Du kan træne dig til superhukommelse på få uger

Selvom vores evige adgang til internettet efterhånden synes at have overflødiggjort evnen til at huske ting, er det alligevel praktisk med en veludviklet hukommelse, når telefonen en sjælden gang er uden for rækkevidde.

Er man imidlertid en af dem, der har problemer med at huske alt fra indkøbslisten til den mundtlige eksamens pensum, kan man faktisk selv gøre noget ved det. Det viser et nyt studie, som netop er offentliggjort i det anerkendte tidsskrift Neuron.

Studiet beskriver et forsøg, hvor en gruppe personer med almindelig hukommelse har gennemført et træningsforløb for at se, om de kunne træne sig til superhukommelse.

• Før træningen kunne deltagerne i gennemsnit huske 26 ord ud af en liste på i alt 72
• Efter 6 uger med 30 minutters daglig træning, kunne de i gennemsnit huske mere end det dobbelte antal, 62
• Selv ved en ny test 4 træningsløse måneder efter forsøgets afslutning, kunne deltagerne huske 22 flere ord end ved udgangspunktet

»Det viser, at god hukommelse ikke bare er et medfødt talent, men noget man selv kan træne frem og forfine,« siger studiets hovedforfatter Martin Dresler, lektor i neurovidenskab på det hollandske Radboud University Medical Centre.

I videoen i bunden af artiklen får du forklaret, hvordan du selv kan træne dig til superhukommelse.

Hukommelsesatleters hjerner er anderledes forbundet

Egentlig startede eksperimentet med, at forskerne ville undersøge, om såkaldte hukommelsesatleter, der har trænet deres hukommelse i årevis og deltager i huskekonkurrencer, har en anderledes hjerne end personer med en gennemsnitlig hukommelse.

Derfor skannede forskerne hjernerne på 23 af verdens bedste hukommelsesatleter og sammenlignede dem med skanninger af 23 personer med tilsvarende alder, sundhed og intelligens, men med almindelig hukommelse.

»Jeg havde en forventning om, at atleternes hjerner havde en anderledes struktur. Lidt ligesom at bodybuildere har usædvanligt store muskler,« siger Martin Dresler.

Men sådan var det ikke. I stedet fandt forskerne forskelle i hjernens kommunikationsmønstre. Det vil sige, hvordan hjernens regioner kommunikerer internt og med hinanden.

»Det interessante er, at forskellene ikke er medfødte. Vores hukommelsesatleter er ikke født med superhukommelse, men har alle trænet sig til den. For at undersøge, hvordan træning påvirker hjernen, besluttede vi os derfor for at træne en gruppe mennesker med gennemsnitlig hukommelse,« fortæller Martin Dresler.

Strategisk træning gav superhukommelse

Forskerne rekrutterede derfor 51 forsøgspersoner og inddelte dem i 3 grupper.

1. Én gruppe trænede slet ikke.
2. En anden gruppe trænede deres korttidshukommelse ved hjælp af en vendepilslignende øvelse.
3. En tredje gruppe brugte den mere strategiske ‘locus-metode’. Mere om den om lidt.

Den sidste gruppe fik de bedste resultater, som beskrevet i starten af artiklen. Og skanninger viste, at kommunikationsmønstrene i deres hjerne var ændret, så de nu lignede hukommelsesatleternes hjerner.

Forsker: Overraskende at seks ugers træning er nok

»Det er et spændende resultat,« siger professor Jakob Balslev Sørensen fra Institut for Neurovidenskab og Farmakologi på Københavns Universitet.

»Det er overraskende, at man kan se ændringerne med hjerneskanninger. Det tyder på, at der er sket nogle ret markante ændringer. Man skulle ikke tro, at seks ugers træning er så indgribende, men det kan man altså se på skanningerne,« fortsætter han.

Hjerneskanningerne er af typen fMRI, som man bruger til at finde områder i hjernen, der er aktive, når vi foretager os noget bestemt – eksempelvis når vi forsøger at huske.

Skanningerne viser, at personer, der træner sin hukommelse, får en stærkere kommunikation i og mellem nogle bestemte netværk af hjernen, som er relateret til hukommelse.

