Jeanette har fået en psykopati-diagnose, men hævder at have tæmmet sin adfærd

Op mod 200.000 danskere går i dag rundt med diagnosen dyssocial personlighedsstruktur, der i folkemunde kaldes psykopati.

En diagnose, som i størstedelen af forskningen, der findes på området, er forbundet med manglende empati, grov ligegyldighed overfor andres følelser og manglende evne til og interesse for at forbedre sig.

Men sådan oplever 38-årige Jeanette K. Henriksen ikke sig selv, selvom hun er blevet diagnosticeret med dyssocial personlighedsstruktur:

»Da jeg fik stillet diagnosen, var jeg meget syg, men jeg har lært nogle teknikker til at finde ro, så den ikke træder frem. Jeg har ikke på samme måde de der stærke kernetræk længere. Der er måske ikke nogen, der tror på det, men det er sådan, det føles inden i mig,« siger Jeanette K. Henriksen, der er førtidspensionist.

Måske er du også skeptisk, når Jeanette siger, at hun har arbejdet med sig selv og har fået det bedre. For er det overhovedet muligt, når det ligger i diagnosens DNA at være uforbederlig og følelseskold?

Det spørgsmål udfolder Videnskab.dk’s hjerneredaktion Brainstorm i denne artikel ved at dykke ned i Jeanettes historie, og så taler vi også med chefpsykolog Tine Wøbbe, der er aktuel med bogen ‘De siger, jeg er psykopat’, som nuancerer diagnosen.

Hvis du hellere vil høre historien som podcast, så kan du høre den i afspilleren herunder.

Diagnosen gjorde Jeanette bange for sig selv

Hvis vi spoler tiden tilbage til dengang, 21-årige Jeanette blev diagnosticeret med dyssocial personlighedsstruktur, handlede mange af hendes følelser om, at hun ikke ønskede at have diagnosen - hun ville bare have det bedre.

Jeanette fik diagnosen på den psykiatriske afdeling i Middelfart, viser hendes journal, som Brainstorm har fået adgang til. Her blev hun testet med den såkaldte psykopatitjekliste, der i fagsprog kaldes PCL-R - et redskab, der skal hjælpe med at vurdere i hvor høj grad, patientens karaktertræk og adfærd stemmer overens med den dyssociale profil.

Selvom Jeanette kunne genkende dele af sig selv i diagnosen, var det hårdt at få stemplet ‘psykopat’.

»Det var voldsomt, fordi jeg tænkte: ‘Er jeg så et dårligt menneske? Er jeg farlig?’ Og hvor kom det fra? Det kan godt være, jeg passede ind i tjeklisten, men der er jo forskellige grader af diagnosen,« siger Jeanette, og fortsætter:

»Jeg følte selv, at jeg gerne ville hjælpe folk, så det var voldsomt at høre, at der står på tjeklisten, at du ikke har empati,« lyder det.

Diagnosen gjorde Jeanette bange for sig selv, for i tiden omkring udredningen havde voldsomme følelsesmæssige udsving og kunne være udadreagerende.

Derfor frygtede hun, hvad hun kunne finde på at gøre, hvis hun fik det endnu værre mentalt.

Jeanettes reaktion understreger vigtig pointe om psykopati

Jeanettes reaktion på at blive diagnosticeret med dyssocial personlighedsstruktur adskiller sig markant fra den klassiske psykopats reaktion.

Det fortæller Tine Wøbbe, der som psykolog i retspsykiatrien ofte udreder mennesker med netop en dyssocial personlighedsstruktur.

»En person med en meget høj grad af psykopati ville groft sagt være ligeglad og ville ikke bekymre sig om at få det her prædikat,« siger Tine Wøbbe, der er chefpsykolog på Psykiatrisk Center Sct. Hans og ekstern lektor på Københavns Universitet.

»De ville karikeret sagt synes, at det var fint ikke at have empati, for så slap man for det bøvl. Det, at Jeanette bliver bekymret og ked af det, vidner om, at hun i hvert fald ikke er i de højere ender af skalaen,« fortsætter Tine Wøbbe.

Hun tilføjer, at nogle endda bliver stolte af at få diagnosen, fordi den gør dem unikke.

Jeanettes evne til at føle en vis grad af empati understreger en vigtig - men for mange ukendt - pointe:

Psykopater behøver ikke nødvendigvis være kriminelle eller helt ude af stand til at føle empati. Ligesom alle andre psykiatriske diagnoser er psykopati et spektrum, hvor du kan have karaktertrækkene i højere eller lavere grad.

