Studiets medforfatter: Vores målinger er bedre

Flere af de videnskabelige artikler, Daniel Kondziella efterlyser på kildelisten, er unødvendige at nævne i det nye studie om den 87-årige patient, mener dets medforfatter Ajmal Zemmar, som har fået forelagt kritikken.

I det nye studie bruger Zemmar og hans kollegaer elektroder, der dækker hele kraniet. 

Det giver en grundigere måling af hjernens elektriske signaler på dødstidspunktet og gør det nye studie usammenligneligt med den tidligere forskning på området, mener han. 

»Da vi skrev vores artikel, havde vi undersøgt det (hvorvidt artiklen var den første, der undersøgte aktiviteten i den døende menneskehjerne så grundigt, red.), og så vidt vi vidste, fandtes der ikke andre beskrivelser, der viser de samme målinger af menneskehjernen fra levende til død,« skriver Ajmal Zemmar, der er lektor ved Department of Neurosurgery på University of Louisville i USA.

I sit svar på kritikken forholder Zemmar sig ikke direkte til spørgsmålet om, hvorfor han og hans medforfattere flere steder i artiklen har formuleret sig, som om det er første gang, forskere laver EEG-målinger på et døende menneske.

Sælger særlig målemetode som nyskabende

Daniel Konziella fastholder, at det giver mening at nævne den tidligere forskning på området i det nye studie. 

Studiet fra 2017, som Kondziella henviser til, bruger også elektroder på hele kraniet, så argumentet om, at det nye studie er usammenligneligt med tidligere studier, holder ikke, lyder det.

I det nye studie henvises der ganske vist til enkelte tidligere studier - ikke dem, Kondziella nævner - hvor forskere har målt EEG på døende. Zemmar og hans kollegaer formulerer sig dog på en måde, så læseren let kan overse, at der tidligere har været lavet EEG på døende mennesker, vurderer Daniel Kondziella.

Han får opbakning af Hatice Tankisi, der er neurofysiolog og arbejder med EEG på patienter med alvorlige hovedskader, som også har læst det nye studie for Brainstorm.

Hun mener, at forskerne bag det nye studie overdriver, hvor banebrydende den nye metode er:

»Forskergruppen skriver, de er de første, som har målt den form for hjerneaktivitet, men mange andre har gjort det før,« lyder det fra Hatice Tankisi.

Støtter hjernebølgerne i 87-årig patient nærdøds-beretninger?

I det nye studie har forskerne opdaget et mønster af rytmiske hjernebølger omkring den 87-årige mands dødstidspunkt. 

»Lige før og efter hjertet holdt op med at arbejde, så vi ændringer i bestemte bånd af neurale bølger, såkaldte gamma-bølger, men også i andre såsom delta, theta, alpha og beta-bølger,« siger studiets medforfatter Ajmal Zemmar fra Department of Neurosurgery på University of Louisville i pressemeddelelsen om studiet.

Zemmar og de andre forfattere vurderer, at hjernebølgerne minder om dem, man kan måle i folk, der mediterer, drømmer og har flashbacks. På den baggrund udleder de, at deres målinger støtter en teori om, at livet passerer revy for vores indre blik, inden vi dør.

Fænomenet, hvor livet passerer revy, stammer fra beretninger om nærdødsoplevelser, som både er beskrevet i og udenfor videnskabelige studier. Derfor hævder forskerne, at deres studie bakker op om, at nærdødsoplevelser er virkelige og har en hjernemæssig forklaring. 

Uvildige forskere: Studie giver nul evidens for nærdødsoplevelser

Men den døende mands hjernebølger kan ikke bruges til at sige noget om nærdødsoplevelser, lyder det enstemmigt fra de danske forskere, som har læst studiet for Brainstorm.

»Der er af gode grunde ingen evidens for, at den 87-årige patient rent faktisk har haft en nærdødsoplevelse. Når der ikke foreligger en rapport, der beskriver, at patienten har oplevet at gå gennem en tunnel, se et stærkt lys, møde gamle slægtninge eller se livet passere revy, er det meget søgt at koble hans hjerneaktivitet til nærdødsoplevelser,« siger Daniel Kondziella.

Hans vurdering bliver støttet af en anden forsker, der beskæftiger sig med nærdødsoplevelser:

»Definitorisk har personen ikke haft en nærdødsoplevelse, da han ikke har overlevet – og forfatterne kan derfor heller ikke påberåbe sig, at deres fund peger på, at patienten må have set sit liv passere revy. Det er naturligvis en interessant hypotese, men den bliver meget svær at efterprøve,« siger Tobias Kvist Stripp, som er læge og ph.d.-studerende på Syddansk Universitet.

Det bør nævnes, at forskningen i nærdødsoplevelser er meget usikker. 

