Hvad gør vi, når et hukommelsessvigt kræver menneskeliv?

En skæbnesvanger juli morgen i år kørte amerikaneren Juan Rodriguez hjemmefra med sine étårige tvillinger på bagsædet af bilen. Børnene skulle som sædvanlig afleveres hos dagplejen, inden Rodriguez tog videre på arbejde.

Men af uransagelige årsager glemte Rodriguez denne morgen det første stop på ruten og tog i stedet direkte på arbejde – en forglemmelse, der skulle få katastrofale følger.

Overbevist om, at børnene hele dagen havde befundet sig trygt hos dagplejen, vendte Rodriguez efter arbejde tilbage til sin bil. Først da gik det op for ham, at han havde begået en frygtelig fejl.

Børnene havde siddet i den glohede bil hele dagen, og han fandt dem nu livløse i deres autostole, døde af overophedning.

Hver sommer dør flere amerikanske børn under lignende omstændigheder – ofre for glemsomme forældre. Men hvordan forholder vi os moralsk og juridisk til sådanne sager?

LÆS OGSÅ: Hvad er hukommelse egentlig?

Ingen fast strafferamme

Som i så mange andre moralske henseender er der flere modstridende intuitioner i spil i så prekære situationer, hvilket også kommer til udtryk i den retslige behandling af sagerne.

Selvom fænomenet er velkendt, findes der ingen standarder for retspraksis, ingen fastsat strafferamme.

Ofte bliver den skyldige tiltalt for uagtsomt manddrab, men bare fordi det er en forglemmelse, der i sidste ende medfører dødsfald, betyder det ikke, at der nødvendigvis er tale om uagtsomhed.

Rodriguez blev tiltalt for uagtsomt manddrab, men i USA er det kun i godt halvdelen af tilfældene, at sagen kommer for retten, og i endnu færre tilfælde ender det med en fængselsstraf.

Ydermere udmåles der som regel kun en mildere straf (nogle gange bare en enkelt dags fængsel), ofte med den begrundelse at forælderens sorg og skyldfølelse er straf nok i sig selv.

Særbehandling til forældrene

I Danmark er det et yderst sjældent fænomen, men en ti år gammel sag vidner om en lignende retspraksis her til lands.

En far blev dengang kendt skyldig i uagtsomt manddrab efter at have glemt sin étårige datter i bilen, mens han var på arbejde. Men også her endte det med et tiltalefrafald med den begrundelse, at det var en frygtelig tragedie for de involverede, og at man ikke træder på én, der ligger ned.

Hvor prisværdig retsvæsenets umiddelbare tendens til at udvise empati for og overbærenhed med forældre, der rammes af den slags ulykker, end synes at være, er den problematisk. Især når der er tale om særbehandling af forældrene.

I USA er der for eksempel langt højere risiko for at blive retsforfulgt og idømt strengere straf, hvis man ikke er i familie med barnet. En dagplejer og en forælder kan derfor blive kendt skyldige i præcis samme slags forbrydelse, men vil som oftest få to vidt forskellige straffe.

LÆS OGSÅ: Glemsomhed kan være et tegn på en velfungerende hjerne

Filosoffer og psykologer er på sagen

Og hvorfor bringer vi så alt dette på banen?

Disse sager er kendetegnet ved en svær balancegang mellem, at vi gerne vil have faste principper som lighed for loven, men samtidig også gerne vil have fleksibilitet i udøvelsen af dem.

For at de involveredes skæbner ikke bliver overladt til tilfældigheder, har vi derfor brug for nogle retningslinjer og værktøjer, når vi skal vurdere, hvilke af vores intuitioner der er empirisk understøttede, og hvilke der trænger til at blive ændret.

Et måske knap så åbenlyst, men ikke desto mindre lovende sted at starte med at lede er i krydsfeltet mellem filosofi og kognitionsvidenskab.

Det er netop, hvad vi gør i forskningsgruppen CoInAct på Københavns Universitet, og i denne artikel vil vi vise, hvordan hukommelsesforskning og teorier om moralsk ansvar kan sige noget om sager som Rodriguez'.