Og ligesom et menneske med en mild depression har bedre forudsætninger for at få det bedre igen, end en person med en svær depression, har et menneske med en mildere grad af dyssocial personlighedsstruktur en bedre prognose, lyder det.

Netop den pointe var Tine Wøbbes motivation for, sammen med journalist Kristina Antivarkis, at skrive bogen ‘De siger, jeg er psykopat’, hvor seks mennesker, herunder Jeanette, fortæller frit om deres liv og tanker om diagnosen.

De bliver et billede på, at en dyssocial personlighedsstruktur kan tage ret sig forskelligt ud fra person til person.

Kunne blive vred og udadreagerende

Når Jeanette fortæller, at der var nogle helt bestemte træk hos sig selv, hun kunne genkende i diagnosen, er det med henvisning til hendes år som teenager og ung voksen.

Dengang svingede hendes temperament meget afhængigt af, hvordan hun havde det.

I de dårlige perioder var hun grænsesøgende, drak meget og kunne blive udadreagerende, hvis tingene ikke gik hendes vej.

»Det har oftest været overfor min familie, jeg har været mest udadreagerende. Ikke på deres person, men hvis jeg ikke følte mig forstået, kunne jeg godt skubbe til borde eller kaste med noget,« fortæller Jeanette.

Hun tilføjer, at det kan tælles på en hånd, hvornår hun har fortrudt noget - især på de tidspunkter, hvor hun havde det svært mentalt.

I de sidste 10 år er der imidlertid sket en kolossal forbedring, vurderer Jeanette.

Hun har arbejdet med sig selv og fundet nogle metoder til at tæmme sin vrede, så hun i dag slet ikke kan forestille sig at kaste med ting eller være udadreagerende.

»Det er mange mennesker, der reagerer voldsomt i diskussioner, og det er ikke så anderledes fra mig i dag. Jeg bruger bare sindsygt mange kræfter på hele tiden at tænke over, hvornår jeg skal stoppe, så jeg ikke overtrumfer andre mennesker,« siger Jeanette.

Der er hun både blevet i stand til ved at gå til samtaler i psykiatrien og ved at have fået tildelt førtidspension.

Pensionen giver hende ro til at tænke over sin adfærd og mulighed for at vige uden om situationer, hvor hun bliver vred - for eksempel i et job, hvor stress og konflikter kan presse hende, siger hun.

Psykopatisk adfærd kan tæmmes

Tine Wøbbe har ud fra samtaler med Jeanette analyseret hende i sin nye bog, og psykologen anerkender den udvikling, Jeanette fortæller, at hun har været igennem.

Når behandlere som Wøbbe har med psykopater at gøre, kommer graden af bedring som nævnt helt an på, hvor højt patienten scorer på psykopatitjeklisten, og Jeanette har sandsynligvis aldrig haft stærke dyssociale personlighedstræk, vurderer Wøbbe.

Det vurderer hun, fordi Jeanette for et par år siden efter at have afsluttet et behandlingsforløb faktisk fik ændret sin diagnose til en uspecifik personlighedsforstyrrelse.

Det vil sige, at hun stadig har en personlighedsforstyrrelse, men ikke længere har nok klare og gennemgående træk til at kunne kaldes dyssocial.

Jeanettes diagnose, som hun fik, da hun var 21, var derfor nok snarere bundet op på hendes destruktive adfærd end på, at hun havde en meget psykopatisk personlighed - sådan en er nemlig stort set umulig at ændre på i behandling, lyder det.

»Terapien bliver nødt til at tage udgangspunkt i, hvad der er vigtigt for vedkommende, og det er oftest dem selv. Jeg kan ikke begynde at lave mentalisering, hvor man lærer patienten at sætte sig i andres sted eller empati-udvikling. Det er at smide vand på en gås - det kommer jeg ingen vegne med,« siger Tine Wøbbe og fortsætter:

»Når man har patienter som Jeanette, der er dyssociale i den lave ende af skalaen, vil hun være meget nemmere at lave et traditionelt behandlingsforløb med. Her kan man netop tappe ind i mentalisering og empati i forhold til omverdenen, fordi hun ikke er ekstrem.«

Men det vil stadig være ret udfordrende i forhold til en, der ikke har de dyssociale træk, slår hun fast.