Rigtig mange af de ‘nærdødsoplevelser’, der er beskrevet i videnskabelig litteratur, har slet ikke fundet sted, mens personerne var i reel livsfare, eller mens hjernen var påvirket så meget, at den var ved at svigte, lyder det fra Daniel Kondziella og Tobias Kvist Stripp.

»Om der i så fald ville have været lignende hjerneaktivitet i disse nærdøds-lignende oplevelser står hen i det uvisse,« siger sidstnævnte.

Forsker svarer på kritik

Ajmal Zemmar er blevet forelagt kritikken af koblingen til nærdødsoplevelser. Han mener, at han og hans kollegaer formulerer sig tilstrækkeligt forsigtigt om deres resultater.

»Vi siger ikke, at den døende menneskehjerne gennemgår en nærdødsoplevelse, som hjernebølgerne er ansvarlige for. Vi opstiller en hypotese om, at dette kan være tilfældet, og at bølgerne kan være ansvarlige baseret på tidligere evidens i litteraturen,« siger han, og fortsætter:

»I interviews lægger vi altid vægt på, at man ikke kan generalisere vores fund og bør være forsigtig, fordi der kun er en caseperson,« siger han.

Ganske rigtigt udtaler Zemmar i flere af de journalistiske artikler om studiet, Brainstorm har fundet, at målingerne kun er foretaget på en enkelt patient, og at man derfor må være forsigtig i sin tolkning af resultaterne. 

Både Hatice Tankisi, Tobias Kvist Stripp og Daniel Kondziella mener dog, at formuleringerne i det nye studie er for store i slaget, når videnskaben bag resultaterne er så usikker.

For eksempel lyder det i studiets abstract, at: »[...] vores data tilvejebringer den første evidens fra den døende menneskehjerne i en ikke-eksperimentel, ægte akutpleje-situation og taler for, at menneskehjernen rummer evnen til at skabe koordineret aktivitet i nærdødsperioden (det vil sige, at hjernen skaber en nærdødsoplevelse, red.).«

Spekulativt at bringe nærdødsoplevelser i spil

Hele hypotesen om, at manden kan have haft en nærdødsoplevelse, er meget tvivlsom, mener Hatice Tankisi.

»Forskerne prøver også at bruge deres målinger af gamma-bølger til at sige noget om nærdødsoplevelser, men det er meget spekulativt,« siger Hatice Tankisi, som er klinisk professor ved Institut for Klinisk Medicin på Aarhus Universitet.

Hvad er det, der gør, at man ikke kan bruge gamma-bølger målt via EEG til at udlede, at vi mennesker oplever nærdødsoplevelser?

»Fordi der ikke er beviser for, at gammabølger er tegn på nærdødsoplevelser. I klinisk sammenhæng udleder vi slet ikke noget af gamma-bølger, for de er meget svære at måle, så vi tror ikke på, at de kan vise noget,« siger hun.

Normalt måler læger kun på alpha, beta og theta-bølger, selvom også de er svære at måle, så når forskere kaster sig ud i at tolke på gamma-bølger, som kun er målt i en enkelt patient, bliver det for usikkert, lyder det. 

»Hvis jeg havde fagfællebedømt den her artikel, ville jeg ikke være positivt indstillet. Jeg ser ikke resultaterne som troværdige og mener, forskerne skulle have været meget mere forsigtige i deres formuleringer,« siger Hatice Tankisi.

Nærdødsoplevelser har altid fascineret mennesker

At 14 medier har skrevet om det nye studie, uden at nævne dets store usikkerheder, kommer ikke så meget bag på Daniel Kondziella.

For nærdødsoplevelser er et fænomen, der altid har og altid vil interessere mennesker.

»Nærdødsoplevelser har haft indvirkning på religion, kultur, litteratur og kunst, hvor oplevelserne er blevet ophøjet og har fået en spirituel klang. De rører rigtig mange og har været omdrejningspunkt for dyb fascination i årtusinder,« siger han.

Fascinationens bagside er imidlertid, at den kan tiltrække mediernes opmærksomhed, selv når resultaterne hviler på et tyndt videnskabeligt grundlag.

Derfor er det vigtigt, at både forskere og journalister behandler emnet seriøst - ikke blot som fascinations-stof, mener Daniel Kondziella.

Når Hatice Tankisi læser rubrikker som: »For første gang: Forskere opklarer, hvad der sker i hjernen, når vi dør« mener hun ikke, at det er dækkende for resultatet:

»Det ville være noget andet, hvis der var mere robuste resultater, som hvilede på undersøgelser af en større gruppe patienter. Jeg savner også mere forsigtighed i formuleringerne i stedet for spekulationer,« siger hun.