er brug for nye øjne og nye angrebspunkter. Derfor er det et dejlig friskt indslag i debatten, og Harald zur Hausen argumenterer absolut sobert for sin teori,« siger Lars Ove Dragsted, som er sektionsleder og professor ved Institut for Idræt og Ernæring, Klinisk og forebyggende ernæring.

»Jeg kan godt sætte fingeren på hans teori et par steder, hvor jeg synes den halter, men det rører ikke ved, at det er et spændende perspektiv, som det er værd at undersøge nærmere.«

Sådan kom zur Hauzen på sporet

Harald zur Hausen kom på sporet af sin teori om ko-virusset, da han for år tilbage begyndte at studere debatten om tyktarmskræft.

I den videnskabelige litteratur kunne han læse, at en masse undersøgelser tydede på, at længerevarende indtag af rødt kød – det vil sige kød fra køer, grise, lam og lignende – kunne øge risikoen for udvikling af tyktarmskræft. Men der var flere dele af den historie, som forskeren ikke kunne få til at gå op.

»Når man skulle forklare, hvorfor rødt kød kunne føre til tyktarmskræft, lød en af de gængse forklaringer, at der bliver skabt nogle kræftfremkaldende stoffer, når man steger og griller rødt kød. Giver man de her stoffer til mus, kan man tydeligt se, at de er kræftfremkaldende.«

»Problemet med hele den forklaring er bare, at de samme kræftfremkaldende stoffer bliver skabt, når man steger og griller fjerkræ og fisk – og ved nogle af disse kødtyper, for eksempel laks, optræder stofferne endda i større koncentrationer. Men alligevel er der ingen evidens for, at længerevarende indtag af fjerkræ og fisk skulle øge risikoen for tyktarmskræft,« forklarer Harald zur Hausen.

Ikke rødt kød - men specifikt oksekød

Ved at studere forekomsten af tyktarmskræft i forskellige lande, fik han ideen om, at det måske ikke var rødt kød generelt, der kunne linkes til tyktarmskræft – men derimod oksekød af den fra helt almindelige, europæiske kvæg, Bos Taurus.

»Et af de lande i verden, hvor man spiser allermest rødt kød, er Mongoliet. Alligevel har Mongoliet en meget lav forekomst af tyktarmskræft. Det kunne vi ikke få til at passe med teorien om, at rødt kød skulle være årsag til tyktarmskræft. Da vi kiggede nærmere på sagen, opstod teorien om, at det ikke er rødt kød som sådan, der spiller en rolle, men derimod en specifik type af rødt kød,« siger Harald zur Hausen.

Han forklarer, at i den vestlige verden spiser man næsten udelukkende oksekød, som stammer fra køer i Bos taurus-familien – den type kvæg, som han mistænker for at indeholde kræftfremkaldende virus.

I Mongoliet stammer oksekødet imidlertid fra helt andre racer: Hovedsageligt yak-okser, men også en blandingsrace mellem oprindelige, lokale kvæg og Zebu-kvæg.

»Et andet interessant eksempel er Indien. Her er koen hellig, og hinduerne spiser ikke oksekød. Og i Indien er forekomsten af tyktarmskræft ekstremt lav – en af de laveste i hele verden ud over Mongoliet,« fortæller Harald zur Hausen og tilføjer, at billedet ser anderledes ud, hvis man vender blikket mod den nordøstlige del af Indien og delstaten Kerala:

»I de her to regioner spiser man oksekød, og man kan man endda få det på restauranterne. Og begge regioner har en højere forekomst af tyktarmskræft end resten af Indien,« fortæller Harald zur Hausen.

Puslespillet passer også i Japan og Korea

Som et andet slående eksempel på det geografiske puslespil over kødindtag og tyktarmskræft nævner han landene Japan og Korea.

I disse lande var der ifølge Harald zur Hausen en lav forekomst af tyktarmskræft indtil midten af forrige århundrede. Men så skete der noget.

»I Japan begyndte forekomsten af tyktarmskræft at stige dramatisk cirka 20 år efter Anden Verdenskrig. I Sydkorea skete det samme 15-20 år efter Koreakrigen. I de her to lande blev der importeret store mængder af kød i årene lige efter krigen – især oksekød fra USA. Så det passer med, at man har et interval på cirka 20 år mellem importen af oksekødet og udviklingen af kræft,« fortæller Harald zur Hausen.

Selvom zur Hausens eksempler kan virke overbevisende, understreger professor Lars Ove Dragsted, at man skal passe på med at lade sig forføre og drage forhastede konklusioner på baggrund af geografiske studier af sygdommes forekomst.