Kan man stole på en psykopats historie?

Nu ved du en hel del mere om Jeanettes liv, udfordringer og diagnose. Men måske rumsterer et bestemt spørgsmål stadig i dit hoved:

Kan man virkelig tro på Jeanettes påstand om, at hun har fået det bedre, når en kerneadfærd for mennesker med dyssocial personlighedsstruktur er manipulation?

Det svarer Tine Wøbbe på:

»Vi kan aldrig vide, om nogen taler hundrede procent sandt, ligesom vi heller aldrig kan forudsige menneskelig adfærd hundrede procent,« siger hun.

Hun kan og vil ikke blankt afvise, at der kan være løgn og manipulation på spil, men som hun pointerer: Det kan du aldrig, når andre mennesker fortæller dig noget.

»Dét, der taler for Jeanettes sag, er, at hun selv er opsøgende - hun vil gerne selv oplyse, og hun har haft en kontinuerlig kontakt til en fagprofessionel i psykiatrien, hvor hun har været vedholdende i sit behandlingsforløb og oplevet et fremskridt og nogle udviklinger, som hun selv sætter pris på,« lyder det fra Tine Wøbbe.

Jeanette vil sprede sit budskab

Spørger man hende i dag, er Jeanette et andet sted, end da hun fik sin diagnose.

Hun har brug for meget ro og hvile for at dæmpe sine tanker, men generelt lever hun et ret almindeligt liv sammen med sin kæreste og parrets 2-årige søn. Og netop sønnen har været en motivation for at få det bedre, fortæller hun:

»For mig har det været vigtigt, at jeg følte, at jeg kunne give den kærlighed, det kræver at få et barn, og at jeg ikke på nogen måde er udadreagerende. Man kan godt ubevidst komme til at give noget videre, men det har jeg bestemt ikke lyst til, og jeg tænker dagligt: Hvordan kan jeg være den bedste udgave for min søn?«

Nu, hvor Jeanette har mere ro på, har hun fået overskud til at fortælle et budskab, der ligger hende meget på sinde:

Du behøver ikke være dybt kriminel for at have en dyssocial personlighedsforstyrrelse.

»Da jeg fik min diagnose, følte jeg mig rigtig ramt på det, for jeg tænkte, at det er jo folk, der er sindssygt farlige, der har en dyssocial personlighedsforstyrrelse, så det er et meget voldsomt ord at få stemplet lige i panden,« siger hun.

Med årene har hun lært mere om nuancerne i diagnosen, men medierne fremstiller stadig psykopater meget sort-hvidt, mener hun.

Vores forståelse af psykopati skal nuanceres

Der er selvfølgelig en grund til, at mennesker med dyssocial personlighedsstruktur er overrepræsenterede i fængselsstatistikker, og at der popper artikler om voldsom kriminalitet op, når du søger på diagnosen.

For dyssocial personlighedsstruktur er ofte en diagnose, der meget ofte er forbundet med enorme personlige og adfærdsmæssige problemer, som i høj grad rammer de mennesker, personen møder på sin vej.

Men Tine Wøbbe mener samtidig, at det generelle billede blandt folk, der ikke beskæftiger sig professionelt med psykopater, er for sort-hvidt.

»De fleste har nok en oplevelse af, at en psykopat ikke er den bedste at være i relation med. Det er ikke nødvendigvis svigermors drøm, og det er heller ikke en chef, du gerne vil have. Der er en lægmands-forståelse af, at en psykopat er en person, der er problematisk for sine omgivelser,« siger Tine Wøbbe, og fortsætter:

»Så er der også den anden side, hvor det særligt er de ekstremt kriminelle, der fylder forsiderne, hvor psykopati bliver omtalt i de sammenhænge, og så man naturligt kommer til at koble den adfærd med psykopati,« fortsætter hun.

Vi skal gøre op med den forenklede opfattelse af fænomenet psykopati, slår hun fast.

Tine Wøbbe arbejder aktuelt med at forsøge at forske netop i de ukendte hverdagspsykopater, og hvordan de oplever - eller ikke oplever - verden.

Hvis du selv hvis du kender en, du tror er hverdagspsykopat, eller hvis du selv kan identificere dig med visse psykopatiske træk, men ikke er meget voldelig eller kriminel og gerne vil bidrage til forskningen, vil hun gerne høre fra dig.