Fremadskuende hukommelse: at have styr på sin to-do-liste

En af hovedårsagerne til, at ellers pligtopfyldende og omsorgsfulde forældre kan komme til at begå så katastrofale fejl, findes i måden, vores fremadskuende (i faglitteraturen 'prospektive') hukommelse er skruet sammen på.

Vores fremadskuende hukommelse er den psykologiske mekanisme, som sørger for, at en person kan huske at udføre de handlinger, hun på et tidligere tidspunkt besluttede sig for at gøre.

Det er denne mekanisme, som sørger for, at beslutninger og intentioner lagret i vores langtidshukommelse bliver genkaldt og gjort bevidste igen, så vi kan handle på dem.

Langtidshukommelse er den form for hukommelse, som er involveret, når vi lagrer eller bibeholder information, uden det efterfølgende har indflydelse på vores bevidsthed og de opgaver, vi løbende er optaget af.

Du har måske lagret information om sidste sommerferie med familien eller om den forrige statsministers navn.

Det er information, du kan genkalde dig, når du har brug for det, og som du kan bibeholde i din hukommelse, uden at du bliver nødt til at gå og gentage det for dig selv hele tiden.

Ligeledes kan vi bibeholde vores beslutninger og intentioner i langtidshukommelsen over lang tid, uden vi behøver konstant at gentage beslutningerne for os selv.

Spørgsmålet er nu: Hvad er det, der gør, at man genkalder sig nogle intentioner og ikke andre?

LÆS OGSÅ: Er det tilfældigt, hvad vi husker og glemmer?

'Husk at købe ind, husk at købe ind, huske at købe ind…'

Hvis en person om morgenen beslutter sig for at køre forbi supermarkedet og købe ind på vej hjem fra arbejde om aftenen, er det vigtigt, at hun husker sin intention om at købe ind efter arbejde – måske når hun cykler forbi sin lokale Netto.

Det er vigtigt, at hun kan lagre eller bibeholde i langtidshukommelsen sin intention om at købe ind. Hvis ikke hun havde evnen til at gøre dette, ville hun være nødsaget til konstant at gå og tænke på sin plan, indtil den var ført ud i livet.

Men hvad kan en person selv gøre for at huske en beslutning eller intention, hvis den er gemt væk i langtidshukommelsen?

Når forældre glemmer at aflevere deres børn, er der ofte tale om et svigt i den fremadskuende langtidshukommelse. Intentionen om at stoppe hos dagplejen eller vuggestuen blev ikke genkaldt, da den skulle.

Det kan der være forskellige forklaringer på.

Omgivelser kan hjælpe med at huske

Nyere psykologisk forskning har peget på to vigtige faktorer involveret i, om en person genkalder sig sin intention – for eksempel personens intention om at aflevere sine børn hos dagplejen.

Den første afgørende faktor for sandsynligheden for at genkalde sig sin beslutning er, hvor abstrakt eller konkret ens intention er.

Forsøg har således vist, at hvis man lader forsøgspersoner forestille sig den konkrete situation, hvor personen skal udføre handlingen, stiger sandsynligheden for, at man husker at gøre det.

En psykologisk model (en computermodel over kognitive processer og mekanismer, der kan simulere forsøgspersoners adfærd i forsøgssituationer) har vist, at en mulig mekanisme er, at indholdet af en intention bliver matchet med omgivelserne. Hvis matchet er godt, øger det sandsynligheden for, at man genkalder sig sin plan.

Intentioner med konkret indhold – for eksempel en intention om at stoppe ved næste Netto-skilt – kan nemt finde et match med omgivelserne. Intentioner med mere abstrakt indhold – for eksempel en intention om at købe ind – kan ikke matches direkte til objekter og begivenheder i omgivelserne.

Hvis en person beslutter sig for både at købe ind og for at stoppe ved et givent Netto-skilt, vil det altså højne sandsynligheden for, at planen genkaldes.

Du husker bedre det, der er vigtigt for dig

Den anden afgørende faktor for om man husker sin intention er, hvor vigtig intentionen eller opgaven er for personen.

