Forskere om metode i Meng-sagen: Sådan kan man bruge nedbrudt DNA til at finde en morder

I øjeblikket er retssagen om mordet på 17-årige Emilie Meng i 2016 på mediernes dagsorden.

Den 4. juni vidnede DNA-forsker og professor Eske Willerslev i sagen. Han beskrev den metode, han sammen med kolleger fra Section for GeoGenetics på Københavns Universitet har brugt til at lede efter DNA-spor på blandt andet Emilie Mengs bukser.

Ifølge Ekstra Bladets liveblog beskrev Eske Willerslev i retten, at DNA’et sandsynligvis stammer fra enten den mistænkte, hans far, bedstefar, bror eller søn.

Det er nu op til retten at vægte de forskellige beviser i sagen.

Men hvordan kan man overhovedet bruge DNA fundet på et par bukser efter så mange år? Og hvilke metoder bruger retsgenetikere, når de skal finde ud af, om der er et match med en mistænkt?

Ifølge Mikkel Meyer Andersen, der arbejder med at vurdere DNA-beviser på Aalborg Universitet, og som har været brugt som ekspert i flere retssager, kan DNA 'holde sig' i alt fra dage til år.

»Det kommer fuldstændig an på, hvordan det har været opbevaret. DNA kan bruges og analyseres, mange år efter at sporet er afsat, så længe det er opbevaret et sted, der er tørt, mørkt og koldt. Men hvis det har været udsat for eksempelvis sol eller fugt, kan det nedbrydes kraftigt på kort tid,« forklarer han.

Han understreger, at han ikke kender detaljerne i den metode Eske Willerslev har brugt i Meng-sagen, og at han derfor ikke kan sige noget specifikt om den, eller hvorvidt den er valid.

Alligevel vil han og forskerkollegaen Mikkel Heide Schierup fra Aarhus Universitet gerne udtale sig om, hvordan genetikere typisk kan analysere meget nedbrudt DNA.

Sådan analyserer man meget nedbrudt DNA

Af forskellige liveblogs fra retssagen fremgår det, at DNA-prøven, som er analyseret i Meng-sagen, består af meget nedbrudt DNA – det vil sige bittesmå stykker DNA.

»Og det er naturligvis svært at arbejde med,« lyder det fra Mikkel Meyer Andersen.

Han forklarer, at den gængse metode til at analysere DNA fra spor i en straffesag kaldes STR-metoden (short tandem repeat). Metoden måler på længden af bestemte DNA-fragmenter fra sporet og sammenligner dem med længden af tilsvarende DNA-fragmenter i den mistænktes DNA.

Men for at STR-metoden skal virke, skal DNA-fragmenter bestå af mellem 100 og 400 basepar.

»Hvis DNA'et til gengæld kun findes i bittesmå stykker, eksempelvis på grund af nedbrydning, må man bruge andre metoder. Eksempelvis helgenoms-sekventering, hvor man forsøger at læse alle de små fragmenter af DNA i et spor og stykke det sammen til noget brugbart,« forklarer Mikkel Meyer Andersen.

Den måde, man laver helgenoms-sekventering på, foregår via såkaldt 'shotgun'-sekventering, hvor man ud fra en masse tilfældige stykker DNA prøver at skabe et sammenhængende billede af DNA-profilen af en mistænkt.

Det forklarer Mikkel Heide Schierup, der er professor i bioinformatik på Aarhus Universitet.

»Shotgun-metoden betyder, at du udvinder DNA og analyserer alle de små dele i en maskine. Nogle af DNA-stykkerne er måske så lange eller unikke, at man hurtigt kan se, hvor de passer sammen i arvemassen, hvor andre er sværere at bruge i det samlede puslespil,« forklarer forskeren og fortsætter:

»Men metoden kigger på al DNA-materialet i modsætning til STR-metoden, hvor du har mere DNA til rådighed og derfor kun kigger efter variationer i en lille del af arvemassen.«

Sorterer frøer fra mennesker og mælkebøtter

Noget af det, man gør, når man laver helgenoms-sekventering (herunder shotgun-analyse), er at finde ud af, om de små fragmenter af DNA stammer fra planter, dyr, bakterier eller mennesker.

For DNA-spor er ofte såkaldte blandingsspor, hvor der er DNA fra forskellige organismer. Det er også tilfældet med sporet i Emilie Meng-sagen, fremgår det af Ekstra Bladets liveblog.

»Det man blandt andet gør, når man arbejder med blandingsspor, er, at man har såkaldte referencegenomer – eksempelvis fra et menneske. Sådan kan man sammenligne, hvordan et menneskes genom typisk ser ud, med, hvad der så er tilstede i den her nedbrudte DNA fra sporet,« forklarer Mikkel Meyer Andersen.

Man sammenligner altså DNA-sporet med en slags skabelon over, hvordan DNA fra et menneske ser ud. På den måde kan man fastlægge, om der er DNA fra et menneske tilstede i sporet, eller om det blot er DNA fra dyr og planter.

»Simpelthen skille frøer fra mennesker og mælkebøtter,« lyder det fra Mikkel Meyer Andersen.

SNP-metoden

Èn ting er at afgøre, om der er tale om humant DNA, altså DNA fra mennesker. En anden er, hvordan man finder ud af, om DNA'et matcher med en mistænkt.

Her bruger man indenfor retsgenetikken nogle gange den såkaldte SNP-metode (single nucleotide polymorphism), på dansk kaldet enkeltnukleotidpolymorfi.

»Når man har analyseret sig frem til noget sammenhængende menneskeligt DNA, kan man begynde at lede efter genetiske markører, der varierer på tværs af individer. Simpelthen for at afgrænse mængden af mulige mistænkte til en mindre gruppe. Den metode kaldes SNP,« forklarer Mikkel Meyer Andersen.

Mere specifikt leder man efter variationer i de enkelte nukleotider, som DNA blandt andet er opbygget af.

Variationerne giver ikke nødvendigvis udslag i forhold til udseendet – eksempelvis om en person har blå eller brune øjne, lyder det fra Mikkel Heide Schierup.

»Nogle gange kan man måske være heldig at finde en genafgivelse, der koder for rødt hår eller lignende, men det er meget sjældent. I stedet leder man typisk efter mange forskellige typer genetiske variationer i DNA'et for at se, om det matcher med variationer hos personer, man har en fuld DNA-profil fra,« forklarer han.

Hvor tungt vejer DNA-sporet?

Mikkel Meyer Andersen og Mikkel Heide Schierup forventer, at retsgenetikere i fremtiden vil bruge de ovennævnte metoder i endnu højere grad, end der har været tradition for hidtil, hvor STR-metoden, hvor man måler på længden af basepar i DNA’et, har været dominerende.

»STR-metoden giver svar af meget høj kvalitet, og vi er gode til at tolke resultaterne med denne metode. Nedbrudt DNA er stadig noget, der kan være vanskeligt at håndtere, men det har også stort potentiale,« fortæller Mikkel Meyer Andersen.

Derudover bliver det interessant at se, hvordan retten vil vægte DNA-beviserne.

»Indenfor retsgenetik skal man vurdere, hvor tungt et bevis, det er, hvis tiltalte har en DNA-profil, der stemmer overens med den, der er fundet på eksempelvis trøje eller andet materiale.«

»Lidt populært kan man sige, at jo færre der kan afsætte en DNA-profil, jo mere inkriminerende er det at en tiltalt matcher. Det er nu op til retten at vurdere det samlede bevisbillede,« slutter Mikkel Meyer Andersen.