I mange måneder har skole- og gymnasieelever modtaget undervisning hjemmefra, foran computerskærme. Og generelt har mange af os været tvunget til at have en dagligdag, hvor vi rører os mindre – simpelthen fordi vi har været isoleret derhjemme.
Men i coronakrisens kølvand skal vi igen lære at bruge kroppen, ikke mindst i læringssituationer.
I min nye bog 'Med kroppen ind i kulturen' giver jeg et bud på, hvordan unge mennesker kan udvikle deres nysgerrighed over for historie og kultur ved at erkende via kroppen og lære med idrætten og kropskulturen som nøgle.
\ Om Forskerzonen
Denne artikel er en del af Videnskab.dk’s Forskerzonen, hvor forskerne selv formidler deres forskning, viden og holdninger til et bredt publikum – med hjælp fra redaktionen.
Forskerzonen bliver udgivet takket være støtte fra Lundbeckfonden. Forskerzonens redaktion prioriterer indholdet og styrer de redaktionelle processer, uafhængigt af Lundbeckfonden. Læs mere om Forskerzonens mål, visioner og retningslinjer her.
Fra krop til ånd
For at forstå, hvor central en rolle kroppen havde i tidligere samfundsformer, kan man inddrage udviklingen fra det antikke gymnasion, der var en undervisningsanstalt, hvor unge sportsmænd trænede nøgne, til vor tids gymnasium, der, hvad pensummet angår, næsten udelukkende er en åndsanstalt.
Fra antikkens fokus på kroppen og den antikke sports enorme indflydelse på demokrati, religion, politik og kunst har vi i dag bevæget os til et fokus på ånden, hvor kroppen har trange kår.
Allerede i starten af det 20. århundrede mødte dette skift fra krop til ånd i uddannelserne kritik på dansk grund.
J.P. Müllers kritik af borgerlig læringskultur
En af min bogs hovedpersoner er den danske idræts- og seksualpioner J.P. Müller, der i 1904 blev verdensberømt, da han udgav et gymnastiksystem i bogform i 1,5 millioner eksemplarer.
Han så klart, at tidens fremspirende borgerlige kultur ikke for alvor ville medføre en frigørelse af kroppen og slet ikke indenfor undervisningssystemet.
I 1908 skrev han:
»Hos antikkens filosoffer og æstetikere rangerede legemet akkurat lige så højt som ånden, fordi krop og sjæl blot opfattedes som to sider af et naturligt hele ... Men vore dages 'åndsaristokrater', fritænkerne, digterne og til dels videnskabsmændene har ikke kunnet emancipere sig fra den 'kristelige' kulturs ensidige åndsdyrkelse. Ret betegnende er det i så henseende, at man i hine tider om et dårligt oplært individ sagde: 'Han har hverken lært at læse eller svømme', mens det nu om stunder hedder 'Han kan hverken læse eller skrive'.«
\ Om bogen
Hans Bondes 'Med kroppen ind i kulturen' udkom 25. juni 2020 på Syddansk Universitetsforlag.
Stanis Elsborg har medvirket omkring bogen.
Idræt udgør et 'kroppens sprog', mente Müller, og ligesom man udfører bøjninger i grammatik, udfører man også bøjninger i gymnastiksalen. Idrætstræning er så at sige en øvelse i kroppens grammatik.
Faktisk forsøgte den danske gymnastikpædagog Agnete Bertram at skabe 'et gymnastisk skriftsprog' i bogen af samme navn fra 1966.
\ Læs mere
Kroppen er sprogets byggesten
Hele ideen om, at der findes en åndelig dannelse, der er uafhængig af kroppen og den konkrete erfaring, er i det hele taget ubegrundet.
Den amerikanske forsker i kognitiv lingvistik Marc Johnson har vist, at selve vort højt hævede og åndrige sprog er opbygget udfra fysiske og kropslige metaforer.
For eksempel er udtrykket 'han er i balance', eller at en forskers teori 'virker afbalanceret' et udtryk for vores erfaringer med, at genstande eller væsner, der mister balancen, vælter.
Kroppen er så at sige sprogets byggesten.
Den tyske digter og dramatiker Bertolt Brecht sagde: »Virkeligheden er konkret.« Den franske kunstner René Magritte malede i 1929 et senere verdensberømt billede af en pibe med titlen: 'Ceci n'est pas une pipe' ('Dette er ikke en pibe').
