Huden.
Det er vores største og mest synlige organ. Det er det menneskelige lærred spækket med farver, pletter og knopper, som hele verden kan se. Den beskytter os mod alverdens mikroorganismer, men den kan også give os en del problemer.
Måske har du for eksempel haft bumser? Og måske har du så desperat forsøgt at undgå ost, mælk, stress, chokolade, sol, alkohol og jeg-ved-ikke-hvad. Du har måske endda købt dig fattig i cremer og renseprodukter, alt imens du har googlet videre i håbet om at finde en løsning i en af internettets mange afkroge.
Men der er ikke bare oceaner af information om huden online - der er også tonsvis af misinformation. Så hvad er sandt - og hvad er falsk?
Det kan du få svar på i 'Hudlægens Bord', Videnskab.dk’s nye podcast om hudens mange mysterier.
»I Hudlægens Bord får du den nyeste viden om hud- og kønssygdomme, men vi tager også fat på de mange myter, som vi støder på på nettet - og jeg kan godt afsløre, at vi ‘buster’ en del af dem,« siger Benjamin D’Souza, podcastredaktør på Videnskab.dk.
Han er vært på podcasten sammen med hudlæge og ph.d. Iben Miller.
I podcasten stiller værterne blandt andet skarpt på nogle af de mest almindelige spørgsmål, som hudlæger får fra patienter, og på spørgsmål fra Videnskab.dk’s brugere.
»Iben har en kæmpe passion for huden og for, hvordan vi kan gøre livet lettere for mennesker med hudsygdomme. Og så er hun en fantastisk formidler,« fortæller Benjamin D’Souza og tilføjer:
»Min rolle er at sørge for, vi ikke løber helt af sporet, når to hudnørder sidder og snakker med hinanden.«
\ Hudlægens Bord
Podcasten Hudlægens Bord går helt tæt på dit største og mest synlige organ, nemlig huden.
Huden gemmer på mange mysterier, og det kan være fristende at konsultere Doktor Google i vores søgen efter svar. For hvorfor kommer dine solskader igen, og bliver de alle til hudkræft? Og virker HPV-vaccinen både på underlivskræft og kønsvorter?
Hudlæge Iben Marie Miller og podcastredaktør Benjamin D’Souza interviewer gennem 12 episoder landets førende forskere og leverer den nyeste dermatologiske viden direkte til dine øregange.
Lyt til podcasten i din foretrukne podcast-app, og følg med her på Videnskab.dk og på vores sociale medier, så du ikke går glip af episoder, artikler og videoer fra Hudlægens Bord.
Over 12 episoder får de to værter nogle af Danmarks førende hudeksperter på besøg i studiet, og sammen tager de os gennem den nyeste forskning om konkrete hudsygdomme som akne, psoriasis og kønsvorter.
Men de lægger også mere generelle hudspørgsmål på hudlægens bord.
For eksempel undersøger de, hvorfor din og min hud egentlig kan have forskellige farver - og hvad dét betyder for behandlingen af de hudsygdomme, der kan opstå.
Du kan også høre om, hvordan huden og psyken hænger sammen - og om, hvorfor mange mænd taber håret, når de rammer en vis alder.
Et smugkig i podcastens emner: Hudens ‘spaghetti-lag’ holder rynkerne for døren
Din hud er kroppens første bolværk mod farer. Den tager tæskene fra Solens farlige stråler og sørger for, at der er en mur mellem vores indre, vitale organer og ondsindede bakterier, virusser og svampe, der konstant laver snigangreb på os.
Og huden er faktisk et ret eventyrligt, finurligt og også mystisk bolværk.
Hvis du kigger på din hud igennem et mikroskop, så finder du for eksempel tre forskellige lag. I ét af de her lag finder du kollagen. Måske har du hørt, at kollagen har noget med rynker at gøre, men hvis du kigger med i mikroskopet, så vil du kunne se, at det ligner en masse små kogte spaghettier.

Hvordan dine 'hudspaghettier' hænger sammen med rynker, kan du blive klogere på i episode fire af Hudlægens Bord - og ugen efter kan du også høre, om din dyrt indkøbte rynkecreme egentlig kan hjælpe de små spaghettier med at holde huden spændstig.
En mikroskopisk eventyrverden
Huden har også sit eget immunsystem. Kroppens generelle immunceller behøver altså ikke altid rejse ud i huden for at bekæmpe sygdomme, for der står simpelthen nogle lokalbetjente klar til kamp i hudens lag.
Og netop de immunceller - T-cellerne - har fået deres helt egen afdeling i Hudlægens Bord. I hver episode er der et indslag, som værterne Iben og Benjamin har døbt ‘T-Time’.
»Der er stadig meget, vi ikke ved om huden, ikke mindst om hudens eget immunforsvar. Derfor bliver der lavet en masse grundforskning i netop hudens T-celler, for at finde ud af hvordan det egentlig fungerer, og hvilken rolle de spiller i forhold til hudsygdomme - og det er netop dén spritnye forskning og viden, Iben fortæller om i ‘T-Time’-indslaget,« siger vært og podcastredaktør, Benjamin D’Souza.
T’et i ‘T-Time’ er altså inspireret af T-cellerne, men indslaget er også en hyldest til hudens eventyrlighed. Hvis du spørger Benjamins medvært - hudlæge og fagligt fyrtårn på Hudlægens Bord Iben Miller - så er huden nemlig et ganske eventyrligt sted.
Og ligesom Alice i det kendte eventyr ‘Alice i Eventyrland’ hopper ned i et kaninhul og ind i en magisk og eventyrlig verden, så kommer du som lytter med ned i et videnskabeligt kaninhul i ‘T-Time’-indslaget og får fem minutters fascinerende og fuldstændig dugfrisk viden om huden.
»Og så elsker Iben også te,« tilføjer Benjamin D’Souza om sin medvært.
\ Kort om værterne
Iben Miller er speciallæge i hudsygdomme med klinisk erfaring fra flere forskellige hudafdelinger og har desuden en ph.d. i inflammatoriske hudsygdomme.
Iben har bred erfaring med forskningsformidling. Hun har blandt andet skrevet artikler på Videnskab.dk, lavet en forskningsanimationsfilm og været medicinsk konsulent for DR i forbindelse med en TV-serie om kønssygdomme.
Benjamin D’Souza er podcastredaktør på Videnskab.dk. Inden sin tid på Videnskab.dk har han produceret en masse podcasts som freelancer og som selvstændig. Derudover har han lavet graverjournalistik til TV.
Selv har Benjamin fået et helt nyt syn på sin hud efter at have lavet de 12 episoder af Hudlægens Bord.
»Jeg har altid tænkt på huden som en slags skal eller et skjold, der bare er der. Nu ser jeg huden som noget levende og åndende - og som en del af mig, i stedet for noget, som er uden på mig. Jeg er blevet meget klogere på huden - og jeg har fået meget mere lyst til at passe bedre på den.«
Første episode af Hudlægens Bord er allerede ude, og du får en ny episode hver fredag.
Du kan også følge Iben og Benjamins rejse ind i hudens mange mysterier på Videnskab.dk’s Instagram og Facebook.
Vi håber, du vil lytte med!
Find Hudlægens Bord, der hvor du normalt finder dine podcast (søg bare på ‘Hudlægens Bord’) - eller i afspilleren i toppen af artiklen.



