»Man kan ikke konkludere noget som helst, hvis man udelukkende sammenligner sygdommes forekomst i forskellige lande. Det er ikke en videnskabelig stærk metode, for du kan nemt blive snydt.«

»Hvis du for eksempel sammenligner udviklingslande med vestlige lande, kan du udvælge mange forskellige faktorer, som beskriver velstand – hvor mange fjernsyn, biler eller elektroniske dimser et land har – og få dem til at have en sammenhæng med sygdomme, som er mere hyppige i Vesten,« siger Lars Ove Dragsted.

Har fundet ukendte stoffer i køer

Harald zur Hausen er da også godt klar over, at hans geografiske studier ikke udgør nogen rygende pistol for hans teori om ko-virus og tyktarmskræft.

I hans seneste undersøgelse er han derfor gået på jagt efter mere håndfaste beviser i blodet på køer og i komælk fra supermarkeder.

Prøverne fra ko-blod og mælk satte han under lup i laboratoriet, og her kunne han isolere en række små og hidtil ukendte DNA-molekyler, som han mener stammer fra virus.

»Indtil nu har vi isoleret mere end 20 individuelle molekyler, som alle tilhører en gruppe af meget små, enkelt-strengede og cirkulære typer af DNA. Jeg er stadig tilbageholdende med at kalde dem for virus, for vi har aldrig før set den slags partikler. Men det er sandsynligt, at de stammer fra virus,« fortæller Harald zur Hausen.

Han fortæller, at han nu vil gå i gang med at analysere, om de nyfundne DNA-molekyler kan spille en rolle for udviklingen af kræft.

Giver ko-virus også brystkræft?

For ikke nok med, at Harald zur Hauzen mener, at langvarigt indtag af oksekød kan føre til tyktarmskræft – han mener også, at indtag af komælk måske kan give anledning brystkræft.

»Vores mistanke er, at tyktarmskræft måske kan kædes sammen med virus, som er til stede i kødet fra specifikke kvægracer (kvæg fra Bos Taurus-familien, red.). Men i mælken fra de samme kvægracer tror vi, at der kan være en lidt anderledes virus, som kan føre til brystkræft,« siger Harald zur Hausen.

Ligesom for tyktarmskræft begrunder Harald zur Hausen sin teori om brystkræft med blandt andet studier af, hvor hyppigt brystkræft forekommer i forskellige lande, og hvor meget mælk befolkningen drikker.

På Københavns Universitet mener Lars Ove Dragsted imidlertid, at zur Hausens teori om brystkræft fremstår langt svagere – rent videnskabeligt – end hans teori om tyktarmskræft.

»Hans argumenter halter mest, når det gælder sammenhængen mellem mælk og brystkræft. Der er ikke meget, der tyder på, at et indtag af mælk skulle give brystkræft. Tværtimod viser store befolkningsundersøgelser, at det skulle have en lille smule beskyttende effekt mod brystkræft at drikke mælk. Så det ville overraske mig meget, hvis det viste sig, at han havde ret i, at der var en virus i mælk, som kunne give brystkræft,« siger Lars Ove Dragsted og tilføjer:

»Men han påstår jo heller ikke, at han alle beviserne og har en fiks og færdig teori. I sine artikler understreger han, at det kun er en hypotese. Så det er helt ok og sobert arbejde.«

Harald zur Hausen arbejder nu videre med sine teorier, og fremtiden må vise, om de holder vand eller ej.

Skal vi i mellemtiden være bekymrede for at spise oksekød eller drikke mælk fra kvæg af Bos Taurus-familien?

»Nej slet ikke. Hvis vores mistanke holder stik, er vi alligevel alle sammen inficeret med de samme virus. Men kun meget få af os vil blive syge af det – under meget specifikke omstændigheder,« siger Harald zur Hausen.

Men hvorfor så overhovedet udføre forskning i, om mælk og kød fra kvæg kan føre til kræft?

»Det er et interessant spørgsmål, og mit gæt vil være, at forskningen potentielt set godt vil kunne gøre en forskel. Hvis man kan identificere specifikke stoffer i kvæget, kan man udvikle vacciner – måske ikke vacciner til mennesker, men til køer, sådan at man kan forhindre overførsel af sygdommen.«

»Samtidig er det sådan, at når man kender et mål eller et stof, som fører til sygdom, så kan man ofte udvikle mere målrettede behandlinger,« slutter Harald zur Hausen.