Selv hvis min intention er meget abstrakt eller ikke finder noget match med omgivelserne, kan det nogle gange forekomme, at man ikke kan lade være med tænke på en opgave eller handling, man skal udføre på et senere tidspunkt.

Psykologiske studier har vist, at en opgaves vigtighed for en forsøgsperson er en afgørende faktor for, hvor tit personen genkalder sig, hvad hun skal gøre. Straffer man forsøgspersoner økonomisk, hvis de glemmer, eller belønner dem, hvis de husker, stiger sandsynligheden for, at de vil huske at udføre deres opgave.

Hukommelsens kapløb

Match med omgivelserne og vigtighed garanterer dog ikke, at man altid husker sin intention.

Vores intentioner befinder sig i et konstant kapløb mod andre intentioner om at blive til virkelighed. Et kapløb om at huske, som konstant finder sted uden for bevidstheden.

Når en person glemmer sin intention om at gøre noget, sker det, fordi hun er kommet til at genkalde sig en anden intention i stedet.

En anden intention (f.eks. at komme hurtigt frem) stemte bedre overens med omgivelserne, var vigtigere for personen eller vandt hukommelseskapløbet ved et rent tilfælde.

LÆS OGSÅ: Er det tilfældigt, hvad vi husker og glemmer?

Hvornår er vi moralsk ansvarlige for vores forglemmelser?

At en forælder glemmer at aflevere sit barn kan altså være et udslag af, at intentionen ikke var indkodet med tilstrækkelig specificitet og ikke fandt et match med omgivelserne, at den ikke var tilstrækkelig vigtig for personen, eller at andre intentioner har været et bedre match og derfor er kommet før i mål.

I flere af tilfældene har forælderen glemt at aflevere sit barn, fordi han eller hun ikke normalt var den, der kørte barnet til dagplejen.

Intentionen om at tage på arbejde har opfyldt begge betingelser (match med omgivelserne og vigtighed), mens intentionen om at aflevere barnet måske ikke har fundet så stærkt et match med omgivelserne.

Derfor vinder førstnævnte kapløbet og bliver tilgængelig for personen, med det resultat, at intentionen om at aflevere barnet i dagplejen bliver glemt.

Og hvad har alt det så med moralsk og juridisk ansvar at gøre?

Som et led i at vurdere, hvorvidt en forælder som Rodriguez er ansvarlig for sit barns død, når han glemmer det i bilen, kan man stille følgende tre spørgsmål:

1. Havde vedkommende kontrol over den konkrete situation?
2. Hvor vigtigt var barnet eller det at aflevere det for ham?
3. Var det bare ren og skær uheld?

Nu kan vi så holde vores antagelser, om hvordan fremadskuende hukommelse virker, op overfor vores besvarelser af de tre spørgsmål. Dermed bliver det forhåbentlig mere tydeligt, hvorvidt forælderen bør stilles til ansvar for sin forglemmelse eller ej.

Lad os se på dem i rækkefølge.

Havde vedkommende kontrol?

Fremadskuende hukommelse tillader i vores forståelse en vis kontrol over, hvilke intentioner man som individ husker at udføre.

Ved at sætte en alarm inden jeg går i seng om aftenen, kan jeg give mig selv en ekstern påmindelse om, at jeg skal stå op og tage på arbejde dagen efter.

Men ofte bruger vi ikke eksterne midler – såsom huskesedler og alarmer – til at huske at udføre handlinger. Når jeg putter et brev i lommen på vej ud af døren for at poste det på vej til arbejde, gør jeg intet udover at indkode min intention i hukommelsen.

Jeg har dog en vis kontrol over sandsynligheden for at genkalde mig intentionen om at poste brevet ved at indkode intention med en høj grad af specificitet (jeg vil poste brevet, når jeg ser postkassen på pladsen for enden af vejen).

I livsvigtige situationer – børn i biler, kirurgiske operationer, flykontrol, forældremøder – kan og bør vi forme intentioner med tilstrækkelig grad af specificitet.