Det gælder især to regioner:

1. Den mediale pandelap, som er aktiv, når vi relaterer ny viden til eksisterende viden
2. Den dorsolaterale pandelap, som er aktiv, når vi lagrer visuelle hukommelsesspor

Og det er præcis de mekanismer, der er i spil med hukommelsestræningen.

De gamle grækere benyttede husketeknikken

Locus-metoden, som deltagerne benyttede under træningen, er ikke en ny opfindelse. Faktisk er den meget gammel.

Når de gamle grækere skulle holde store taler, var det nødvendigt for dem at kunne huske lange passager uden et manuskript.

For at kunne det, gik de en tur i et velkendt område og koblede bestemte steder på ruten med nøgleord fra talen. Når de så holdt talen, fulgte de ruten mentalt, således at nøgleordene dukkede op, når de kom til de udvalgte steder (locus betyder lokation).

Det er nogenlunde den samme metode, hukommelsesatleterne bruger, når de skal huske lange sekvenser af tal og ord i en konkurrence. De kobler det, de skal huske (eksempelvis tal), til konkrete steder på en velkendt mental rute.

Hjernen er indrettet til at finde vej

Årsagen til metodens effektivitet skal findes i vores evolutionære fortid.

»Locus-metoden udnytter funktioner, som har været meget vigtige for os i vores fortid. Det var vigtigt, at vi kunne navigere og huske, hvor vi havde gemt vores mad og andre vigtige ting. Det var derimod ikke vigtigt at kunne huske lange sekvenser af tal og ord,« siger Martin Dresler.

Gennem naturlig selektion er vores hjerner derfor i dag fremragende til at navigere, men mindre god til at huske eksempelvis talrækker.

Med locus-metoden udnytter man imidlertid navigationsevnerne til at huske abstrakte ting.

Træning kan gå ud over andre evner

Locus-metoden kan altså forbedre hukommelsen, men formentlig ikke al slags hukommelse, mener Martin Dresler.

»Den er meget effektiv til udenadslære, fag som historie, medicin og matematik, men det kræver, at man bruger tid på at konstruere et hukommelsesspor, før man kan afkode det igen, og derfor er metoden ikke så brugbar i mere spontane situationer.«

Ifølge Jakob Balslev Sørensen er der også den risiko ved intens hukommelsestræning, at den kan gå ud over andre evner.

»Vores hjernekapacitet er begrænset af, hvor meget energi den har til rådighed. Hjernen bruger omkring 20 procent af al vores energi, og det er ikke muligt at øge den andel. Træner man hjernen meget op til at gøre nogen ting, må man derfor formode, at der kan være andre ting, vi bliver dårligere til. Det er dog ikke klart, at det forholder sig sådan,« siger han.

Ældre og demente har gavn af hukommelsestræning

Det er ret usædvanligt, at forskere undersøger superhukommelse. Ofte handler hukommelsesforskning om at forstå, hvorfor menneskers hukommelser bliver værre med tiden. Og især om at forstå en sygdom som Alzheimers, der forårsager nervecellers død og er skyld i de fleste tilfælde af demens.

Studiet her giver ikke ny indsigt i nedbrydning af hukommelsen, men ifølge Martin Dresler har tidligere studier vist, at hukommelsestræning kan have en gavnlig effekt på personer, hvis hukommelse bliver værre på grund af alderdom eller demens.

»Studier har vist, at ældre mennesker og folk med demens kan få en bedre hukommelse ved at træne, men det er uklart, om træningen hjælper på et biologisk neuralt niveau,« siger han.

Kan måske ikke påvirke fremskreden demens

Jakob Balslev Sørensen er skeptisk over for hukommelsestræningens effekt på demens.

»Der er ingen tvivl om, at folk med dårlig hukommelse på grund af alder eller demens også kan træne deres hukommelse og klare sig bedre ud fra deres niveau. Jeg er dog skeptisk over for, om det kan påvirke en fremskridende demens,« siger professoren.

»Det er en langvarig sygdom, som langsomt dræber nervecellerne, og træning vil måske kunne forbedre evnen til at bruge de celler, man har tilbage, men jeg kan ikke forestille mig, at man kan bruge hukommelsestræning til at få nervecellerne til at overleve.«