Herved får han gjort opmærksom på, at maleriet jo ganske rigtigt kun er et billede af en pibe, ikke piben selv. Alligevel tilbyder vi i dag næsten udelukkende indlæring via repræsentationer af verden i stedet for også selv at mærke verden.
Det sublime i et Champions League-brag
Endnu i dag anser en del intellektuelle konkurrencesport som lavkultur og den sportslige kamp for at vinde som lettere primitiv.
Men som J.P. Müller vidste af egen erfaring som elitesportsmand, kan modstand få én til at yde sit ypperste.
Den mest sublime æstetiske nydelse kan opleves, når de bedste fodboldspillere i verden tørner sammen i en spændingsmættet Champions League-kamp.
Netop fordi begge hold vil vinde, kan man her se menneskelegemets ypperste formåen endog under pres eller netop via presset.
Jo dygtigere ens modstander er, jo mere tvinges det bedste frem i én med rytmer, ryk, tempo og positionsskift. At beholde balancen, mens modstanderen prøver alt for at få én ud af balance, skaber en særlig elegance.
\ Læs mere
Vi skal have kroppen og idrætten ind i kulturen
Når jeg derfor har skrevet denne bog i tæt samarbejde med analytiker Stanis Elsborg er det for at yde et lille bidrag til at skrive kroppen og idrætten ind i kulturen – at gøre nutidens gymnasium lidt mere til gymnasion.
Det gør vi for eksempel ved at analysere den overordnede samfundsudvikling ud fra idrætten og ved at give en sanselig tilgang til kulturen ved 'på stedet'-guidninger både på udenlandske idrætskulturelle steder (Athen/Olympia, Rom og Berlin) og på danske (Ollerup og Østerbro).
Nye undervisningsmetoder får dig til at bevæge dig som en andelsbonde
I erkendelse af faghistoriens begrænsede rækkevidde er historikerne gennem de senere år begyndt at eksperimentere med nye formidlingsformer. Man eksperimenterer med, at eleverne selv prøver at leve, som deres forfædre gjorde – reenactment hedder det.
I idrætsundervisningen på Københavns Universitet udfører eleverne således en svenskinspireret gymnastik, som andelsbønderne gjorde det omkring år 1900, og siden prøver de Niels Bukhs efterfølgende tempogymnastik, der var langt mere dynamisk og svedfrembringende.
Herigennem kan eleverne få en fornemmelse af, hvordan landboerne via kroppen lærte sig at løfte i flok i en tid, hvor de fik brug for at samarbejde økonomisk gennem andelsbevægelsen, men også hvordan der i takt med, at der kom mere gang i hjulene i landbruget, kom mere fart over gymnasternes bevægelser.
Eleverne udfører altså de historiske aktørers bevægelser i form af den danske kollektive, lineære og rankende landbogymnastik fra omkring 1884 som erkendelsesvej til landboernes kropslige forberedelse på at disciplinere sig til at bidrage til både andelsbevægelse og politisk systemskifte.
Du kan selv prøve kræfter med Müller og Bukhs gymnastik
En sådan reenactment-tilgang er relevant i en tid, hvor det bliver stadig mere tydeligt, at erkendelse via krop og bevægelse fremmer indlæringen også i de boglige fag.
Motion og emotion – det vil sige følelse - hænger sammen.
Kroppen kan altså via gymnastikken trænes til det samfund, mennesker er i gang med at forme.
Undervejs i bogen opmuntres læserne til selv at udføre de forskellige gymnastiksystemer lige fra svensk gymnastik til Niels Bukh-gymnastikken og til J.P. Müllers gymnastik.
Kroppen skal med, hvis samfundet skal forandres
Lidt dristigt kan man på baggrund af ovenstående sige, at der ikke sker større samfundsforandringer, uden at kroppen er med som en dynamisk faktor.
Som et hovedeksempel på sportens forandrende kraft kan nævnes det antikke græske demokrati.
Selve ideen om, at alle frie mandlige borgere – fra bagersøn til aristokrat - kunne stille op bag startsnoren ved de antikke græske sportslege, er en vigtig forudsætning for demokratiet på folkeforsamlingerne.
Kroppens rolle i kulturen var altså væsentlig både dengang og nu.