LÆS OGSÅ: Hvad skal vi med moralfilosofi?

Hvor vigtigt var det?

Vi har måske ofte en forestilling om, at alle forældres verden altid drejer sig om deres børn. Men virkelige sager, hvor børn dør efterladt i en skoldhed bil, fordi far spiller computer med en ven, eller mor er hos frisøren, bryder med den illusion.

Derfor er det væsentligt at afgøre, hvor stor betydning det at passe på barnet havde i hvert enkelt tilfælde. Var intentionen om at passe på barnet vigtigere end konkurrerende planer og intentioner (for eksempel at spille computer eller gå til frisøren)?

Vi bør skelne mellem sager, hvor en forælder med overlæg efterlader sit barn i en bil, fordi forælderen vil spille computer, hvorved forælderen bevidst udsætter sit barn for en stor risiko, og sager, hvor en forælder glemmer at aflevere sit barn på vej til arbejde.

I begge tilfælde glemmer forældrene, at deres børn sidder i bilen. Men i første tilfælde er det den forudgående, hensynsløse handling (bevidst at efterlade barnet i bilen), der er hovedårsagen til barnets død, mens der i den anden slags sager er tale om uagtsomhed.

Det er den sidste type af sager, vi her har beskæftiget os med. Det er denne type sager, hvor handlingens eller intentionens vigtighed kan være afgørende for, om en forælder husker sin intention.

Er det uheld?

Hvis vi kan bekræfte, at en forælder havde ydet en tilstrækkelig indsats for at forme og indkode planer om fremtidige handlinger med høj specificitet, og i øvrigt fandt sit barns velbefindende vigtigere end at slippe for at køre forbi dagplejen og generelt udviste en tilbøjelighed til at passe godt på sine børn, må vi konkludere, at forglemmelsen var et uheld.

Intentionen havde de bedst mulige betingelser for at blive genkaldt og realiseret, men blev det alligevel ikke. I sådanne tilfælde virker det ikke retfærdigt at holde en glemsom far eller mor moralsk og juridisk ansvarlig.

De var simpelthen bare uheldige.

Omvendt kan vi konkludere, at hvis intentionen om at aflevere sit barn i dagplejen ikke blev genkaldt, fordi en forælder havde forsømt at forme en tilstrækkelig specifik intention om at aflevere sit barn eller ikke fandt afleveringen af barnet særligt vigtig, så har forælderen forsømt sine forpligtelser.

Forælderen bør i dét tilfælde holdes ansvarlig for at glemme at aflevere sit barn og for de tragiske følger.

Et moralsk og juridisk fingerpeg

Ved hjælp af kognitive modeller for fremadskuende hukommelse kan vi så at sige graduere forglemmelser og forhåbentlig nemmere vurdere fra sag til sag, hvorvidt forglemmelsen var selvforskyldt eller ej.

På den måde kan modellerne potentielt give os et moralsk og juridisk fingerpeg om, hvordan vi bør placere ansvar under omstændigheder, hvor vores umiddelbare intuitioner kommer til kort.

Det er selvfølgelig ikke en skudsikker metode, da det kan være svært at vurdere, om en person har gjort nok for at huske sin intention.

Hvor det på nuværende tidspunkt udelukkende er op til den enkelte dommer og dennes psykologiske og moralske intuitioner at lave sådanne vurderinger, kan man ved hjælp af denne type forskning opstille nogle generelle kriterier at vurdere ud fra.

Der kan derfor være gode grunde til at retsvæsenet konsulterer videnskaberne, når det moralske kompas ikke udstikker en klar retning.

Hvordan det helt konkret skal gøres i praksis, er op til andre at vurdere. Her foreligger bare ét ud af formodentlig mange eksempler på, at det kan lade sig gøre.

Se her for mere information om forfatternes fælles forskning og forskningsprojekter.

LÆS OGSÅ: Rum-jura: Hvad sker der, hvis en astronaut pander en anden astronaut ned ude i rummet?

LÆS OGSÅ: Du kan træne dig til superhukommelse på få uger