På savannen i Afrika kan man en gang imellem se en elefant med bøjet hoved og slap snabel, der i dagevis sørger og holder vagt over sin døde unge.
Elefanten er et blandt flere eksempler på dyr i naturen, der viser, at de knytter sig til andre dyr. Men om de ligefrem føler og elsker, som vi mennesker gør, vides ikke.
Til gengæld ved man, at visse dyr har tilknytning til en partner, afkom eller andre dyr i en flok.
»Sorgen hos elefanter og aber, der mister deres afkom, kan være så stærk, at de bliver ved det døde barn i flere dage, og elefanter begraver endda deres døde under blade og grene og jord, før de forlader liget,« fortæller zoolog Lars Thomas, der har været tilknyttet som konsulent til forskellige forskningsprojekter på blandt andet Københavns Universitet og Zoologisk Museum i Århus omkring forskellige dyrearters udbredelse.
»Det er en lidt omvendt slutning, men man kan sige, at i og med man kan se, at dyret sørger, har det også haft nogle særlige forhold til det dyr, der er dødt, og det tolker vi som om, det har følt kærlighed,« siger han.
Trofaste mus
Den videnskabelige beretning om kærlighed og forelskelse blandt dyr starter i små præriemus, som er verdensberømte for at være monogame. Hannerne er udprægede familiedyr, der bliver tæt på hjemmet og er med til at opfostre ungerne. De er fyrige bekæmpere af eventuelle rivaler og danner par med hunnerne for livet.
Præriemusenes monogami er enestående, for deres trofasthed står i stærk modsætning til deres nærmeste slægtninge, de asiatiske snemus, hvor hannerne er en flok charlataner, der kun er interesserede i one-night-stands og ikke binder sig fast til én partner. Og det er til trods for, at asiatiske snemus og præriemus genetisk set næsten er identiske og deler 99 pct. af deres dna.
Kroppens naturlige kærlighedseliksir
Hvad er det så i generne, der får præriemus til at forelske sig så intenst i deres partner?
Svaret ligger i hormonerne. Når præriemus har sex, frigives to hormoner kaldet vasopressin og oxytocin. Disse to hormoner virker som en slags kærlighedseliksir på musene og får dem til at knytte sig til deres partner.
Forskere har lavet forsøg, hvor de har reduceret mængden af de to hormoner, og dermed bliver hannerne til don Juan'er, der kun bliver ved hunnerne den korte tid, det tager at parre sig. Gav forskerne derimod hannerne hormonerne ved en indsprøjtning, men forhindrede dyrene i at parre sig, bandt de sig alligevel til deres udvalgte partner.
»Der findes en lang række af dyr, der er monogame«, fortæller Lars Thomas.
»Vi ser det især ved fugle. De er meget kræsne med at vælge partner og lever i livslange forhold. Gæs og albatrosser kan være mange år om at vælge sig en partner, og nogle får aldrig en ny, hvis den ene dør.«
\ Læs også
Flere artikler fra temaet 'Den store kærlighed':
Praktisk frem for romantisk
Men faktisk er det kun i alt tre procent af alle verdens dyrearter, der lever i faste parforhold. Altoverskyggende kærlighed er altså ikke populært i dyreverdenen. Men er der så en god grund til, at visse dyr alligevel holder sammen i livslange partnerskaber?
Den videnskabelige forklaring er desværre såre pragmatisk. Dyrene findes sammen i par, hvis det gavner chancen for at overleve, forklarer Lars Thomas.
»Det praktiske ved at leve sammen med andre er, at der er flere øjne til at hjælpe med at finde føde og holde øje med fjender. Det smarte ved at have én bestemt partner er, at man lærer hinandens vaner at kende og kan reagere hensigtsmæssigt i forhold til det. På den måde kan man sige, at kærligheden giver en fordel,« siger Lars Thomas.
Belønnes for kærlighed
Gennem livet gør både dyr og mennesker mange ting for at overleve. De spiser, drikker og har sex for at skabe nyt afkom, der kan føre arten videre. Grunden til, at de gør disse ting, er, at hjernen belønner dem med et stof kaldet dopamin, der får dem til at føle sig godt tilpas. Uden dopamin-beløningssystemet ville man hurtigt glemme alle disse livsvigtige gøremål. Hos præriemusene øges hunnernes dopaminniveau med hele 50 procent, når hun parrer sig.
Blandt visse dyr sætter belønningssystem i gang, når dyrene finder sammen med en mage. Præriemusen føler sig altså godt tilpas, når den har en fast partner. Dopaminsystemet får desuden hjælp fra vasopressin og oxytocin, som hjælper præriemusene med at genkende deres partner.
Forsøg med mus har vist, at hvis man fjerner genet for oxytocin allerede i fosterstadiet, vil musen lide af socialt hukommelsestab. Den vil simpelthen ikke huske de mus, den møder på sin vej. Man mener, at de monogame dyr husker hinanden ved at danne et duft- eller lydbillede af deres partner.
»Mange fugle synger til hinanden og har bestemte melodier og stemmer, som de genkender hinanden på,« fortæller Lars Thomas.
»Med hensyn til lugt, så har man jo set eksempler på, at dyr kun vil kendes ved hinanden, hvis de genkender lugten. Hvis du fjerner en nøgenrotte fra sin gruppe, så den mister sin gruppelugt, vil de andre rotter overhovedet ikke kendes ved den igen,« siger han.
Homo-dyr
Det praktiske ved at leve sammen med andre er, at der er flere øjne til at hjælpe med at finde føde og holde øje med fjender
Zoolog Lars Thomas
Det er dog ikke alle dyr, hvor eksperterne kan finde svar i det praktiske og forklare deres kærlighedssignaler ud fra teorien om, at alt gøres for at overleve. For eksempel findes der en række homoseksuelle dyr, som har seksuelle præferencer for deres eget køn. Både i Odense og København Zoo har man flamingoer og pingviner, som lever i homoseksuelle parforhold.
»I USA i 2007 opdagede man, at ti procent af hannerne blandt en særlig art tamfår hellere ville parre sig med andre hanner. Det var selvfølgelig ikke sjovt for fåreavlerne, for det kommer der jo ikke mange lam ud af,« fortæller Lars Thomas.
»Men man ved altså ikke, hvorfor nogle dyr foretrækker deres eget køn, for rent biologisk og reproduktionsmæssigt giver det ikke mening,« siger han.
Klik på videoen og se elefanter, der sørger - fra National Geographic Channel
